Stadfæstelse af indskærpelse om manglende sporbarhedsdokumentation

Sagen omhandler Fødevarestyrelsens indskærpelse af 21. juli 2016 til en virksomhed om manglende sporbarhedsdokumentation for indkøb af fersk fisk. Indskærpelsen medførte et opfølgende, gebyrbelagt kontrolbesøg.

Virksomheden påklagede afgørelsen den 4. august 2016 til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og sagen overgik pr. 1. februar 2017 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Virksomheden anførte i sin klage flere punkter:

Virksomhedens indvendinger

• Virksomhedsejeren blev ikke kontaktet forud for kontrolbesøget, da Fødevarestyrelsen ringede til et forkert telefonnummer, hvorfor ejeren ikke var til stede.
• Måling af temperaturer på fisk ved modtagelse og opbevaring var ikke nedskrevet på forhånd. Dette skyldtes en misforståelse, hvor en medarbejder ved en fejl fremviste et indpakket termometer, selvom fire andre termometre var tilgængelige.
• Det blev anset for urimeligt at blive straffet for manglende skadedyrssikring, da et net var blevet revet ned af børn dagen inden kontrolbesøget. Netdøren var nu geninstalleret.
• Medarbejderen, der var til stede under kontrollen, kunne ikke fremvise fakturaer på fisk, da dette var ejerens ansvar, og ejeren opbevarede disse fakturaer.

Fødevarestyrelsen konstaterede under kontrolbesøget, at virksomheden ikke kunne fremvise sporbarhedsdokumentation for fersk fisk og indskærpede derfor, at virksomheden skulle kunne fremvise sporbarhed et led tilbage. Fødevarestyrelsen bemærkede i kontrolrapporten, at ejeren oplyste, at fakturaer lå et sted i virksomheden, men at han ikke kunne huske hvor. Derudover blev der overvejet et administrativt bødeforlæg for manglende efterkommelse af en indskærpelse om skadedyrssikring, og et bødeforlæg blev udstedt for opbevaringstemperaturer under egenkontrol.

Fødevarestyrelsen fremsendte den 31. august 2016 sine bemærkninger til klagen. Styrelsen oplyste, at afgørelsen var begrundet i fødevareforordningens artikel 18, stk. 2, og at virksomheden var blevet kontaktet på et oplyst telefonnummer forud for besøget, og det var virksomhedens ansvar at oplyse om ændrede kontaktoplysninger. Fødevarestyrelsen bemærkede endvidere, at de tilstedeværende medarbejdere havde ansvar for både butikken og fiskeafdelingen, og at det var virksomhedens ansvar at kunne dokumentere sporbarhed under kontrolbesøget. Klagerne vedrørende de administrative bøder var blevet besvaret af Fødevarestyrelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse i sagen i henhold til Fødevareloven § 52, stk. 1 og Fødevareloven § 58 a, stk. 1. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Juridisk grundlag for afgørelsen

Det fremgår af Fødevareloven § 52, stk. 1, at miljø- og fødevareministeren kan træffe nødvendige afgørelser for at sikre overholdelse af fødevarelovgivningen og EU-forordninger. Disse beføjelser udøves af Fødevarestyrelsen, jf. Bekendtgørelse om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser § 7, nr. 3. En indskærpelse betragtes som en afgørelse, da den medfører opfølgende, gebyrbelagte kontrolbesøg.

Fødevareforordningens artikel 18, stk. 2, fastslår, at fødevarevirksomheder skal kunne identificere, hvorfra de har fået leveret fødevarer, og skal etablere systemer og procedurer til at give disse oplysninger til de kompetente myndigheder. Kontrolforordningens artikel 3, stk. 2, angiver, at offentlig kontrol som hovedregel foretages uden forudgående varsel, medmindre varsling er nødvendig.

Nævnets vurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at varsling af kontrolbesøget ikke var nødvendig i dette tilfælde, da virksomheden skulle have etableret procedurer, der gjorde det muligt at give Fødevarestyrelsen de nødvendige oplysninger om sporbarhed. Det forhold, at Fødevarestyrelsen undtagelsesvis valgte at varsle besøget, men på et uaktuelt telefonnummer, kan derfor ikke bevirke, at de konstaterede forhold under kontrolbesøget ikke sanktioneres.

Nævnet vurderede, at Fødevarestyrelsens indskærpelse var en nødvendig og passende foranstaltning for at sikre overholdelsen af fødevareforordningens artikel 18, stk. 2, jf. Fødevareloven § 52, stk. 1. Det blev også fundet relevant, at Fødevarestyrelsen ved det opfølgende, gebyrbelagte kontrolbesøg kontrollerer, om virksomheden har fulgt op på indskærpelsen.

Administrative bødeforlæg

Miljø- og Fødevareklagenævnet er klagemyndighed for forvaltningsretlige afgørelser, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 1. Et administrativt bødeforlæg er ikke en forvaltningsretlig afgørelse, men en mulighed for virksomheden til at afslutte sagen uden domstolsprøvelse. Nævnet kan derfor ikke behandle den del af klagen, der vedrører de administrative bødeforlæg.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Fødevarestyrelsens indskærpelse af 21. juli 2016 om manglende sporbarhedsdokumentation. Nævnet beklager den lange sagsbehandlingstid.