Stadfæstelse af afgørelse om delvis tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve

Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 17. marts 2017, som delvist tildelte betalingsrettigheder fra den nationale reserve til en landbruger. Landbrugeren havde oprindeligt fået nedskrevet sit støtteberettigede areal til 0,00 ha i 2011, da hovedanvendelsen af arealet blev anset for at være lufthavnsaktivitet frem for landbrugsaktivitet. Klageren anmodede i 2016 om genoptagelse af sagen og tildeling af betalingsrettigheder svarende til 34,01 ha.

Landbrugsstyrelsen tildelte klageren betalingsrettigheder svarende til 8,37 ha. Styrelsen begrundede afslaget på den resterende del af ansøgningen med, at der maksimalt kunne tildeles det antal betalingsrettigheder, som var blevet inddraget som følge af manglende udnyttelse. Klageren mente derimod, at vedkommende skulle tildeles betalingsrettigheder svarende til de oprindelige 31,34 ha, som blev frataget i 2011, og henviste til en EU-domstolsafgørelse, der angiveligt gav ret til at søge støtte og udnytte betalingsrettigheder for dette areal.

Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Landbrugsstyrelsen forklarede, at betalingsrettigheder, der ikke blev udnyttet i to på hinanden følgende år under enkeltbetalingsordningen, blev inddraget til den nationale reserve, jf. Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 artikel 42. Klageren havde inden ansøgningsfristen i 2011 solgt en del af sine betalingsrettigheder (26 ha) til andre landbrugere. Disse solgte rettigheder blev derfor ikke inddraget til den nationale reserve. Styrelsen tildelte kun betalingsrettigheder svarende til de 8,37 ha, som faktisk blev inddraget i henholdsvis 2005 (2,51 ha) og 2011 (5,86 ha). Styrelsen fremhævede, at det kun er det antal betalingsrettigheder, som ansøgeren har fået inddraget, der kan tildeles som kompensation, jf. Bekendtgørelse om kompensation til landbrugere for manglende direkte arealstøtte og om tildeling af betalingsrettigheder i særlige situationer § 4, stk. 1.

Supplerende oplysninger

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Landbrugsstyrelsen om supplerende oplysninger vedrørende inddragelsen af betalingsrettighederne. Styrelsen præciserede, at klageren søgte om enkeltbetaling i årene 2005-2008 og 2010, og at der to gange blev truffet afgørelse om nedskrivning af det støtteberettigede areal. Den første nedskrivning på 2,51 ha i 2008 skyldtes, at en del af marken blev anvendt som landingsbane. Den anden inddragelse på 5,86 ha skete i 2011. Samlet set blev 8,37 ha inddraget.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 17. marts 2017 om delvis tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve. Nævnet begrænsede sin prøvelse til klagepunktet vedrørende delvis tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Nævnets begrundelse

Nævnet henviste til Bekendtgørelse om kompensation til landbrugere for manglende direkte arealstøtte og om tildeling af betalingsrettigheder i særlige situationer § 4, stk. 1, som fastslår, at landbrugere, der er berettiget til kompensation, kan få tildelt nye betalingsrettigheder som kompensation for inddragne betalingsrettigheder. Det blev konstateret, at klageren samlet set havde fået inddraget 8,37 ha betalingsrettigheder (2,51 ha i 2008 og 5,86 ha i 2011).

De 26 ha betalingsrettigheder, som klageren solgte inden ansøgningsfristen i 2011, blev ikke inddraget til den nationale reserve, da de forinden var overdraget til anden side. Derfor kunne disse rettigheder ikke kompenseres. På baggrund af ordlyden i Bekendtgørelse om kompensation til landbrugere for manglende direkte arealstøtte og om tildeling af betalingsrettigheder i særlige situationer § 4, stk. 1, fandt nævnet, at klageren alene skulle tildeles nye betalingsrettigheder svarende til de 8,37 ha, som faktisk blev inddraget. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.