Værdiansættelse af anfordringsgældsbreve ved gaveafgift: Kurs 100 som udgangspunkt

Sagen omhandler værdiansættelsen af visse gældseftergivelser i forbindelse med gaveafgiftsberegning. A og B havde erhvervet aktier fra deres far, C, som led i et generationsskifte. En del af købesummen blev berigtiget ved gave, mens resten blev dækket af uforrentede anfordringsgældsbreve. Efter C's død overgik gældsbrevene til hans ægtefælle, D, som eftergav gælden. SKAT ansatte efterfølgende gavernes værdi til pålydende (kurs 100), hvilket A og B bestred, idet de argumenterede for en lavere værdi baseret på deres solvens. Højesteret skulle tage stilling til, om værdiansættelsen af gældseftergivelserne skulle ske til pålydende eller til en lavere handelsværdi.

Boafgiftslovens § 27, stk. 1

Højesteret fastslog, at Boafgiftslovens § 27, stk. 1 foreskriver, at en gaves værdi fastsættes til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Da der ikke var et marked for omsætning af gældsbrevene, måtte værdien fastsættes på anden vis.

Anfordringsgældsbreve mellem nærtstående

• Højesteret fremhævede, at når der er tale om anfordringsgældsbreve udstedt mellem nærtstående, som er rente- og afdragsfrie og uden løbetid, er udgangspunktet, at værdien ansættes til pålydende (kurs 100).
• Dette udgangspunkt kan fraviges, hvis skyldneren godtgør, at vedkommende på gældseftergivelsestidspunktet ikke var i stand til at indfri gælden og heller ikke kunne forventes at blive det senere.

Højesterets vurdering

• Højesteret fandt, at A og B ikke havde godtgjort, at de ikke kunne forventes at blive i stand til at indfri gælden, da de måtte forventes at modtage en betydelig arv.
• Derfor var der ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om kurs 100.

Konklusion

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, og dermed blev værdiansættelsen af gældseftergivelserne fastholdt til kurs 100.

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom. Retten fandt, at værdiansættelsen af anfordringsgældsbreve som udgangspunkt skal ske til kurs 100 ved gaveafgiftsberegning, medmindre skyldneren kan godtgøre manglende fremtidig betalingsevne. Da A og B ikke havde godtgjort, at de ikke ville kunne indfri gælden på et senere tidspunkt, var der ikke grundlag for at fravige udgangspunktet. A og B blev dømt til at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet.