Højesterets dom om lovligheden af tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

Sagen omhandler lovligheden af en tvangsindlæggelse og efterfølgende tvangstilbageholdelse af en kvinde (appellant) på et psykiatrisk center samt hendes krav om erstatning. Frihedsberøvelsen strakte sig fra den 11. oktober 2019 til den 24. februar 2020.

Sagens Baggrund og Forløb

Appellanten blev tvangsindlagt den 11. oktober 2019 på Psykiatrisk Center København, Matrikel Bispebjerg, efter at have fremstået psykotisk og udvist aparte adfærd i offentligheden. Hun blev beskrevet som psykotisk med vrangforestillinger, herunder forestillinger om, at "Standardbank har stjålet hendes sanser via telefonen", at hun skulle til NASA, og at "NASA har indopereret en dims under hendes arm". Hun nægtede at lade sig indlægge frivilligt og at modtage behandling.

Psykiatriske Vurderinger

• 11. oktober 2019: Indlagt på akutte gule papirer. Vurderet psykotisk og uforsvarligt ikke at indlægge.
• 12. oktober 2019: Fortsat indikation for frihedsberøvelse grundet psykotisk tilstand og behandlingsbehov.
• 14. oktober 2019: Vurderet i en psykotisk manisk tilstand, indlæggelses- og behandlingskrævende. Frihedsberøvelsen opretholdes.
• 18. oktober 2019: Overflyttet til Psykiatrisk Center København, Matrikel Frederiksberg. Klagede over tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling. Fortsat psykotisk med persekutoriske vrangforestillinger.
• 21. oktober 2019: Beslutning om tvangsbehandling med Aripiprazol truffet. Appellanten nægtede fortsat behandling.
• 31. oktober 2019: Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte tvangstilbageholdelsen fra den 18. oktober 2019.
• Løbende vurderinger: Appellanten fremstod fortsat psykotisk med manglende sygdomsindsigt og afviste frivillig indlæggelse og medicinsk behandling. Hun udtrykte konspirationsteorier om NASA og 5G-netværk.
• Februar 2020: Appellanten viste tegn på bedring, var mere samlet og accepterede frivilligt medicin. Frihedsberøvelsen blev ophævet den 24. februar 2020.

Klagevejledning

Appellanten gav udtryk for modstand mod tvangsindlæggelsen allerede fra den 11. oktober 2019, men blev først vejledt om sine klagemuligheder den 18. oktober 2019, hvor hun straks klagede. Spørgsmålet var, om klagen også omfattede perioden fra den 11. oktober 2019.

Tidligere Instanser

• Retten på Frederiksberg (7. februar 2020): Dom afsagt.
• Østre Landsret (22. marts 2021): Dom afsagt. Landsretten efterprøvede ikke lovligheden af frihedsberøvelsen for perioden 11.-18. oktober 2019, men fandt betingelserne for tvangstilbageholdelse opfyldt for perioden 31. oktober 2019 til 24. februar 2020.

Parternes Påstande

• Appellantens påstand: Tvangsindlæggelsen den 11. oktober 2019 og tvangstilbageholdelsen fra den 11. oktober 2019 til den 24. februar 2020 skal kendes ulovlige, subsidiært at tvangstilbageholdelsen skal kendes ulovlig fra den 20. januar 2020. Appellanten påstod endvidere erstatning fastsat efter Højesterets skøn.
• Region Hovedstadens påstand: Stadfæstelse af byrettens dom. Over for erstatningspåstanden påstod Region Hovedstaden afvisning, subsidiært frifindelse.

Retsgrundlag og Anbringender

Sagen rejste spørgsmål om domstolsprøvelsens omfang i sager om frihedsberøvelse i psykiatrien. Ifølge Grundloven § 71, stk. 6 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4 har frihedsberøvede ret til domstolsprøvelse. Psykiatriloven § 35 og Psykiatriloven § 37, stk. 1 fastsætter, at klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse først skal indbringes for Det Psykiatriske Patientklagenævn og derefter for domstolene. Psykiatriloven § 32 kræver vejledning om klageadgang.

Appellanten anførte, at den manglende klagevejledning i den første periode (11.-18. oktober 2019) talte imod frihedsberøvelsens lovlighed. Region Hovedstaden fastholdt, at frihedsberøvelsen var lovlig i hele perioden, og at betingelserne i Psykiatriloven § 5, nr. 1 var opfyldt. Højesteret skulle afgøre, om domstolsprøvelsen omfattede hele frihedsberøvelsesperioden, herunder de perioder, som Patientklagenævnet ikke havde truffet afgørelse om.

Højesterets Vurdering af Frihedsberøvelsens Lovlighed

Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at appellanten i perioden 18. oktober 2019 til 24. februar 2020 var sindssyg eller i en tilstand, der måtte ligestilles hermed. Det blev fundet uforsvarligt ikke at frihedsberøve hende med henblik på behandling, da udsigten til helbredelse eller en betydelig bedring ellers ville blive væsentligt forringet, jf. Psykiatriloven § 5, nr. 1.

Det blev også fastslået, at det ikke ændrede ved vurderingen, at appellanten i den senere del af perioden havde udgangstilladelser, da disse blev betragtet som en del af forløbet frem mod udskrivelse. Ligeledes ændrede det ikke ved vurderingen, at overlægens løbende efterprøvelse, jf. Psykiatriloven § 21, stk. 2, efter overflytningen den 18. oktober 2019 blev regnet fra overflytningsdatoen og ikke fra tvangsindlæggelsen den 11. oktober 2019.

For perioden 11.-18. oktober 2019 fandt Højesteret, at betingelserne i Psykiatriloven § 5, nr. 1 for frihedsberøvelse var opfyldt. Dette blev især baseret på overlægens lægefaglige notat af 11. oktober 2019 og appellantens journal for de pågældende dage. Manglende vejledning om klageadgang til Det Psykiatriske Patientklagenævn i denne periode ændrede ikke ved frihedsberøvelsens lovlighed.

Konklusion

Højesteret fandt, at frihedsberøvelsen af appellanten i hele perioden fra den 11. oktober 2019 til den 24. februar 2020 har været lovlig.

Erstatningskrav

Som følge af, at frihedsberøvelsen blev kendt lovlig for hele perioden, havde appellanten ikke krav på erstatning. Det forhold, at byretten eller landsretten ikke havde efterprøvet frihedsberøvelsens lovlighed for visse perioder, kunne heller ikke i sig selv begrunde erstatning.

Afgørelse

• Frihedsberøvelsen af appellanten i perioden 11. oktober 2019 til 24. februar 2020 kendes lovlig.
• Region Hovedstaden frifindes for appellantens påstand om betaling af erstatning.
• Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret til den anden part eller til statskassen.