Dom om juridisk kønsskifte og afsoningsforhold for forvaringsdømt

Sagen omhandler en sagsøger, født i 1961, diagnosticeret med Klinefelters Syndrom (47, XXY), som afsoner en dom til forvaring. Sagsøgeren har foretaget juridisk kønsskifte til kvinde i 2015, men har ikke gennemgået en kønsskifteoperation. Sagsøgeren påstod, at hun under afsoningen blev behandlet i strid med sine rettigheder, idet hun blev behandlet som mand og ikke som kvinde, på trods af sit juridiske kønsskifte.

Sagsøgerens Påstande

Sagsøgeren fremsatte fem påstande mod Direktoratet for Kriminalforsorgen og Fængsel:

• Påstand 1: De sagsøgte skal anerkende, at sagsøgeren ikke skal nøgenvisiteres i nærvær af mandligt personale, som ikke er sundhedspersonale.
• Påstand 2: De sagsøgte skal anerkende, at sagsøgeren ikke skal afgive urinprøve i nærvær af mandligt personale, som ikke er sundhedspersonale.
• Påstand 3: De sagsøgte skal anerkende, at sagsøgeren både mundtligt og skriftligt skal tiltales med det stedord, som hendes juridiske køn tilsiger (dvs. "hun", "hende" mv.).
• Påstand 4: De sagsøgte skal anerkende, at sagsøgeren ikke skal placeres på en afdeling for mænd.
• Påstand 5: De sagsøgte skal in solidum, subsidiært alternativt, betale 80.000 kr. i erstatning med tillæg af procesrente.

De Sagsøgtes Påstande og Begrundelser

Direktoratet for Kriminalforsorgen og Fængsel påstod frifindelse for påstand 1, 2, 4 og 5. Over for påstand 3 påstod de principalt afvisning og subsidiært frifindelse. De sagsøgte argumenterede for, at sagsøgeren biologisk set er mand, og at afdelingsplacering samt visitationsprocedurer er baseret på en sikkerhedsmæssig vurdering, hvor biologisk køn er afgørende. De henviste til, at juridisk kønsskifte ikke ændrer den biologiske virkelighed i fængselsregi, og at en overførsel til en kvindeafdeling ville udgøre en sikkerhedsrisiko, især i lyset af sagsøgerens tidligere domme for seksualforbrydelser.

Oplysninger i Sagen

Sagsøgeren har en lang kriminalitetshistorik, herunder domme for voldtægt af særlig farlig karakter. En retspsykiatrisk erklæring fra 1989 konkluderede, at sagsøgeren ikke var psykotisk, men umoden og impulsiv, og led af Klinefelters Syndrom. Retslægerådet har i flere udtalelser bekræftet, at personer med Klinefelters Syndrom (47, XXY) biologisk set er mænd, selvom de kan have feminine træk og lavt testosteronniveau. Rådet har også udtalt, at "transkønnet" er et anerkendt lægefagligt begreb, men "interkønnet" er det ikke.

Sagsøgeren fik juridisk kønsskifte i 2015, hvorefter Fængsel afviste ansøgning om afsoning på en kvindeafdeling med henvisning til, at kønsskiftet var en juridisk afgørelse, mens placering var en biologisk-lægefaglig vurdering. Fængslet fastholdt, at sagsøgeren biologisk set fortsat var mand og derfor skulle afsone på en mandeafdeling og visiteres/overvåges af mandligt personale.

Sagsøgeren har klaget over systematiske nøgenvisitationer udført af mandligt personale, ofte med ydmygende stillinger, og at hun blev tiltalt med mandlige stedord. De sagsøgte bestred omfanget af de påståede krænkelser og henviste til, at visitationer er nødvendige af sikkerhedsmæssige årsager og udføres i overensstemmelse med gældende regler og proportionalitetsprincippet. De henviste til, at personalet er instrueret i at bruge kvindelige stedord, men at fejl kan forekomme.

Sagen har også inddraget diskussioner om foreneligheden med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 (forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling), artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv) og artikel 14 (forbud mod diskrimination), med henvisning til praksis fra Menneskerettighedsdomstolen vedrørende strip-søgninger og fængselsforhold.

Rettens Begrundelse og Resultat

Retten lagde til grund, at sagsøgeren biologisk set er mand, baseret på Retslægerådets udtalelse om Klinefelters Syndrom (47, XXY kromosomsammensætning). Sagsøgerens juridiske kønsskifte i 2015 ændrer ikke denne biologiske vurdering for sagens anliggender.

Visitation og Urinprøveaflæggelse (Påstand 1 og 2)

Retten fandt, at visitationer og urinprøveaflæggelse under opsyn af mandligt personale er berettiget. Dette er i overensstemmelse med Straffuldbyrdelsesloven § 60, stk. 6, som fastslår, at undersøgelser, der indebærer afklædning, kun må foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte, dog ikke sundhedspersonale. Retten fortolkede "køn" i denne bestemmelse som biologisk køn, ikke juridisk køn. Der er hjemmel til nøgenvisitationer i Straffuldbyrdelsesloven § 60, stk. 1 af sikkerhedsmæssige årsager. Urinprøver er reguleret af Straffuldbyrdelsesloven § 60a, stk. 2, der henviser til § 60, stk. 6. Retten fandt ikke, at der var sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

De sagsøgte blev frifundet for påstand 1 og 2.

Tiltaleform (Påstand 3)

Retten fandt, at sagsøgeren havde en retlig interesse i at få påstanden prøvet. Retten pålagde Direktoratet for Kriminalforsorgen og Fængsel at anerkende, at sagsøgeren både mundtligt og skriftligt skal tiltales med det stedord, som hendes juridiske køn tilsiger, dvs. "hun", "hende" mv.

Afdelingsplacering (Påstand 4)

Retten lagde til grund, at placering af indsatte sker på baggrund af en sikkerhedsmæssig vurdering og beror på et skøn. Med henvisning til sagsøgerens tidligere domme for seksualforbrydelser og den biologiske kønsidentitet fandt retten ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Fængsels afgørelse om at placere sagsøgeren på en mandeafdeling. Retten fandt ikke, at der var sket en tilsidesættelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller artikel 14.

De sagsøgte blev frifundet for påstand 4.

Erstatning og Godtgørelse (Påstand 5)

Retten fandt, at der ikke var foreligget en krænkelse, der kunne give anledning til godtgørelse eller erstatning i medfør af Erstatningsansvarsloven § 26 eller Straffuldbyrdelsesloven §§ 106-107. De sagsøgte blev frifundet for påstand 5.

Sagsomkostninger

Sagsøgeren blev pålagt at betale 25.000 kr. til Direktoratet for Kriminalforsorgen og 31.250 kr. til Fængsel i sagsomkostninger. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8a.