Afslag på klage over påstået handicapdiskriminering i sag om barnets samvær

Sagen kredser om, hvorvidt myndighedens manglende ageren i samværssagen kan tilskrives klagerens helbredsmæssige situation.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at den indklagede myndighed ikke har handlet i strid med Handicapdiskriminationsloven § 5.

Bevisbyrde og faktiske omstændigheder

Nævnet vurderede, at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelige faktiske omstændigheder, der kunne give anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling. Efter reglerne om delt bevisbyrde i Handicapdiskriminationsloven § 10 skal klageren først påvise omstændigheder, der tyder på diskrimination, før bevisbyrden overgår til indklagede. Dette var ikke sket i denne sag.

Nævnets jurisdiktion og begrundelse

Nævnet lagde vægt på følgende i sin afgørelse:

• Spørgsmål om børns ret til samvær med deres forældre er afgørelser, der i det danske retssystem hører under domstolenes kompetence.
• Der var ikke belæg for at fastslå, at myndighedens håndtering af sagen var baseret på klagerens handicap frem for de sædvanlige forvaltningsretlige og familieretlige procedurer.

Da der ikke var påvist faktiske omstændigheder for diskrimination, fandt nævnet det ikke nødvendigt at vurdere, om klagerens depression og belastningsreaktion opfyldte det juridiske begreb for et handicap i henhold til Handicapdiskriminationsloven § 2. Sagen blev derfor afgjort som en formandsafgørelse efter Lov om Ligebehandlingsnævnet § 6, stk. 3.

Parternes argumenter og påstande

Faderen anførte, at sagsbehandlingen var ensidig og alene fokuserede på moderens interesser. Han argumenterede for, at han som mand blev skåret ud af sønnens liv, og at det høje konfliktniveau blev brugt mod ham, selvom der altid er to parter i en konflikt. Han mente desuden, at det var urimeligt, at moderen gennem sin adfærd og manglende samarbejdsvilje kunne udelukke ham fra barnets liv.

Statsforvaltningen fastholdt, at afgørelsen var truffet ud fra en konkret skønsmæssig vurdering af barnets tarv efter reglerne i forældreansvarsloven. De lagde afgørende vægt på barnets behov for ro til at fortsætte en positiv udvikling samt barnets egen modstand mod samværet.