Varetægtsfængsling efter hjemrejseloven var proportional

Sagens Baggrund

Sagen omhandler en marokkansk statsborger, Tiltalte, der blev idømt fængsel og udvist af Danmark for terrorrelateret kriminalitet. Efter afsoning af sin straf blev han varetægtsfængslet med henblik på udsendelse.

Dom og Udvisning

Tiltalte blev den 7. marts 2019 af Østre Landsret idømt 3 års fængsel for forsøg på fremme af terrorvirksomhed efter Straffeloven § 114 e, jf. Straffeloven § 21. Han blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig og frakendt sin danske indfødsret. Dommen stadfæstede en tidligere dom fra Retten i Glostrup af 26. juni 2018, hvor han blev fundet skyldig i at have forsøgt at rejse ind i Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Varetægtsfængslingens Forløb

Efter at have udstået sin fængselsstraf den 27. marts 2020 blev Tiltalte samme dag varetægtsfængslet. Fængslingen skete oprindeligt i medfør af Udlændingeloven § 50, stk. 2 og Udlændingeloven § 35, stk. 2, da han havde søgt asyl i Danmark. Efter afslag på asylansøgningen, som blev stadfæstet af Flygtningenævnet den 26. maj 2021, blev han fra den 17. juni 2021 varetægtsfængslet i medfør af Hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 med henblik på udsendelse.

Udsendelsesbestræbelser og Manglende Medvirken

Tiltalte har konsekvent nægtet at medvirke til sin udsendelse. De danske myndigheder, herunder Hjemrejsestyrelsen, Udenrigsministeriet samt Udlændinge- og Integrationsministeriet, har løbende forsøgt at opnå rejsedokumenter fra de marokkanske myndigheder. Disse bestræbelser har omfattet:

• Anmodninger til den marokkanske ambassade om udstedelse af rejsedokumenter.
• Afholdelse af møder og udveksling af diplomatiske noter med den marokkanske ambassade.
• Oplysning om Tiltaltes straffedom og manglende opholdsgrundlag i Danmark.

Den 1. april 2022 afviste de marokkanske myndigheder at udstede rejsedokument med den begrundelse, at Tiltalte er født i Danmark og er blevet radikaliseret her. Efterfølgende møder og drøftelser har fundet sted for at finde en løsning.

Klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

I november 2019 indbragte Tiltalte spørgsmålet om sin udvisning for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) med påstand om, at udvisningen var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. EMD antog klagesagen til realitetsbehandling den 12. maj 2022, men tillagde ikke klagen opsættende virkning.

Tidligere Retsinstansers Afgørelser

Retten i Svendborg forlængede den 2. juni 2022 varetægtsfængslingen frem til den 30. juni 2022. Kendelsen blev stadfæstet af Østre Landsret den 23. juni 2022. Begge instanser fandt, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling var opfyldt, og at mindre indgribende foranstaltninger ikke var tilstrækkelige til at sikre Tiltaltes tilstedeværelse. De lagde vægt på, at sagen blev fremmet med fornøden omhu, og at udsendelse ikke var udsigtsløs, uanset EMD-sagens realitetsbehandling uden opsættende virkning.

Anbringender fra Tiltalte

Tiltalte anførte over for Højesteret, at varetægtsfængslingen oversteg den øvre grænse på 18 måneder, som Højesteret tidligere har tiltrådt for varetægtsfængsling efter hjemrejseloven. Han argumenterede for, at den samlede periode, han havde været fængslet, skulle indgå i proportionalitetsvurderingen, og at den langvarige asylsagsbehandling hos Udlændingestyrelsen ikke burde komme ham til skade. Han fremhævede desuden, at EMD's antagelse af hans klage i praksis betød, at han ikke kunne udsendes, og at fængslingen derfor var uproportional og i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 5, stk. 1, litra f. Endelig påpegede han sin mors alvorlige sygdom og behov for hans hjælp, hvilket gjorde en placering på et udrejsecenter med opholds- og meldepligt mere passende.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte. Retten fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling efter Hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 fortsat var opfyldt den 23. juni 2022.

Proportionalitetsvurdering

Højesteret lagde vægt på, at en samlet proportionalitetsvurdering af sagens oplysninger ikke var til hinder for fortsat varetægtsfængsling. Dette skyldtes især:

• Tiltaltes manglende vilje til at medvirke til sin udsendelse.
• De danske myndigheders vedvarende diplomatiske bestræbelser over for de marokkanske myndigheder for at opnå rejsedokumenter.
• At det på tidspunktet for landsrettens kendelse ikke kunne fastslås, at der ikke var reel udsigt til udsendelse inden for rimelig tid, på trods af Marokkos tidligere afslag.

Betydning af EMRK-klage

Det forhold, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) havde antaget Tiltaltes klage vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 til realitetsbehandling, ændrede ikke vurderingen, da EMD ikke havde tillagt klagen opsættende virkning.

Surrogatfængsling

Højesteret fastslog, at der ikke var hjemmel i Retsplejeloven § 765, stk. 2, nr. 3 til at træffe afgørelse om, at Tiltalte skulle fængsles i surrogat på Udrejsecenter Kærshovedgård eller en anden institution anvist af Hjemrejsestyrelsen.

Kæreomkostninger

Tiltalte blev pålagt at betale kæreomkostningerne for Højesteret.