Sag om ophør af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter afgørelse om erhvervsevnetab

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt Sagsøgers ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte som følge af en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) vedrørende erhvervsevnetab, og om der i så fald skulle ske fradrag i erstatningen.

Sagens Baggrund

Sagsøger kom til skade ved en arbejdsulykke den 11. februar 2014. Sagsøgers daværende arbejdsgiver, Sagsøgte A/S, anerkendte erstatningspligten og udbetalte godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 27. november 2019.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings Afgørelse

Den 27. november 2019 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) afgørelse om Sagsøgers tab af erhvervsevne. Afgørelsen fastslog følgende:

• Sagsøgers aktuelle tab af erhvervsevne var 45 %.
• Sagsøgers varige tab af erhvervsevne var 20 %, udbetalt som et engangsbeløb på 1.119.711 kr. (i henhold til Lov om arbejdsskadesikring § 17, stk. 7, Lov om arbejdsskadesikring § 17, stk. 8 og Lov om arbejdsskadesikring § 27).
• De resterende 25 % af erhvervsevnetabet blev udbetalt som et månedligt beløb, da denne del var midlertidig.

AES's afgørelse henviste også til Lov om arbejdsskadesikring § 17a vedrørende fastsættelse af erhvervsevnetab for personer i fleksjob.

Påstande

Fagligt Fælles Forbund, som mandatar for Sagsøger, nedlagde påstand om, at Sagsøgte A/S skulle anerkende, at Sagsøgers ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke ophørte som følge af AES's afgørelse af 27. november 2019. De påstod desuden, at der fra denne dato skulle ske fradrag i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste med erhvervsevnetab svarende til principalt 25 %, subsidiært 45 %.

Topdanmark Forsikring A/S, som mandatar for Sagsøgte A/S, påstod frifindelse.

Anbringender

Sagsøgers Anbringender

Sagsøger anførte, at et midlertidigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven er en løbende ydelse, der kompenserer for aktuelt indtægtstab, og ikke bringer retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør. De henviste til ændringerne i Erstatningsansvarsloven § 2 (lov nr. 610 af 14. juni 2011), som havde til formål at forhindre, at midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven skulle bringe retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør. De argumenterede for, at en fastsættelse af et "sikkert" mindste erhvervsevnetab ikke bringer retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, da dette kræver en endelig vurdering af det fulde erhvervsevnetab (med henvisning til Højesterets domme UfR 2014.184 og UfR 2008.2601).

Sagsøger mente, at den udbetalte engangserstatning på 20 % var et forskud på den endelige erstatning, og at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skulle "suppleres op" for at dække indtægtstab, der ikke var dækket af arbejdsskadesagen. De påpegede, at der ikke var hjemmel i Erstatningsansvarsloven § 2 til at fratrække andre former for erhvervsevnetab end løbende ydelser.

Sagsøgtes Anbringender

Sagsøgte anførte, at ifølge Erstatningsansvarsloven § 2, stk. 1, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil skadelidtes fremtidige erhvervsevne kan skønnes. De henviste til Højesterets dom (UfR 2008.1386), der fastslår, at forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, når der foreligger et forsvarligt grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, selvom skønnet er midlertidigt.

Sagsøgte argumenterede for, at AES's afgørelse af 27. november 2019 var en "delt" afgørelse, der både angik Sagsøgers varige og aktuelle tab af erhvervsevne. De mente, at afgørelsen om Sagsøgers varige erhvervsevnetab på 20 % svarede til en midlertidig vurdering af det varige erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven. Da Sagsøger havde modtaget erstatning for dette midlertidigt skønnede varige erhvervsevnetab, ophørte hans ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med AES's afgørelse af 27. november 2019, jf. Erstatningsansvarsloven § 2, stk. 1.

Landsrettens Afgørelse og Begrundelse

Landsretten fandt, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) afgørelse af 27. november 2019, der fastsatte Sagsøgers varige erhvervsevnetab til 20 %, var et forsvarligt skøn, selvom Sagsøgers erhvervsmæssige forhold ikke var endeligt afklaret. Dette skøn medførte, at erhvervsevnetabet varigt var nedsat med mindst 20 %.

Landsretten vurderede, at den udbetalte engangserstatning for tab af erhvervsevne svarede til en midlertidig vurdering af Sagsøgers varige erhvervsevnetab efter Erstatningsansvarsloven § 2, stk. 1. Som følge heraf ophørte forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste den 27. november 2019, som var virkningstidspunktet for AES's afgørelse.

Domslut

Sagsøgte A/S blev frifundet.

Sagsomkostninger

Fagligt Fælles Forbund, som mandatar for Sagsøger, blev pålagt at betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til Topdanmark Forsikring A/S, som mandatar for Sagsøgte A/S. Beløbet skal forrentes efter Renteloven § 8 a.