Command Palette

Search for a command to run...

Klage over kort frist ved nedklassificering af offentlig vej til privat fællesvej afvist

Dato

27. februar 2023

Kommune

Aarhus Kommune

Eksterne links

Tags

Nedklassificering

Vejdirektoratet har opretholdt Aarhus Kommunes afgørelse om at nedklassificere vejstrækningen Skoleparken 159-173 fra offentlig vej til privat fællesvej. Klagen, som primært omhandlede den korte frist for overdragelse af vedligeholdelsespligten, blev afvist, da Vejdirektoratet fandt, at kommunen havde fulgt alle lovpligtige procedurer.

Sagens baggrund og kommunens afgørelse

Aarhus Kommune besluttede at nedklassificere vejen som en del af et større projekt for at harmonisere vejnettet, påbegyndt i 2017. Kommunen vurderede, at Skoleparken 159-173 opfyldte kriterierne for nedklassificering, da den er en blind vej, der primært betjener de tilgrænsende ejendomme og ikke er en del af det overordnede vejnet.

Kommunens afgørelse blev truffet med hjemmel i Vejlovens § 15 og procedurerne i §§ 124-128. Processen inkluderede:

  • Information til grundejerne i juni 2017.
  • Partshøring med foreløbig tilstandsrapport i juli 2020.
  • Endelig beslutning i Aarhus Byråd den 22. juni 2022.
  • Meddelelse om endelig afgørelse og overdragelse den 1. november 2022 med virkning fra 14. november 2022.

Kommunen fastslog, at vejens tilstand var god, med en beregnet restlevetid på 77,27 %, hvilket overstiger kravene. Som reaktion på høringssvar indestod kommunen desuden for tilstanden af rendestensbrønde og stikledninger i 5 år efter overdragelsen.

Klagen til Vejdirektoratet

En grundejer klagede den 2. november 2022 over den korte varsel på 12 dage mellem meddelelsen om afgørelsen og overdragelsen den 14. november 2022. Klageren anførte, at fristen var urimelig kort og ikke gav grundejerne tilstrækkelig tid til at:

  • Etablere et vejlav.
  • Indgå aftaler om vintervedligeholdelse (snerydning og saltning).

Klageren udtrykte også tvivl om tilstandsrapportens vurdering af vejafvandingen, da den var baseret på en visuel inspektion og ikke en TV-inspektion.

Vejdirektoratets vurdering

Vejdirektoratet vurderede, at Aarhus Kommune havde handlet inden for rammerne af loven. Direktoratet lagde vægt på følgende:

  • Procedure: Kommunen havde fulgt procedurereglerne i Vejlovens § 124 og § 125, herunder offentliggørelse, partshøring af berørte grundejere og udarbejdelse af tilstandsrapporter. Grundejerne havde været bekendt med den planlagte nedklassificering siden 2017 og var blevet partshørt i 2020, hvilket gav dem god tid til at forberede sig.
  • Tilstandsrapport: Kommunen havde dokumenteret, at vejen var i "god og forsvarlig stand" i henhold til Vejlovens § 125, stk. 1, hvilket er kravet ved overdragelse. Vejdirektoratet fandt ikke grundlag for at kritisere rapportens metode eller konklusioner, især da kommunen havde givet en 5-årig garanti på dele af afvandingssystemet.
  • Overdragelsesdato: Da de lovpligtige procedurer var overholdt, og grundejerne havde været informeret i flere år, fandt Vejdirektoratet ikke grundlag for at kritisere den fastsatte overdragelsesdato.

På denne baggrund blev kommunens afgørelse opretholdt. Vedligeholdelsespligten overgik dermed til grundejerne i henhold til Privatvejslovens § 44.

27. februar 2023 – 22/16651

Klage over Aarhus Kommunes afgørelse om nedklassificering af Skoleparken 159-173 fra offentlig vej til privat fællesvej

Vejdirektoratet har behandlet din klage af 2. november 2022. Du har klaget over Aarhus Kommunes afgørelse af 1. november 2022 om at omklassificere Skoleparken 159-173 fra offentlig vej til privat fællesvej.

Vejdirektoratets udkast af 10. februar 2023 til afgørelse i klagesagen

Vejdirektoratet har 10. februar 2023 sendt udkast til afgørelse i klagesag vedrørende nedklassificering af Skoleparken 159-173 fra offentlig vej til privat fællesvej.

Vi har ikke modtaget bemærkninger fra dig inden fristens udløb.

Den endelige afgørelse svarer derfor til udkastet.

Vejdirektoratets afgørelse

Vejdirektoratet har truffet afgørelse efter § 6, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om Vejdirektoratets opgaver og beføjelserTransport- og Boligministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 8. februar 2016 om opgaver og beføjelser i Vejdirektoratet, som ændret ved bek. nr. 1636 af 15. december 2016, bek. nr. 1207 af 5. oktober 2018, bek. nr. 1700 af 20. december 2018, bek. nr. 2150 af 21. december 2020 og bek. nr. 1885 af 29. september 2021..

Vejdirektoratet opretholder Aarhus Kommunes afgørelse.

Vejdirektoratets kompetence

Vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med sin afgørelse har fulgt vejlovenLov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v., som ændret ved lov nr. 1895 af 29. december 2015, lov nr. 658 af 8. juni 2016, ved § 4 i lov nr. 175 af 21. februar 2017, lov nr. 2082 af 21. december 2020, lov nr. 434 af 16. marts 2021 og ved § 19 i lov nr. 412 af 4. april 2022., forvaltningslovenLovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, som ændret ved lov nr. 503 af 23. maj 2018. og almindelige forvaltningsretlige regler.

Vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn inden for lovens rammer. Det betyder, at vi ikke kan tage stilling til det rimelige eller hensigtsmæssige i at nedklassificere en kommunevej til en privat fællesvej. Vi kan heller ikke tage stilling til, om kommunen har overholdt god forvaltningsskik.

Kommunens afgørelse

Aarhus Kommune har vurderet, at Skoleparken 159-173 kan nedklassificeres fra offentlig vej til privat fællesvej med virkning fra den 14. november 2022. Kommunen har lagt vægt på, at Skoleparken 159-173 er en blind vej, der fortrinsvis betjener de tilgrænsende ejendomme. Kommunen

har endvidere lagt vægt på, at vejen lever op til de trafikale kriterier som byrådet har fastlagt,

da:

  • Vejen ikke er en del af det overordnede sammenhængende vejnet.
  • Vejen ikke vurderes at udgøre en væsentlig færdselsåre med gennemkørende trafik i det lokale vejnet.
  • Vejen ikke vurderes at udgøre en vigtig omkørselsrute, hvis det nærliggende trafikvejnet bliver utilgængeligt.

Kommunen har endvidere lagt vægt på, at den endelige tilstandsrapport viser, at den beregnede restlevetid for vejens elementer er 77,27 %, hvilket er mere end de 25 %, som er normalkravet, og mere end de 50 %, som kommunen har fastsat som forudsætning for omklassificering af veje til private fællesveje.

På baggrund af høringssvar, hvor der er udtrykt tvivl om vejafvandingens tilstand og restlevetid har kommunen besluttet, at den indestår for tilstanden af rendestensbrønde og stikledninger i en periode på 5 år fra statusændringen.

Kommunen vil ligeledes på baggrund af høringssvar understøtte processen med oprettelse af vejlav bl.a. ved at påtage sig at betale for tinglysningsafgiften i indtil et år efter overdragelsen af vedligeholdelsesforpligtelsen.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i vejlovens § 15 og §§ 124-128.

Klagen til Vejdirektoratet

Du klager over, at du den 2. november 2022 modtager et brev i din e-Boks om, at Aarhus Kommune har besluttet at omklassificere Skoleparken 159-173 med overdragelse den 14. november 2022. Du nævner, at din klage ikke går på selve overdragelsen, men kun på den meget korte frist der er givet jer som grundejere.

Du nævner også, at kommunen har besluttet omklassificeringen i juni måned, og du bliver bekendt med beslutningen den 2. november 2022, altså 12 dage før overdragelsen. Du mener ikke det er rimeligt, da det ikke giver grundejerne i Skoleparken tid nok til at etablere et vejlav, lave aftaler med en entreprenør i forhold til snerydning og saltning hen over vinteren.

Du opfordrer derfor kommunen til at genoverveje overdragelsesdatoen, så man giver grundejerne en fair chance for at nå i mål med etableringen af vejlav.

Du bemærker også, at du har svært ved at godkende tilstandsrapporten, da det heri fremgår, at stikledninger og brønde er i god stand. Dette er sket visuelt, og ikke med TV-inspektion. Du vil derfor gerne vide, hvordan det er muligt at vurdere standen af en brønd, uden at anvende TV-inspektion.

Sagens oplysninger

Aarhus Kommune igangsatte i foråret 2017 et projekt til harmonisering af vejnettet i kommunen. Baggrunden for projektet var, at kommunen ønskede at fjerne de historisk betingede forskelle i klassificeringen af i øvrigt ensartede veje i kommunen og derved sikre en ligebehandling af sådanne ensartede veje. Derudover vurderede kommunen, at der også ville være en mulig besparelse for kommunen i at nedklassificere flere veje.

Kommunen vurderede, at op til 900 veje ville kunne nedklassificeres fra offentlige veje til private fællesveje over en periode på 20 år.

I den forbindelse opsatte kommunen kriterier for hvilke veje, der ikke ville kunne nedklassificeres, nemlig:

  • Trafikvejnettet, som er det overordnede sammenhængende vejnet, der fremgår af hovedstrukturen i kommuneplanen.
  • Veje med busruter. Der skal dog foretages en konkret vurdering, da der kan være undtagelser på særlige steder.
  • Veje, der ikke indgår i trafikvejnettet, men udgør en væsentlig færdselsåre med gennemkørende trafik i det lokale vejnet. Dog undtaget veje, der er stamveje i et lukket område.
  • Veje, der kan udgøre en vigtig omkørselsrute, hvis det nærliggende trafikvejnet bliver utilgængeligt.

I juni 2017 oplyste kommunen de berørte grundejere om, at vejstrækningen påtænktes nedklassificeret, om hvorfor og om, hvad der ville ske. I brevet er der også oplyst om, at der er tale om en længere procedure (efter vejloven) for hvordan nedklassificeringen skal foregå.

I juli 2020 udsendte kommunen partshøringsbreve til de berørte grundejere og linkede samtidig til den foreløbige tilstandsrapport og læsevejledning. Samtidig var der også linket til kriterierne for, hvilken type veje, der kan nedklassificeres.

Efter endt proces indstillede Aarhus Byråd den 6. april 2022, at en række veje (herunder Skoleparken) kunne nedklassificeres.

På baggrund af indstilling af forvaltningen, et resumé af de indkomne høringssvar og den endelige tilstandsrapport besluttede Aarhus Byråd på mødet den 22. juni 2022 at nedklassificere Skoleparken 159-173.

Den 1. november 2022 udsendte kommunen endelig afgørelse om nedklassificering af Skoleparken 159-173.

Supplerende oplysninger fra kommunen af 7. december 2022

Aarhus Kommune har om proceduren i forhold til vejloven oplyst, at efter vejlovens § 124, stk. 6 skal kommunens planlagte beslutninger efter stk. 1 offentliggøres, og ejere af de ejendomme, der forventes at blive berørt af beslutningen, skal høres herom. Ud over at offentliggøre beslutningen på Aarhus Kommunes hjemmeside, har kommunen udsendt en meddelelse til de ejere af ejendomme, der forventes at blive berørt af beslutningen.

Herudover oplyser kommunen, at der også er udsendt enslydende partshøringsbreve til de berørte grundejere i forlængelse af den foreløbige tilstandsrapport jf. vejlovens § 125 stk. 2.

Kommunen oplyser også, at efter partshøringen, er der den 9. december 2021 udarbejdet en endelig tilstandsrapport.

Kommunen har i forhold til din bemærkning om, at fristen for overdragelse bør ændres anført, at

  • kommunen har forståelse for, at grundejerne skal have rimelig tid til at indgå samarbejde.
  • kommunen af respekt for grundejernes klagemulighed valgte kommunen at vente med meddelelse af afgørelse til efter sommerferien. Kommunen har dermed allerede påtaget sig vedligeholdelsen længere end nødvendigt i forhold til byrådsbeslutningen.
  • grundejerne ved Skoleparken har været orienteret om den forventede nedklassificering af vejen siden foråret 2017, og derudover er grundejerne blevet parthørt om vejens tilstand i juli 2020.
  • grundejerne således har været bekendt med den forventede ændring i vejens status til privat fællesvej i over 5 år, og har efter kommunens vurdering haft god tid til at forberede sig den nye vedligeholdelsesforpligtelse.
  • kommunen derfor ikke kan imødekomme klagers ønske om forlængelse for overdragelse af vedligeholdelsen.

Kommunen har i forhold til klagers indsigelse om tilstandsrapporten anført, at:

  • tilstanden af rendestensbrønde og stikledninger er vurderet ud fra de retningslinjer, der er udarbejdet af Vejdirektoratet, som der er henvist til i partshøringsbrevet og på kommunens hjemmeside.
  • Retningslinjerne svarer til dem, kommunen bruger forud for udlægning af nyt slidlag, og indebærer en besigtigelse af anlæggets funktion, herunder om riste og brønde er defekte og kræver udskiftning.
  • kommunen ikke gennemfører TV-inspektion forud for udlægning af slidlag, medmindre der er tale om helt kritisk infrastruktur, hvor det vil medføre uforholdsmæssige trafikale gener at udføre reparationer på vejafvandningen senere.
  • afvandningsanlægget skal overdrages i god og funktionsdygtig stand ud fra en visuel besigtigelse. Det er kommunens vurdering, at afvandingsanlægget på Skoleparken 159-173 er i god og funktionsdygtig stand og der henvises til tilstandsrapporten.

Hvilke regler gælder?

Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvilke nye kommuneveje der skal anlægges, hvilke bestående kommuneveje der skal flyttes, nedklassificeres eller nedlægges, jf. § 124, og hvilke private fællesveje der skal optages som kommuneveje. Beslutninger herom skal træffes på baggrund af en samlet trafikal vurdering og må ikke kun være begrundet i økonomiske forhold. Det fremgår af vejlovens § 15.

Det fremgår af de særlige bemærkninger til § 15http://www.ft.dk/samling/20141/lovforslag/l20/index.htm, at spørgsmålet, om en vej skal være en kommu-nevej eller privat fællesvej, beror på kommunens skøn, først og fremmest over vejens betydning for den almindelige færdsel. Hvis det lægges til grund, at en vej overvejende anvendes til færdsel, der ikke har ærinde eller betjener ejendomme ved den pågældende vej og heller ikke er lokaltrafik, fordi den pågældende vej indgår i et afgrænset net af flere veje, bør en sådan vej i almindelighed være offentlig.

I henhold til vejlovens § 124, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til arealets fremtidige status, når den efter § 15 har bestemt, at en kommunevej skal nedlægges. En nedlæggelse kan indebære, at arealet helt udgår som vej, men der vil også være tale om en nedlæggelse, når en offentlig vej nedklassificeres til privat fællesvej eller rent privat (enkeltmands)vej.

Når kommunalbestyrelsen ønsker at nedklassificere eller nedlægge en kommunevej eller en del heraf, skal den iagttage procedurereglerne i vejlovens §§ 124-128.

Det følger af vejlovens § 124, stk. 3, at kommunen skal have truffet endelig afgørelse om at ned-klassificere vejen tidligst 4 år efter og senest 6 år efter, at kommunen har offentliggjort sin plan om at ville nedklassificere.

I perioden inden de 6 år er gået, skal kommunen have iagttaget proceduren i vejlovens §§ 124- 125, herunder have truffet sin afgørelse om at nedklassificere vejarealet.

Det fremgår af § 124, stk. 5, at opretholdes vejen som privat fællesvej, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, hvem der fremover skal være ejer af vejarealet, og hvilke ejendomme der skal have vejret til vejen. Kommunalbestyrelsen skal sørge for tinglysning af bestemmelser om vejret og adkomst til vejarealet.

Det fremgår af lovens § 124, stk. 6, at kommunalbestyrelsens planlagte beslutninger efter stk. 1 og 5 skal offentliggøres. Ejere af ejendomme, der forventes at blive berørt af beslutningen, skal samtidig høres herom. Meddelelsen og offentliggørelsen skal indeholde oplysning om indholdet af bestemmelserne i stk. 2 og 7. Det betyder, at vejmyndigheden i meddelelserne skal oplyse om, hvorvidt vejen vil blive opretholdt helt eller delvis som vej. Dette kan ske ved at vejmyndigheden oplyser, at vejen påtænkes nedklassificeret til privat fællesvej, hvilket betyder, at vejen bliver opretholdt som vej. I tilfælde hvor en vej planlægges opretholdt som privat fællesvej, og den pågældende grundejer tildeles vejret til vejen, vil det ikke være relevant at oplyse om fristen i stk. 7 på mindst 8 uger til at kræve vejen opretholdt som vej.

Det fremgår af lovens § 125, stk. 1, at før kommunalbestyrelsen kan træffe en endelig beslutning om, at en kommunevej skal nedlægges og overgå til privat fællesvej eller privat vej, skal den ved udfærdigelse af en tilstandsrapport dokumentere, at vejen med udstyr er i god og forsvarlig stand i forhold til den fremtidige trafik på vejen, jf. dog § 126.

I forbindelse med høringen efter § 124, stk. 6, 2. pkt., sender kommunalbestyrelsen sin tilstandsrapport, jf. stk. 1, til de ejere af ejendomme, der bliver berørt af beslutningen, med en frist på mindst 8 uger til at fremkomme med indsigelser m.v. mod rapporten. Kommunalbestyrelsen offentliggør samtidig tilstandsrapporten med en tilsvarende frist. Dette fremgår af lovens § 125, stk. 2.

Fastholder kommunalbestyrelsen efter behandling af de indkomne bemærkninger og ændringsforslag, jf. § 124, at vejen skal nedlægges som kommunevej og overgå til privat fællesvej eller privat vej, udfærdiger den en endelig tilstandsrapport. Kommunalbestyrelsen meddeler sin afgørelse og den endelige tilstandsrapport til parterne i sagen. Kommunalbestyrelsen offentliggør sin afgørelse og den endelige tilstandsrapport. Dette fremgår af lovens § 125, stk. 3.

Transportministeren fastsætter nærmere regler om tilstandsrapporters udformning og indhold m.v., jf. lovens § 125, stk. 4.

Vejdirektoratets vurdering og afgørelse

Bestemmelsen i vejlovens § 15 giver kommunen hjemmel til at beslutte, at bestående kommune-veje skal nedklassificeres, jf. lovens § 124.

Når kommunalbestyrelsen ønsker at nedklassificere eller nedlægge en kommunevej (eller en del heraf), skal den iagttage procedurereglerne i vejlovens §§ 124-128, konkret, bestemmelserne i §§ 124 og 125.

Kommunen oplyser, at den, af respekt for grundejernes klagemulighed, valgte at vente med at meddele afgørelsen til efter sommerferien. Det fremgår også, at I tidligere er orienteret om beslutningen, og er partshørt om den kommende afgørelse i sommeren 2020.

Vi vurderer, at kommunen har iagttaget proceduren i vejlovens §§ 124 og 125 om offentliggørelse,

tidsfrister, udarbejdelse af tilstandsrapport, partshøring mv. Og at meddelelserne indeholder de oplysninger, der er krævet efter loven.

Vi har derfor ikke grundlag for at kritisere, at kommunen har fastsat overtagelsesdatoen til den 14. november 2022.

Vi mener i øvrigt, at Aarhus Kommunes afgørelse er begrundet i lovlige hensyn, og vi opretholder derfor afgørelsen.

Tilstandsrapporten

Når den endelige beslutning om nedklassificering er truffet, og afgørelsen er meddelt de berørte grundejere, overgår pligten til at vedligeholde vejen og vejens udstyr fra vejmyndigheden, jf. vejlovens § 8, stk. 1, til de vedligeholdelsespligtige grundejere – i dette tilfælde jf. privatvejslovensLov om private fællesveje, lovbekendtgørelse nr. 1234 af 4. november 2015, som ændret ved § 5 i lov nr. 175 af 21. februar 2017, lov nr. 2082 af 21. december 2020 og lov nr. 480 af 26. april 2022. § 44.

Vejmyndigheden skal derfor – som det fremgår af vejlovens § 125 udfærdige en tilstandsrapport der dokumenterer, at vejen med udstyr er i god og forsvarlig stand i forhold til den fremtidige trafik på vejen.

En tilstandsrapport er dokumentation for, at vejen med udstyr er i god og forsvarlig stand i forhold til den fremtidige færdsel på vejen som privat fællesvej. Det betyder, at kommunen skal udfærdige sin tilstandsrapport på baggrund af en vurdering af de faktiske forhold på vejen.

Det fremgår af den endelige tilstandsrapport, at den beregnede restlevetid for vejens elementer er 77,27 %, hvorfor det kan konstateres, at kravet til restlevetid i henhold til vejlovens bestemmelser fuldt ud er opfyldt. Hertil kommer, at kommunen på baggrund af høringssvar har besluttet, at kommunen indestår for tilstanden af rendestensbrønde og stikledninger i en periode på 5 år fra statusændringen.

Vi må på den baggrund lægge til grund, at vejen på overdragelsestidspunktet den 14. november 2022 har været i mindst den stand, der fremgår af den endelige tilstandsrapport, hvorfor kommunen hermed har dokumenteret, at vejen er overdraget i god og forsvarlig stand, jf. bestemmelsen i § 125.

Det er vores vurdering, at Aarhus Kommunes afgørelse er begrundet i lovlige hensyn, og vi opretholder derfor afgørelsen.

Vi foretager os ikke mere i sagen.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål.

Afgørelsen er også sendt til Aarhus Kommune.

Prøvelse ved domstolen (Søgsmålsvejledning)

Hvis du ønsker, at domstolene skal tage stilling til kommunens afgørelse eller til vores afgørelse i klagesagen, skal søgsmål være anlagt inden 6 måneder efter modtagelsen af denne afgørelse, jf. vejlovens § 132, stk. 5.

Vi forbeholder os ret til at offentliggøre denne udtalelse på vores hjemmeside i anonymiseret form under iagttagelse af bestemmelserne i databeskyttelsesforordningenEP og Rfor 2016/679/EU af 27. april 2016 – med virkning fra 25. maj 2018 http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32016R0679&from=DA og databeskyttelseslovenLov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger..

Venlig hilsen

Aysegül Balaban

Fuldmægtig

Lignende afgørelser