Afskedigelse af sygeplejerske med ukendt diagnose var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen af sygeplejersken ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Nævnets vurdering af handicapbegrebet

Nævnet lagde vægt på, at det er klageren, der har bevisbyrden for, at en sygdom har medført et handicap i overensstemmelse med definitionen i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1. For at en tilstand kan karakteriseres som et handicap, skal der være tale om en funktionsbegrænsning af lang varighed.

Begrundelse for resultatet

Nævnet fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for at være handicappet på afskedigelsestidspunktet af følgende årsager:

• Symptomerne havde på afskedigelsestidspunktet kun varet i lidt over to måneder.
• Der forelå ikke en lægeligt dokumenteret diagnose på tidspunktet for opsigelsen.
• Der var ingen lægelig vurdering af den forventede varighed af funktionsbegrænsningerne eller de specifikke skånebehov.

Da der ikke var dokumenteret et handicap i lovens forstand, fandt nævnet ikke grundlag for at vurdere, om arbejdsgiveren havde overholdt sin tilpasningsforpligtelse efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a. Klageren fik derfor ikke medhold i kravet om godtgørelse.

Parternes argumenter og påstande

• Klageren argumenterede for, at hendes sygdom udgjorde et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1. Hun foreslog konkrete modeller for nedsat tid, herunder faste morgenrutiner, som efter hendes opfattelse ikke ville forstyrre beboernes kontinuitet.
• Indklagede afviste, at der var tale om et handicap, og betragtede i stedet fraværet som almindelig sygdom efter en brokoperation. Kommunen mente desuden, at det ville være en uforholdsmæssig byrde at have en pædagog på så lavt timetal i en vagtbærende funktion, da det ville kræve brug af vikarer og skade beboernes trivsel.

Forsøg på omplacering

Undervejs blev muligheden for omplacering til børne- og ungeområdet nævnt. Klageren var dog afvisende over for dette, da arbejdet med børn indebar mange fysiske løft, som hendes læge havde frarådet på grund af ledsmerter og nedsat lungefunktion. Da klageren ikke kunne angive en præcis dato for tilbagevenden på fuld tid, valgte kommunen at indlede en afskedigelsessag baseret på driftsmæssige hensyn.