Afgørelse om opholdskommune og refusion ved revalidering og bibeholdt bolig i tidligere kommune

En kvinde, der modtog revalideringsstøtte, flyttede fra A kommune til B kommune den 1. august 2000 for at påbegynde en treårig uddannelse som led i en revalideringsplan. Hun led af skizofreni og ønskede at fortsætte sin behandling på et psykiatrisk ambulatorium i A kommune, hvor hun også bevarede sin bolig for at sikre trygge rammer og mulighed for at vende tilbage efter endt uddannelse.

A kommune havde oprindeligt afholdt boligudgiften i A kommune som en særlig udgift, men anmodede senere B kommune om at overtage opholdskommuneforpligtelsen. B kommune var indstillet på at være midlertidig opholdskommune, men anmodede om en refusionsaftale med A kommune.

A kommune afslog refusion med den begrundelse, at B kommune var både opholds- og handlekommune for de resterende 2½ år af revalideringsplanen. B kommune klagede til det sociale nævn, som tiltrådte A kommunes afgørelse og fandt, at kvinden ikke kun midlertidigt opholdt sig i B kommune, og at der ikke var grundlag for refusion.

Ankestyrelsen stadfæstede det sociale nævns afgørelse og fastslog, at B kommune var kvindens opholdskommune, jf. Retssikkerhedsloven § 9, stk. 1. Derudover fandt Ankestyrelsen, at der ikke var grundlag for refusion af B kommunes udgifter, jf. Retssikkerhedsloven § 9a, stk. 1.

Begrundelse for opholdskommune

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden flyttede til B kommune og opholdt sig der næsten dagligt i forbindelse med sin uddannelse. Hendes ophold i A kommune var begrænset til korte perioder hver tredje uge i forbindelse med ambulant psykiatrisk behandling.

Det forhold, at kvinden bevarede sin bolig i A kommune og ønskede at vende tilbage efter endt uddannelse, betød ikke, at B kommune kun var en midlertidig opholdskommune. Ankestyrelsen bemærkede, at begrebet "midlertidig opholdskommune" forudsætter, at borgeren har taget midlertidigt ophold et sted, samtidig med at en mere fast bopæl opretholdes. Eksempler på dette er ferieophold, højskoleophold eller ophold på krisecenter.

I denne sag var der ikke tale om et ophold af den nævnte art. Selvom opholdet var planlagt til at vare 3 år, var kvindens tilknytning til boligen i A kommune minimal, primært til tryghed og kortvarig behandling. Hun opretholdt ikke en fast tilknytning til A kommune i form af familie eller hyppige weekendbesøg. Da hun klart opholdt sig mest i B kommune og havde sin dagligdag der, blev B kommune anset for at være den faste opholdskommune.

Begrundelse for refusion

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke havde ophold i en boform omfattet af Retssikkerhedsloven § 9a, stk. 1, som berettiger til refusion. Hun havde egen bolig i begge kommuner uden omfattende støttefunktioner, hvilket ikke opfyldte betingelserne for refusion.