Afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste - udmåling og forudgående nedgang i arbejdstid

Sagen omhandlede et forældrepar med to børn, hvoraf det ældste havde nedsat funktionsevne. Moderen, der oprindeligt arbejdede 37 timer ugentligt, reducerede sin arbejdstid til 32 timer efter fødslen af det ældste barn og senere til 28 timer, da barnet startede i specialinstitution. Hun modtog på dette tidspunkt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste svarende til 4 timer ugentligt.

Seks år senere ansøgte forældrene om yderligere 9 timers tabt arbejdsfortjeneste til moderen, så hun kunne opnå en samlet kompensation svarende til en 37-timers arbejdsuge. Ansøgningen var begrundet i et ønske om at læse videre til sundhedsplejerske og dermed en manglende karrieremulighed.

Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til, at moderens faktiske timetal før ansøgningen om tabt arbejdsfortjeneste var 32 timer. Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og henviste til Serviceloven § 29, stk. 1, idet de fandt, at beregningen skulle baseres på den seneste lønindtægt forud for modtagelsen af tabt arbejdsfortjeneste.

Forældrene klagede til Ankestyrelsen, idet de anførte, at nævnet havde fortolket loven for snævert og ikke havde taget højde for, at moderens nedgang i arbejdstid skyldtes barnets handicap og deres ønske om at varetage barnets tarv. De mente, at de blev 'straffet' for deres egen indsats i en svær situation.

Ankestyrelsen fandt, at moderen ikke havde ret til yderligere 5 timers hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Beregningen skulle fortsat tage udgangspunkt i en ugentlig arbejdstid på 32 timer, svarende til hendes seneste lønindtægt forud for modtagelsen af kompensation.

Ankestyrelsen fastslog principielt, at der kan ses bort fra en forudgående nedgang i den ugentlige arbejdstid ved udmåling af tabt arbejdsfortjeneste, således at hjælpen udmåles med udgangspunkt i en højere lønindtægt (f.eks. 37 timer). Dette er dog en forudsætning, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at nedgangen i timetallet udelukkende skyldtes barnets funktionsnedsættelse eller langvarige lidelse. Dette følger af Serviceloven § 29 og kompensationsprincippet.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at moderens nedgang i tid udelukkende skyldtes barnets funktionsnedsættelse. Ankestyrelsen lagde vægt på flere forhold:

• Moderen gik ned i tid til 32 timer allerede nogle år før, hun første gang søgte kompensation for tabt arbejdsfortjeneste (som skete 3 1/2 år efter barnets fødsel).
• Forældrene fik endnu et barn 2 år efter fødslen af barnet med nedsat funktionsevne.
• Den aktuelle ansøgning om yderligere 5 timers kompensation, 6 år efter den første ansøgning, var begrundet i en manglende karrieremulighed i forbindelse med moderens ønske om at læse videre til sundhedsplejerske.

På baggrund af disse forhold tiltrådte Ankestyrelsen det sociale nævns afgørelse.