Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Relaterede love
Denne sag vedrører en ansøgning om ægtefællesammenføring indgivet af en canadisk statsborger, der ønsker opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab med en herboende kvinde. Sagen centrerer sig om fortolkningen af det såkaldte tilknytningskrav og omfanget af den herboende ægtefælles integration i det danske samfund.
Ansøgeren er en canadisk statsborger, der oprindeligt er født og opvokset i Iran. Hans herboende ægtefælle er ligeledes født og opvokset i Iran og kom til Danmark i 2003, hvor hun fik opholdstilladelse som flygtning. Parret mødte hinanden i Danmark i 2005, hvor de også indgik ægteskab. Den herboende ægtefælle fik meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2014.
I løbet af de efterfølgende år har ansøgeren haft flere kortere ophold i Danmark:
Som led i sagens oplysning har Udlændingenævnet indhentet oplysninger fra den herboende ægtefælles kommune vedrørende hendes integrationsforløb. Disse oplysninger dækker blandt andet deltagelse i sprogundervisning og resultaterne heraf, hvor det fremgår, at hun bestod Prøve i Dansk 1 i 2010. Der er ligeledes indhentet data om hendes deltagelse i beskæftigelsesmæssige tiltag, herunder aktiveringsforløb og hendes generelle villighed til at påtage sig ordinært arbejde.
Det centrale juridiske spørgsmål er, om parrets samlede tilknytning til Danmark er større end deres tilknytning til et andet land, jf. Udlændingeloven § 9, stk. 7.
Den herboende ægtefælle har anført, at hendes over 12 år lange lovlige ophold i Danmark i sig selv bør tale for en stærk tilknytning. Desuden har hun påpeget personlige forhold, herunder en handicappet bror i Danmark, som hun føler sig tæt knyttet til og ikke ønsker at forlade. Parret har argumenteret for, at deres liv og fremtid er tættere knyttet til Danmark end til Iran eller Canada.
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse. Nævnet vurderede, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Iran.
Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at begge parter er født og opvokset i Iran, har haft deres skolegang der og taler persisk sammen. Ansøgeren indrejste først i Danmark i en alder af 36 år, hvilket taler for en fortsat stærk kulturel og personlig tilknytning til Iran.
Selvom den herboende ægtefælle havde boet i Danmark i over 12 år, fandt nævnet ikke, at hun havde opnået en tilstrækkelig integration. Nævnet lagde vægt på følgende punkter fra de kommunale oplysninger:
| Kategori | Vurdering |
|---|---|
| Sproglig integration | Bestået Dansk 1, men ophørt på højere uddannelse pga. fravær |
| Arbejdsmarkedstilknytning | Manglende vilje til ordinært arbejde og manglende samarbejde |
| Personlige forhold | Hensynet til handicappet bror kunne ikke føre til fravigelse af kravet |
Nævnet vurderede desuden, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, at tilknytningskravet i Udlændingeloven § 9, stk. 7 skulle fraviges. Det blev bemærket, at parret har mulighed for at udøve deres familieliv i Canada, hvor ansøgeren er statsborger, eller i Iran. Der var ingen oplysninger om helbredsmæssige forhold, der forhindrede dette. Endelig henviste nævnet til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en ret til frit at vælge, hvilket land man vil udøve sit familieliv i.
FN’s Handikapkomité kritiserer Udlændingenævnet for et afslag på ægtefællesammenføring i en sag vedrørende en herboende ægtefælle med en hjerneskade.
Sagen vedrører en irakisk kvinde, som ansøgte om opholdstilladelse i Danmark gennem ægtefællesammenføring med sin herboende mand, der ligeledes er irakisk statsborger. Den herboende ægtefælle kom til Danmark i 1996 i en alder af 43 år og opnåede tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. Parret indgik ægteskab i Irak i 2008, hvorefter de indrettede deres samliv ved, at den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren i Irak i fire måneder hvert år.
Ansøgeren har aldrig befundet sig i Danmark og har dermed ikke opnået en selvstændig tilknytning til landet. For den herboende ægtefælles vedkommende blev det anført, at han havde boet i Danmark i 18 år som flygtning. Der blev dog rejst spørgsmål om hans integrationsniveau, da han ikke har bestået officielle danskprøver, ikke har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse og ikke har været i beskæftigelse siden sin ankomst til Danmark.
Højesteret fastslår, at treårskravet for ægtefællesammenføring til herboende med midlertidig beskyttelsesstatus ikke strider mod Menneskerettighedskonventionen.
Udlændingenævnet præciserer praksis, så der foretages en vurdering efter Chavez-Vilchez-dommen i alle relevante sager om opholdstilladelse til tredjelandsforældre til danske børn.
Parret taler arabisk sammen og har deres primære familiære netværk i form af søskende i Irak, mens de ikke har søskende i Danmark. Ansøgeren anførte desuden følgende argumenter for at opnå tilladelse:
De juridiske spørgsmål i sagen koncentrerede sig om, hvorvidt parrets samlede tilknytning til Danmark kunne anses for at være større end deres tilknytning til Irak i henhold til Udlændingeloven § 9, stk. 7.
Sagen omhandler en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon, der i november 2013 indrejste i Danmark og ansøgte om æ...
Læs mereSagen vedrører en tyrkisk statsborger, der i 2014 ansøgte om opholdstilladelse i Danmark med henvisning til sit ægteskab...
Læs mereForslag til Lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og danskuddannelsesloven (Ændring af regler om bevarelse af opholdstilladelse som følge af partnervold m.v., undtagelse af statsudsendte og deres medfølgende familie fra bortfaldsreglerne, kodificering af EU-retspraksis på familiesammenføringsområdet, gennemførelse af EES-forordningen om gradvis idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet og API-forordningen om indsamling og overførsel af forhåndsoplysninger om passagerer, m.v.)
