Plastske med dobbeltfunktion som produktionsværktøj og bestik anset for afgiftspligtig engangsservice

Sagen omhandlede, hvorvidt en specielt udformet plastske var omfattet af afgiftspligten for engangsservice. Skeen blev anvendt af en fastfoodkæde (Virksomhed) i en dobbeltfunktion: først som en integreret del af en blender til at fremstille en isdessert ("Isdessert 1") og derefter som en spiseske, der blev udleveret til kunden sammen med isen.

Baggrund for sagen

Sagsøger, en leverandør af plastvaren, havde betalt emballageafgift for de solgte skeer i perioden fra 1. juli 2011 til 31. juli 2014. Sagsøger anmodede efterfølgende SKAT om tilbagebetaling af afgiften, idet de mente, at skeen ikke skulle klassificeres som afgiftspligtigt engangsservice. SKAT afslog anmodningen, en afgørelse som efterfølgende blev stadfæstet af Landsskatteretten den 25. oktober 2019. Sagsøger indbragte herefter sagen for Retten i Kolding.

Parternes påstande

Sagsøgers påstand

Sagsøger påstod, at Skatteministeriet skulle tilbagebetale den erlagte emballageafgift. Hovedargumentet var, at skeens primære funktion var at agere som en nødvendig komponent (blenderspatel) i produktionsapparatet. Dens funktion som spiseske var sekundær. Sagsøger argumenterede for, at varen derfor var et produktionsredskab og ikke engangsservice i lovens forstand. De henviste til, at en almindelig engangsske ikke kunne anvendes i processen, og at denne løsning med en dobbeltfunktionsske var den mest ressourcebesparende.

Skatteministeriets påstand

Skatteministeriet påstod frifindelse. Ministeriet argumenterede for, at varen utvetydigt var en ske, der blev brugt til at spise med og derefter kasseret, hvilket er kerneeksemplet på "engangsservice". Den omstændighed, at skeen også blev brugt i fremstillingsprocessen, ændrede ifølge ministeriet ikke på dens afgiftspligtige status. Lovens formål og forarbejder understøttede en bred definition af engangsservice for at begrænse affaldsmængder.

Retten i Kolding frifandt Skatteministeriet.

Rettens begrundelse

Retten lagde til grund, at den omhandlede plastvare efter sin udformning måtte karakteriseres som en ske. Det blev fastslået, at skeen netop var designet med det formål, at den efter sin anvendelse i produktionsprocessen kunne benyttes af kunden til at spise isen, hvorefter den blev bortkastet. På den baggrund anså retten skeen for at være "engangsservice" omfattet af afgiftspligten i Emballageafgiftsloven § 2c, stk. 1.

Retten anførte, at det forhold, at Virksomhed af kommercielle og profitoptimerende årsager havde valgt at integrere en engangsske i fremstillingsprocessen, ikke kunne føre til en anden vurdering. Retten fandt, at sagsøgerens synspunkt – at skeen skulle være undtaget fra afgift, fordi den indgik i produktionen – hverken havde støtte i bestemmelsens ordlyd, lovens forarbejder eller i administrativ praksis.

Sagsomkostninger

Sagsøger blev pålagt at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet på 90.000 kr. Beløbet skulle forrentes i henhold til Renteloven § 8a.