Afgrænsning mellem selvstændig erhvervsdrivende og lønmodtager - Musiker

En borger, der arbejdede som musiker og modtog B-indkomst, ansøgte om sygedagpenge i forbindelse med et sygefravær fra 25. december 1990 til 24. januar 1991. Kommunen afgjorde, at borgeren først var berettiget til dagpenge efter udløbet af en egenperiode på 3 uger, da de anså borgeren for selvstændig erhvervsdrivende. Kommunen begrundede dette med, at borgeren var registreret med B-indkomst, og at lønsedlerne ikke indeholdt fradrag for skat, ATP eller AUD, ligesom der ikke blev ydet feriepenge, hvilket fik kommunen til at betragte lønsedlerne som fakturaer. Borgeren var ikke dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse.

Borgeren anførte, at han burde anses for lønmodtager, da han anvendte lønmodtagerrelaterede fradrag i skattevæsenet og angav sin bruttoindtægt som personlig indkomst. Det fremgik dog af bilag til selvangivelsen, at der var foretaget afskrivning på instrumenter, og borgeren oplyste, at der ikke forelå engagementskontrakter for hans musikgruppe, og at honoraret blev beskattet som B-indkomst.

Dagpengeudvalget tiltrådte kommunens afgørelse og fastslog, at borgeren måtte anses for selvstændig erhvervsdrivende i dagpengelovens forstand. Dette skyldtes, at borgeren ikke blev anset for at udføre personligt arbejde i et tjenesteforhold, hvorved han var undergivet en arbejdsgivers ledelse og instruktion for arbejdets udførelse.

Da borgeren ikke var frivilligt sikret efter dagpengelovens regler, var han først berettiget til dagpenge fra kommunen efter 3 ugers sygdom, i overensstemmelse med Dagpengeloven § 10, stk. 1 og Dagpengeloven § 20.