Dom for kørsel i frakendelsestiden og manglende brug af sikkerhedssele stadfæstet

Sagen omhandler en tiltalt, der den 15. oktober 2020 førte personbil i Holbæk, selvom han var frakendt førerretten i 10 år. Han kørte desuden uden at anvende sikkerhedssele.

Anklager og Påstande

Anklagemyndigheden tiltalte manden for overtrædelse af Færdselsloven § 117a, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1 for kørsel i frakendelsestiden og Færdselsloven § 118, jf. § 80, stk. 1 for manglende brug af sikkerhedssele. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængsels- og bødestraf.

Tiltalte erkendte sig skyldig i begge forhold og forklarede, at han var klar over, at han kørte i frakendelsestiden, og at han blev stoppet, fordi han kørte uden sele.

Baggrund og Personlige Forhold

Tiltalte er tidligere straffet flere gange for færdselslovsovertrædelser, herunder kørsel i frakendelsestiden. Senest blev han i februar 2020 frakendt førerretten i 10 år. Kriminalforsorgen vurderede i januar 2021, at tiltalte var egnet til en betinget dom med vilkår om tilsyn og samfundstjeneste, blandt andet grundet hans personlige situation med familieforøgelse og fuldtidsarbejde.

Ved landsrettens behandling af sagen oplyste tiltalte, at han fortsat arbejder fuld tid som bygningskonstruktør og projektleder, og at han bor sammen med sin kæreste og deres søn.

Byrettens Afgørelse

Retten i Holbæk fandt tiltalte skyldig i begge forhold. Straffen blev fastsat til fængsel i 10 dage og en bøde på 1.500 kr. Dommen blev gjort betinget med vilkår om 30 timers ulønnet samfundstjeneste inden for 4 måneder og tilsyn af Kriminalforsorgen i en prøvetid på 1 år. Der blev desuden fastsat en tillægsbøde på 25.000 kr., hvilket gav en samlet bøde på 26.500 kr. Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 14 dage.

Byretten lagde vægt på, at der var tale om et andengangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Retten fandt ikke, at sagsbehandlingstiden på ca. 1 år og 2 måneder fra gerningstidspunkt til modtagelse af anklageskrift var af en sådan længde, at den berettigede strafbortfald eller -nedsættelse. Tiltalte ankede dommen til landsretten med påstand om strafbortfald, subsidiært formildelse, mens anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsrettens Afgørelse

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom. Landsretten fandt ikke grundlag for at nedsætte straffen eller lade den bortfalde, hverken med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 eller de dagældende bestemmelser i Straffeloven § 82, stk. 1, nr. 13 og 14 og [Straffeloven § 83].

Landsretten lagde vægt på, at den samlede sagsbehandlingstid, som var ca. 1 år og 8 måneder fra gerningstidspunktet til landsrettens dom, ikke i væsentligt omfang havde oversteget det rimelige. Straffen blev anset for passende.

Tiltalte blev pålagt at betale sagens omkostninger for landsretten.