Stadfæstelse af afvisning af anke vedrørende bortvisning og krav om godtgørelse

Sagen omhandler en tidligere servicemedarbejder (Kærende, tidligere Appellant), der blev ansat hos Europcar (Indkærede A/S) den 28. februar 2017. Ansættelsesforholdet var underlagt Funktionærloven, og der blev lagt vægt på venlig og imødekommende kundeservice.

Den 29. oktober 2018 blev medarbejderen bortvist på grund af "utilstedelig og uacceptabel behandling af en kunde samt en aggressiv adfærd", hvilket blev anset for en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet.

Kærendes påstande og anbringender

HK Danmark anlagde sag på vegne af medarbejderen med påstand om erstatning for løn i opsigelsesperioden, godtgørelse for uberettiget bortvisning i henhold til Funktionærloven § 2b samt godtgørelse i henhold til Forskelsbehandlingsloven på grund af chikane relateret til seksualitet og race.

Medarbejderen anførte, at han den 22. oktober 2018 blev udsat for racistisk chikane af en kunde, omfattet af Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 4. Han hævdede, at bortvisningen var en direkte konsekvens af hans krav om ligebehandling efter hændelsen. Han mente, at arbejdsgiveren havde handlet i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2, stk. 1, og derfor skulle betale godtgørelse i henhold til Forskelsbehandlingsloven § 7, stk. 2, subsidiært Funktionærloven § 2b, da hans opførsel ikke udgjorde en grov misligholdelse, der berettigede til bortvisning eller opsigelse. Han forklarede, at han forsøgte at afværge yderligere kommunikation med kunden.

Indkæredes påstande og anbringender

Dansk Erhverv anførte, at bortvisningen var berettiget på grund af medarbejderens "uacceptable, upassende, aggressive og tilnærmelsesvist farlige adfærd" over for kunden. De afviste, at bortvisningen var begrundet i et krav om ligebehandling, og at medarbejderen ikke havde løftet bevisbyrden for at være udsat for racistisk eller chikanøs adfærd eller for, at virksomheden havde udsat ham for forskelsbehandling.

Byrettens behandling og afgørelse

Under hovedforhandlingen i byretten den 11. januar 2021 blev der afgivet forklaringer fra medarbejderen, kunden (Vidne 2), en tidligere kollega (Vidne 3), en supervisor (Vidne 4) og en afdelingsleder (Vidne 1). Tre videooptagelser fra den 22. oktober 2018 blev også afspillet.

Byretten fandt, baseret på videooptagelserne og Vidne 1's forklaring, at medarbejderens adfærd over for kunden var "grov og tillige farlig", hvilket berettigede bortvisningen. Retten fandt det ikke bevist, at kunden havde kaldt medarbejderen "den lille sorte mand", eller at medarbejderen havde fremsat krav om ligebehandling. Derfor fandt retten det ikke bevist, at medarbejderen var udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Byretten frifandt Indkærede A/S ved dom af 15. februar 2021.

Landsrettens behandling og afgørelse

HK Danmark ankede byrettens dom til Østre Landsret med samme påstande. Anken fremhævede, at medarbejderen mente, det var bevist, at Vidne 2 havde tiltalt ham som "den lille sorte mand", hvilket ikke var tillagt vægt i byrettens dom.

Dansk Erhverv påstod afvisning af anken med henvisning til Retsplejeloven § 368 a, stk. 1. HK Danmark argumenterede for, at sagen skulle fremmes til realitetsbehandling, da der ikke var grundlag for at fravige det grundlæggende retssikkerhedsprincip om prøvelse i to instanser. De anførte, at sagen var principiel og af stor betydning for medarbejderen, og at han ønskede at afgive supplerende forklaring for landsretten.

Østre Landsret afviste ankesagen ved dom af 3. juni 2021 med den begrundelse, at der ikke var udsigt til et andet udfald end i byretten, at sagen ikke var af principiel karakter, og at andre grunde ikke talte for en behandling i landsretten. Landsretten havde gennemset videooptagelserne.

Parternes synspunkter for Højesteret

HK Danmark anførte for Højesteret, at sagen havde særlig betydning for medarbejderen, da den angik prøvelsen af en bortvisning, som er en indgribende sanktion med alvorlige konsekvenser. De fremhævede, at medarbejderen oplevede kundens adfærd som racistisk og at arbejdsgiveren ikke tog det alvorligt, hvilket gjorde sagen af principiel betydning for fortolkningen af Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 4 om chikane baseret på hudfarve. De argumenterede for, at fravigelse af toinstansprincippet under Retsplejeloven § 368 a kun bør ske undtagelsesvist, og at det ikke var åbenbart, at sagen ikke ville få et andet resultat i landsretten, især da videoerne ikke viste den verbale udveksling, og medarbejderen ønskede at afgive supplerende forklaring.

Dansk Erhverv fastholdt, at der ikke var udsigt til et andet udfald end i byretten, at sagen ikke var af principiel karakter, og at der ikke var andre grunde, der talte for en realitetsbehandling i landsretten, jf. Retsplejeloven § 368 a, stk. 1. De påpegede, at medarbejderen ikke havde varslet ny bevisførelse for landsretten, og at virksomheden havde fremlagt videooptagelser som bevis for bortvisningens berettigelse. De konkluderede, at sagen ikke var af stor retlig betydning for medarbejderen, da den beroede på en konkret bevisvurdering.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret behandlede sagen med fokus på anvendelsen af Retsplejeloven § 368 a. Denne bestemmelse giver landsretten mulighed for at afvise en sag i 2. instans, hvis:

• Der ikke er udsigt til et andet udfald end i byretten.
• Sagen ikke er af principiel karakter.
• Andre grunde i øvrigt ikke taler for, at sagen skal behandles af landsretten.

Den afviste ankesag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Indkærede A/S' bortvisning af Kærende, tidligere Appellant var berettiget, og om Kærende, tidligere Appellant havde krav på erstatning for løn i opsigelsesperioden samt godtgørelse i henhold til Forskelsbehandlingsloven.

Højesteret bemærkede, at forarbejderne til Retsplejeloven § 368 a forudsætter, at bestemmelsen anvendes, når landsretten efter en indledende vurdering finder, at der ikke er oplyst forhold, der giver udsigt til et andet udfald, og at sagen ikke er principiel eller af andre grunde bør prøves i to instanser. Landsretten havde foretaget denne vurdering efter at have gennemset videooptagelserne i sagen.

Højesteret fandt, at de grunde, som landsretten havde anført, og det, som Kærende, tidligere Appellant havde anført for Højesteret, ikke kunne føre til et andet resultat.

Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og afviste ankesagen.