Kendelse om prøvelse af udvisningsbestemmelse efter indrejse i strid med indrejseforbud

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en udlænding, der gentagne gange er blevet udvist af Danmark og har overtrådt indrejseforbud, har ret til en fornyet domstolsprøvelse af en udvisningsbestemmelse.

Sagens Baggrund og Forløb

Tiltalte blev i 2015 idømt 1 års fængsel for narkotikakriminalitet efter Straffeloven § 191 og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

I 2016 blev Tiltalte på ny idømt 3 års fængsel for narkotikakriminalitet og for at være indrejst i strid med det meddelte indrejseforbud, jf. Udlændingeloven § 59 b. Han blev igen udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

I 2018 anmodede Tiltalte om ophævelse af udvisningsbestemmelsen fra dommen i 2016 i medfør af Udlændingeloven § 50. Både Københavns Byret og Østre Landsret afviste anmodningen.

Efter at være blevet udsendt til Tyrkiet i april 2018, blev Tiltalte anholdt i Danmark i november 2020. Ved Københavns Byrets dom af 7. december 2020 blev han dømt for at være indrejst i strid med indrejseforbuddet fastsat ved dommen af 26. september 2016, jf. Udlændingeloven § 59 b, stk. 2. Han blev straffet med 1 års fængsel og på ny udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Prøvelse af Udvisningsbestemmelsen fra 2020

Under afsoning af dommen fra 2020 anmodede Tiltalte i juni 2021 anklagemyndigheden om at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten i medfør af Udlændingeloven § 50.

Anklagemyndigheden indbragte sagen for Københavns Byret, men nedlagde principalt påstand om afvisning, da der ikke var indtrådt væsentlige ændringer i Tiltaltes forhold, subsidiært at udvisningsbestemmelsen opretholdes.

Byretten tog ikke anmodningen til følge og fandt ikke, at der var sket væsentlige ændringer i Tiltaltes forhold siden dommen af 7. december 2020, jf. Udlændingeloven § 50, stk. 1 og Udlændingeloven § 26. Byretten fandt heller ikke, at proportionalitetshensyn kunne begrunde en ophævelse af udvisningen.

Tiltalte kærede byrettens kendelse til Østre Landsret, som ved kendelse af 29. oktober 2021 afviste hans anmodning om prøvelse af udvisningen. Landsretten henviste til, at Udlændingeloven § 50, stk. 1 efter forarbejderne forudsætter, at der alene skal ske én prøvelse af en udvisningsbestemmelse. Landsretten mente ikke, at der var grundlag for en ny prøvelse, når udlændingen var udvist, udsendt, og derefter indrejst i strid med indrejseforbuddet og på ny udvist.

Højesterets Afgørelse og Begrundelse

Højesteret fandt, at hverken ordlyden af eller forarbejderne til Udlændingeloven § 50, stk. 1 giver grundlag for at afskære en udlænding fra en prøvelse af en udvisningsbestemmelse i en situation som den foreliggende. Dette gælder, selvom udlændingen tidligere har fået prøvet en udvisningsbestemmelse, og den seneste udvisning er en konsekvens af en ulovlig indrejse i strid med et indrejseforbud.

Landsrettens kendelse af 29. oktober 2021, der afviste Tiltaltes anmodning om prøvelse af udvisningen fra dommen af 7. december 2020, blev derfor ophævet. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved landsretten.

Det blev bemærket, at Højesteret ikke med denne afgørelse har taget stilling til, om der i medfør af Udlændingeloven § 50, stk. 2 var grundlag for at afvise Tiltaltes anmodning om prøvelse af udvisningen.