Kompensationskrav efter 22 års samliv

Sagen omhandler et kompensationskrav fra sagsøger (Part 1) mod sagsøgte (Part A) efter et 22 år langt samliv. Parterne boede sammen fra 1988 til 2010 og havde to fælles børn. Ved samlivets ophør havde sagsøgte en betydelig friværdi i en fast ejendom, som han havde købt før samlivet, samt en båd. Sagsøger havde et sommerhus uden friværdi.

Sagsøgers Påstand og Baggrund

Sagsøger påstod, at sagsøgte skulle betale 350.000 kr. i kompensation. Hun forklarede, at hun i starten af samlivet betalte husleje til sagsøgte, men at dette ophørte, da hun begyndte at betale for børnenes dagpleje og senere skole. Sagsøger arbejdede på nedsat tid i perioder for at passe hjem og børn, hvilket resulterede i en lavere samlet indtægt. Hun afholdt langt størstedelen af husholdningsudgifterne (anslået 90/10) samt alle udgifter til børnenes institutioner, fritidsaktiviteter, tøj og udstyr. Hun betalte også for hårde hvidevarer, der blev i huset ved samlivets ophør. Sagsøger mente, at hendes økonomiske bidrag og arbejdsindsats var en nødvendig forudsætning for, at sagsøgte kunne opbygge friværdi i sin ejendom, og at hun derfor var berettiget til kompensation.

Sagsøgtes Påstand og Baggrund

Sagsøgte påstod frifindelse og bestred, at der var grundlag for et kompensationsbeløb. Han forklarede, at han havde købt ejendommen før samlivet, og at han havde betalt alle udgifter vedrørende ejendommen, herunder finansiering, ejendomsskat, vand, varme og strøm. Han anførte, at der ikke var foretaget væsentlige værdiforøgende arbejder på ejendommen, og at værdistigningen alene skyldtes generelle prisstigninger på fast ejendom. Sagsøgte fastholdt, at parterne havde haft særskilt økonomi, og at sagsøger ikke havde medvirket til at skabe eller bevare hans formue. Han afviste desuden, at der var grundlag for et almindeligt refusionskrav eller etablering af sameje.

Sagens Forløb

Parterne havde ikke haft fælles bankkonti eller en formel aftale om fordeling af udgifter. Sagsøger havde solgt sit eget rækkehus med tab ved indflytning hos sagsøgte. Sagsøgte havde tilbudt sagsøger at købe en andel af huset, men sagsøger havde ikke haft råd. Sagsøger havde ikke foretaget opsparing under samlivet, da hendes indtægter fuldt ud gik til familien. Sagsøgte havde en højere indtægt og var uddannet maskintekniker. Sagen blev afgjort af Retten i Næstved den 20. december 2012.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retten fastslog, at parterne havde boet sammen i omkring 22 år og havde to børn. Begge parter havde haft arbejdsindtægter under samlivet, hvor sagsøgte havde en højere indtægt, og sagsøger havde arbejdet på deltid, mens børnene var små.

Økonomisk Fællesskab og Bidrag

Det blev lagt til grund, at sagsøgte havde betalt alle udgifter vedrørende ejendommen, som han havde erhvervet inden samlivets etablering. Sagsøger havde derimod i det væsentlige betalt udgifterne til den fælles daglige husholdning og børnenes udgifter i alle årene. Sagsøger havde også varetaget pasningen af hjemmet og børnene.

Kompensationskrav

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå et egentligt sameje om ejendommen. Dog havde sagsøger gennem sin deltagelse i parternes fælles udgifter i væsentlig grad bidraget til, at sagsøgte som følge af værdistigningen på familiens bolig havde kunnet skabe sig en formue på omkring 900.000 kr. Retten vurderede, at sagsøger var berettiget til at forudsætte, at hun ikke ville stå uden midler ved samlivets ophør, og at hun derfor havde krav på et kompensationsbeløb.

Fastsættelse af Kompensationsbeløb

Ved fastsættelsen af kompensationsbeløbets størrelse lagde retten vægt på:

• Det langvarige samliv
• Parternes arbejdsdeling og indtægtsforhold under samlivet
• Den betydelige forskel i parternes økonomiske forhold ved samlivets ophør

Efter en samlet vurdering blev kompensationsbeløbet fastsat til 150.000 kr.

Sagsomkostninger

Sagsomkostningerne blev fastsat til 36.400 kr., hvoraf 3.900 kr. dækkede retsafgift, og resten dækkede advokatbistand.

Dom