Højesteret stadfæster afgørelse om humanitær opholdstilladelse

Sagen omhandler en tidligere sagsøger (Appellant), en kosovo-albaner, der har været i medicinsk behandling for strubekræft og lider af svær depression. Han sagsøgte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration for at få prøvet gyldigheden af ministeriets tidligere afgørelser vedrørende hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse.

Sagens Baggrund

Appellant havde i 2003 gennemgået intensiv strålebehandling for strubekræft (supraglottis cancer) og var i medicinsk behandling for depression. Han frygtede, at han ikke ville kunne modtage den nødvendige behandling i sit hjemland, Kosovo, og at hans opholdstilladelse ikke ville blive forlænget.

Ministeriets Afgørelse

Ministeriet havde i november 2006 givet Appellant en tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse i seks måneder med henvisning til hans forværrede psykiske tilstand og behov for medicin, der overskred den anbefalede dosis. Ministeriet anførte, at Appellant ikke havde retlig interesse i at få prøvet de tidligere afgørelser, da han allerede havde fået opholdstilladelse.

Sagens Forløb

Sagen blev behandlet skriftligt i Højesteret, jf. Retsplejeloven § 387, efter at Østre Landsret tidligere havde afsagt dom den 14. november 2005. Appellant gentog sine påstande, mens Ministeriet påstod afvisning eller frifindelse af påstand 1 og stadfæstelse eller frifindelse af påstande 2 og 3. Ministeriet anførte, at Appellant ikke havde retlig interesse i en prøvelse af de tidligere afgørelser, da han allerede havde fået humanitær opholdstilladelse.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom. Flertallet af dommerne fandt, at Integrationsministeriets afgørelser, der var omfattet af Appellants påstand 1, ikke led af fejl eller mangler. De fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets skønsmæssige vurderinger, hvorefter de konkrete forhold på daværende tidspunkt ikke gav grundlag for at meddele opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 b, stk. 1.

Højesteret afviste Ministeriets påstand om afvisning af Appellants påstand 1, idet retten ikke fandt grundlag for at fastslå, at Appellant savnede retlig interesse i en prøvelse af gyldigheden af de omhandlede afgørelser.

Appellants påstande 2 og 3 blev anset for at være anbringender til støtte for påstand 1 og kunne ikke nedlægges som selvstændige påstande, hvorfor de blev afvist.

Dommer Børge Dahl afgav en dissens, idet han mente, at ministeriet ikke havde haft fornødent grundlag for at statuere, at Appellant ikke befandt sig i en helbredsmæssig situation, der berettigede til humanitær opholdstilladelse, og stemte for at tage Appellants påstand 1 til følge.

Appellant blev pålagt at betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Beløbet skulle betales inden 14 dage og forrentes efter Renteloven § 8 a.