Højesteret stadfæster ophævelse af udvisning af psykisk syg mand på grund af risiko for intens lidelse ved udsendelse

Sagen omhandler en mand, der i 2009 blev fundet skyldig i manddrab på sin fraseparerede hustru og hendes far i henhold til Straffeloven § 237. Han blev dog frifundet for straf på grund af sindssyge, jf. Straffeloven § 16, stk. 1, og i stedet idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling, jf. Straffeloven § 68. Samtidig blev han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

I 2020 blev foranstaltningen ændret til en dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn fra Kriminalforsorgen, jf. Straffeloven § 72.

Sagens kerne

Kæremålet for Højesteret angik, hvorvidt udvisningen skulle ophæves i medfør af Udlændingeloven § 50 a. Dette afhang af, om mandens helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod en udsendelse til hans hjemland, Irak. Vurderingen skulle ske i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod umenneskelig behandling.

Helbredsmæssig situation

Den domfældte lider af paranoid skizofreni og er afhængig af langvarig antipsykotisk medicin. Lægelige udtalelser, herunder fra Retslægerådet, konkluderede, at et ophør af behandlingen med stor sandsynlighed ville medføre:

• Genopblussen af psykotiske symptomer.
• En betydelig risiko for intens lidelse.
• En risiko for fornyet personfarlig kriminalitet, der ville stige fra moderat til høj.

Retsgang

• Retten i Helsingør (7. maj 2021): Opretholdt udvisningen.
• Østre Landsret (3. december 2021): Ophævede udvisningen.
• Højesteret: Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens kendelse (opretholdelse af udvisning), mens den domfældte påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse (ophævelse af udvisning).

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse om at ophæve udvisningen af den domfældte.

Højesterets begrundelse

Højesteret lagde vægt på, at sagen skulle afgøres efter Udlændingeloven § 50 a, stk. 2, som skal fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Med henvisning til dommene Savran mod Danmark og Paposhvili mod Belgien fastslog Højesteret, at artikel 3 finder anvendelse, hvis der er væsentligt grundlag for at antage, at en alvorligt syg person ved udsendelse vil blive udsat for en reel risiko for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring af sin helbredstilstand, som vil medføre intens lidelse.

Vurdering af domfældtes helbred

Retslægerådet havde vurderet, at det var sandsynligt (over 50 % risiko), at domfældtes psykotiske symptomer ville genopblusse ved afbrydelse af behandlingen. Dette ville medføre en betydelig risiko for intens lidelse samt en forøget risiko for ny personfarlig kriminalitet. Højesteret bemærkede, at domfældte for nylig havde været destabiliseret og indlagt på et lukket afsnit, hvilket understregede alvoren af hans tilstand.

Behandlingsmuligheder i Irak

Retten konstaterede, at der kun forelå oplysninger fra 2021 fra Udlændingestyrelsen om behandlingsmulighederne i Irak. På det foreliggende grundlag kunne det ikke udelukkes, at domfældte ved en afbrydelse af sin behandling ville risikere at blive udsat for intens psykisk lidelse.

Konklusion

På baggrund af ovenstående fandt Højesteret, ligesom landsretten, at betingelserne for at ophæve udvisningen efter Udlændingeloven § 50 a, stk. 2 og Menneskerettighedskonventionens artikel 3 var opfyldt. Derfor blev landsrettens kendelse om at ophæve udvisningen stadfæstet. Retten fandt det ikke nødvendigt at tage stilling til konventionens artikel 8.