Højesterets kendelse om nægtelse af udlevering til Rumænien grundet manglende fuldmagt til forsvarer under retssag

Sagen omhandler en anmodning fra Rumænien om udlevering af Tiltalte til fuldbyrdelse af en fængselsstraf for bedrageri. Tiltalte blev i 2010 idømt 10 års fængsel i Rumænien in absentia, altså uden selv at være til stede under retssagen. Efterfølgende blev straffen nedsat til 6 år i 2015 som følge af en ny rumænsk straffelov.

Sagens Forløb og Tidligere Afgørelser

Rumænien udstedte en europæisk arrestordre i 2015. Oprindeligt afslog Rigsadvokaten udlevering i 2017 grundet fængselsforholdene i Rumænien. I 2019 genoptog Rigsadvokaten sagen og traf afgørelse om udlevering.

• Byretten (Retten på Frederiksberg, 2021): Bestemte, at betingelserne for udlevering efter Udleveringsloven § 16, stk. 1, nr. 4 var opfyldt, da Tiltalte ville få mulighed for fornyet prøvelse i Rumænien. Udleveringen blev dog betinget af, at Tiltalte skulle overføres til Danmark for fuldbyrdelse af en eventuel straf efter en fornyet prøvelse.
• Landsretten (Østre Landsret, 2021): Stadfæstede byrettens kendelse, men fjernede vilkåret om overførsel til Danmark.

Ændrede Forhold og Nye Argumenter

I april 2022 fik Tiltalte endeligt afslag på genoptagelse af sin straffesag i Rumænien. Dette medførte, at grundlaget for udlevering skiftede fra Udleveringsloven § 16, stk. 1, nr. 4 til Udleveringsloven § 16, stk. 1, nr. 2, som omhandler tilfælde, hvor den dømte var bekendt med retssagen og repræsenteret af en advokat.

Tiltaltes påstande:

• Udlevering nægtes, da betingelserne i Udleveringsloven § 16, stk. 1, nr. 2 ikke er opfyldt. Tiltalte anfører, at den relevante dom er den oprindelige dom fra 2010, hvor hun hverken var til stede eller repræsenteret af en advokat, hun havde givet fuldmagt.

Anklagemyndighedens påstande:

• Landsrettens kendelse bør ophæves, og sagen hjemvises til byretten for en fornyet prøvelse af udleveringsspørgsmålet baseret på de nye oplysninger om den processuelle garanti. Anklagemyndigheden vurderede, at betingelserne i Udleveringsloven § 16, stk. 1, nr. 2 var opfyldt, da Tiltalte angiveligt var bekendt med sagen og repræsenteret af en selvvalgt advokat.

Højesterets Afgørelse

Højesteret nægtede udlevering af Tiltalte til Rumænien. Retten fastslog, at vurderingen af udleveringsspørgsmålet skulle ske i forhold til den oprindelige dom af 29. december 2010, da denne dom endeligt afgjorde skyldsspørgsmålet, jf. EU-Domstolens praksis.

Det blev ikke anset for godtgjort, at Tiltalte havde givet den beskikkede forsvarer fuldmagt til at forsvare sig under retssagen i 2010. Dermed var betingelserne for udlevering efter Udleveringsloven § 16, stk. 1, nr. 2 ikke opfyldt. Højesteret tog derfor Tiltaltes principale påstand til følge.

• Udlevering til Rumænien nægtes.
• Statskassen skal betale sagens omkostninger.