Stadfæstelse af afgørelse om påbud om genetablering af beskyttet eng i Viborg Kommune

Sagen omhandler en klage over Viborg Kommunes påbud om at genetablere en beskyttet eng på en ejendom beliggende i Skals Ådal. Kommunen udstedte påbuddet, da et areal (benævnt areal B), der var vejledende registreret som beskyttet eng siden 1993, blev opdyrket og inddraget i markdrift i 2007.

Klagers anbringender

Klager, ejendommens ejer, har anført, at arealet ikke var beskyttet, da det blev opdyrket. Klager hævder, at arealet historisk er blevet omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år, hvilket ifølge praksis udelukker det fra beskyttelsen. Dette støttes på oplysninger fra den tidligere ejer, som har drevet arealet siden 1978. Derudover har klager fremlagt en teksturanalyse og en modelberegning, der viser et lavere humusindhold på areal B sammenlignet med det tilstødende, uomlagte engareal (areal A), hvilket ifølge klager indikerer, at de fysiske forhold er anderledes og ikke understøtter, at det har været en eng af samme karakter.

Kommunens vurdering og undersøgelser

Viborg Kommune baserede sin afgørelse på en gennemgang af luftfotos fra 1954 til 2021, en besigtigelse af området samt den oprindelige § 3-registrering fra 1993. Kommunen vurderede, at luftfotos ikke viste tegn på regelmæssig omlægning i perioden op til 2007. Efter klagen blev indgivet, anmodede kommunens Klima- og Miljøudvalg om en fornyet faglig gennemgang, herunder en ekstern vurdering fra rådgivningsfirmaet Niras.

Ekstern rapport fra Niras

Niras' rapport konkluderede, at areal B opfyldte kriterierne for at være en beskyttet eng inden omlægningen i 2007. Vurderingen byggede på:

• Luftfototolkning: Areal B og A havde en fælles, ekstensiv driftshistorik fra 1972 til 2007 uden tegn på komplet omlægning.
• Botanisk analyse: Undersøgelser af naboarealer med lignende terrænforhold viste forekomst af karakteristiske engplanter som mosebunke, lysesiv og lav ranunkel.
• Terrænforhold: Arealet ligger lavt i en ådal, hvilket er typisk for ferske enge. Niras tillagde ikke klagers analyse af humusindholdet afgørende vægt, da beskyttelsen primært afhænger af driftshistorik og botanik.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Viborg Kommunes afgørelse om påbud om genetablering af den beskyttede eng.

Nævnets retlige grundlag og vurdering

Nævnet lægger til grund, at arealer, der ikke omlægges hyppigere end hvert 7.-10. år, og som udvikler en karakteristisk vegetation for naturtypen, er omfattet af beskyttelsen i Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4. Dette gælder både for naturenge og kulturenge. Sædvanlig intensiv drift på sådanne arealer blev desuden forbudt pr. 1. juli 2022, jf. Naturbeskyttelsesloven § 4.

Nævnets gennemgang af luftfotos fra 1954 til 2024 bekræfter kommunens vurdering. Fotografierne viser, at areal B fremstod som et ekstensivt drevet naturareal i perioden 1972-2007 uden tegn på de regelmæssige omlægninger, som klager har anført. Eventuelle isåninger af græs vurderes ikke at kunne sidestilles med omlægninger, der bryder den ekstensive drift.

Nævnet finder det sandsynliggjort, at der var en karakteristisk engvegetation på arealet før 2007. Dette understøttes af Niras' undersøgelse af naboarealerne, hvor der blev fundet typiske engplanter, samt af arealets beliggenhed i et lavbundsområde i en ådal.

Klagerens analyse af jordens humusindhold tillægges ikke afgørende betydning, da beskyttede enge kan findes på forskellige jordbundstyper. Det afgørende er arealets driftshistorik og botanik.

Samlet set konkluderer Miljø- og Fødevareklagenævnet, at areal B opfyldte kriterierne for at være en beskyttet fersk eng før omlægningen i 2007. Påbuddet om genetablering er derfor berettiget.