Dyreværnssag: Betinget fængsel og 3 års frakendelse for groft uforsvarlig behandling af heste med kronisk sygdom og manglende pleje

Sagen omhandler tiltalte T, der i perioden op til april 2010 blev anklaget for uforsvarlig og groft uforsvarlig behandling af to heste – en prikket vallak og en rød hoppe – i strid med Dyreværnsloven § 28, stk. 1, jf. §§ 1, 2 og 3 om dyrevelfærd.

Anklagepunkter og hestenes tilstand

Anklagemyndigheden gjorde gældende, at T ikke havde beskyttet hestene bedst muligt mod smerter og lidelser og havde undladt at passe dem efter deres fysiologiske og sundhedsmæssige behov:

• Den røde hoppe led gennem længere tid af en voldsom grad af smertefuld, kronisk betændelse (muk) i alle fire koder og op ad bagbenene. Den manglede hovpleje og var udsat for mangelfuld fodring.
• Vallakken var opstaldet under uegnede forhold i en boks med gammel gødning i 1 meters højde og manglede ligeledes hovbeskæring.
• Opstaldningsforholdene var generelt farlige, da der lå sten, murbrokker, plastic og andet affald på folden, som hestene kunne komme til skade på.

Tiltaltes og vidners forklaringer

T nægtede sig skyldig og forklarede, at hestene stod i løsdrift med fri adgang til foder og græs. Han mente, at hoppens muk var en kronisk sygdom, der kom og gik, og at det våde forår havde bidraget til dens forværring. Han var på ferie i ca. 3-4 uger op til anmeldelsen, hvor en logerende skulle passe hestene. Han bestred, at der var hul i hegnet, og at vallakken skulle have været bundet inde i stalden.

Vidnet V3 fra Dyrenes Beskyttelse bekræftede, at forholdene var kummerlige. Hun observerede, at hoppen knapt kunne bevæge sig grundet mukken, og at der lå murbrokker og glasskår på folden. Vidnet V4, som tidligere havde passet hestene, bekræftede, at hoppen i 2010 var voldsomt betændt, havde bukkede hove og fluer i sårene.

Dyrlæge V2, der havde behandlet hoppen, forklarede, at han i 2010 så et af de grelleste tilfælde af muk nogensinde, hvor der var maddiker i sårene. Hoppen var nedstemt og underernæret, og lidelsen måtte have stået på i måneder. Han understregede, at hovene manglede jævnlig beskæring (normalt hver 6.-8. uge).

Østre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse om skyldsspørgsmålet, men foretog en ændring i strafudmålingen og frakendelsestiden.

Landsretten fandt T skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, idet der blev lagt vægt på vidneforklaringerne, herunder dyrlægens beskrivelse af hoppens lidelse og manglende pleje. Retten ændrede dog byrettens dom på ét punkt:

• Det blev ikke fundet bevist, at vallakken var opstaldet således, at den ikke kunne komme ud af stalden (i modsætning til byrettens fund).