Landsrettens dom i sag om ærekrænkelse i medieomtale af konkurskarantæner og stråmandsvirksomhed

Sagen omhandler to appelsager, BS-27181/2020-VLR og BS-27184/2020-VLR, der blev behandlet af Vestre Landsret efter en dom fra Retten i Kolding den 22. juni 2020. Sagerne drejede sig om påståede ærekrænkende udtalelser i artikler og videoer offentliggjort af journalister (appelindstævnte) om Appellant 1 og Appellant 2.

Appellanternes påstande

• Appellant 1 (tidligere Sagsøger 2) krævede 50.000 kr. i godtgørelse og en bemærkning i dommen om, at følgende ytringer var ubeføjede:
  • "Konkurskongens topstråmand er politiassistent”
  • "Danmarks konkurskonge nummer ét, Appellant 2, tidligere Sagsøger 1, får hjælp af sin bror til at omgå reglerne. Til hverdag er broren ansat som politiassistent.”
• Appellant 2 (tidligere Sagsøger 1) krævede 100.000 kr. i godtgørelse og en bemærkning i dommen om, at følgende ytringer var ubeføjede:
  • "Forstå konkursrytteri: Appellant 2, tidligere Sagsøger 1-modellen”
  • "I denne video kan du se og forstå, hvordan konkursrytteri i praksis foregår – også kaldet Appellant 2, tidligere Sagsøger 1-modellen."
  • "Hovedskurken er Appellant 2, tidligere Sagsøger 1”
  • "Konkurskongen: "I kan ikke røre mig" "

Appelindstævnte påstod stadfæstelse af byrettens dom.

Sagens baggrund og parternes forklaringer

Appellant 2's rolle og aktiviteter

Appellant 2 forklarede, at han tidligere var "Business Angel" og efter finanskrisen personligt gik konkurs. Han udviklede et forretningskoncept, hvor aktiver fra nødlidende selskaber blev overført til nye selskaber til højeste vurderingspris, mens de gamle selskaber fik en afviklingsdirektør. Han afviste at have begået skyldnersvig eller bedrageri. Han var direktør i flere selskaber, der senere gik konkurs, og var dømt for momssvig. Han overførte indtægter fra sin rådgivningsvirksomhed til Holdingselskab S.M.B.A.

Appellant 1's rolle og politisagen

Appellant 1, der er politiassistent, indtrådte i 2016 som direktør og medejer af Holdingselskab S.M.B.A., som var moderselskab for Virksomhed 1 i Delaware. Han var også direktør i Virksomhed 1 og dets amerikanske datterselskaber, hvor han stod for regnskaber og administration. Han forklarede, at hans rådgivningsydelser ikke skete i regi af Holdingselskab S.M.B.A. og at han intet havde at gøre med Appellant 2's konkursrådgivning. Som følge af presseomtalen iværksatte politiet en intern undersøgelse af ham, der varede 1½ år og konkluderede, at der intet var at bebrejde ham. Han blev dog sat på "stand by" og senere afskediget fra politiet på grund af PTSD.

Journalisternes forklaring

Journalisterne forklarede, at projektet havde til formål at undersøge effekten af konkurskarantænereglerne, hvilket de anså for et samfundsrelevant emne. De havde researchet grundigt, herunder talt med kuratorer og konkurseksperter. De oplyste, at Appellant 2 under interviewet havde forklaret, at Appellant 1 var indsat som direktør for at forberede Appellant 2's konkurskarantæne, og at Appellant 1's rolle var at underskrive regnskaber. De fandt via CVR-registret, at Holdingselskab S.M.B.A. var moderselskab for Virksomhed A/S 1 og involveret i konkursaktiviteter. Udtrykket "hovedskurken" var en fejl i en fotobestilling, og "konkursrytteri" blev anvendt på grund af Appellant 2's mange konkurser. De anerkendte Pressenævnets kritik af brugen af citationstegn ved overskriften "I kan ikke røre mig".

Supplerende sagsfremstilling

Appellant 2 og Appellant 1 fremlagde et diagram over "Organisation/Selskabsstruktur", der viste, at Virksomhed A/S 2 (tidligere Virksomhed A/S 1) var ejet af Appellant 2. Appellant 1 frafaldt kravet om godtgørelse som følge af offentliggørelsen af et foto af ham.

Landsretten stadfæstede byrettens dom. Retten fandt, at de omhandlede udsagn, selvom de udgjorde ærekrænkende sigtelser efter Straffeloven § 267, var berettigede. Dette skyldtes, at der forelå et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for udsagnene, og at hensynet til pressens vidtgående ytringsfrihed, som offentlighedens kontrol- og informationsorgan, vejede tungere end hensynet til beskyttelsen af personers gode navn og rygte. Landsretten lagde vægt på, at Appellant 2 som direktør og likvidator for et betydeligt antal nødlidende selskaber, der var gået konkurs, og som var tiltalt for momssvig og overtrædelse af bogføringslovgivningen (Straffeloven § 302), måtte tåle offentlig omtale. Ligeledes måtte Appellant 1, som direktør for et holdingselskab med tilknytning til Appellant 2's aktiviteter, tåle omtale af sin rolle. Da udsagnene blev anset for berettigede, var der ikke grundlag for at tilkende godtgørelse for tort eller kende udsagnene ubeføjede. Sagsomkostningerne blev fastsat til 12.500 kr. for Appellant 1 til hver af de tre appelindstævnte og 15.000 kr. for Appellant 2 til hver af de tre appelindstævnte, forrentet efter Renteloven § 8a.