Dom om gyldigheden af logningsbekendtgørelsen

Sagens Baggrund

Sagen omhandlede gyldigheden og anvendeligheden af bekendtgørelse nr. 988 af 28. september 2006 (logningsbekendtgørelsen), der regulerer registrering og opbevaring af teletrafikoplysninger. Appellanten (tidligere Sagsøger) anlagde sag mod Justitsministeriet, idet det blev gjort gældende, at bekendtgørelsen var i strid med EU-retten og menneskerettighederne. Sagen omhandlede også Justitsministeriets pligt til at bringe danske logningsregler i overensstemmelse med EU-retten efter flere domme fra EU-Domstolen.

Tidligere Instans

Østre Landsret afsagde dom den 29. juni 2021 (BS-36799/2018-OLR), som blev anket til Højesteret.

Appellanten's Påstande

Appellanten nedlagde følgende påstande for Højesteret:

• Påstand 1 (Principalt): Logningsbekendtgørelsen er, subsidiært var, ugyldig.
• Påstand 1 (Subsidiært): §§ 1, 4, 5 og/eller 6 i logningsbekendtgørelsen er, subsidiært var, ugyldige.
• Påstand 1 (Mere/Mest subsidiært): Logningsbekendtgørelsen er, subsidiært var, uanvendelig, eller §§ 1, 4, 5 og/eller 6 er, subsidiært var, uanvendelige.
• Påstand 2: Justitsministeriet har undladt at iagttage sin pligt til hurtigst muligt at bringe de danske logningsregler i overensstemmelse med EU-retten efter EU-Domstolens domme af 8. april 2014 (Digital Rights Ireland m.fl.), 21. december 2016 (Tele2 m.fl.) og 6. oktober 2020 (La Quadrature du Net m.fl.).

Justitsministeriets Påstande

Justitsministeriet påstod stadfæstelse af Landsrettens dom for påstand 1 (principale og subsidiære dele). For påstand 1 (mere subsidiære og mest subsidiære dele) påstod Justitsministeriet afvisning og subsidiært frifindelse. For påstand 2 påstod Justitsministeriet stadfæstelse, subsidiært hjemvisning og mere subsidiært frifindelse.

Supplerende Retsgrundlag

Under sagens behandling blev der fremsat og vedtaget et lovforslag (lov nr. 291 af 8. marts 2022) om ændring af Retsplejeloven og Lov om elektroniske kommunikationsnet og tjenester, som erstatter den hidtidige logningsbekendtgørelse. Af Lov om ændring af retsplejeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og tjenester § 3, stk. 1 fremgår det, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Loven trådte i kraft den 30. marts 2022 kl. 12.00, samme dag som Højesterets dom blev afsagt.

Appellanten's Anbringender

Appellanten anførte, at opretholdelsen af logningsbekendtgørelsen var i strid med retsstatsprincippet, jf. Traktaten om Den Europæiske Union artikel 2 og 19. Den indebar en bevidst og kontinuerlig krænkelse af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 7, 8, 11 og 52, stk. 1, og brød med princippet om effektiv retsbeskyttelse, jf. Traktaten om Den Europæiske Union artikel 19. Appellanten gjorde gældende, at ugyldighed var det konkret egnede retsmiddel til sikring af EU-rettens fulde, umiddelbare og øjeblikkelige virkning.

Justitsministeriets Anbringender

Justitsministeriet anførte, at logningsbekendtgørelsens § 1 ikke indebar retsvirkninger, der strider mod EU-retten. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte bekendtgørelsens øvrige bestemmelser som ugyldige, og en EU-konform fortolkning og anvendelse var mulig. Det blev desuden anført, at generel og udifferentieret logning kunne opretholdes under omstændigheder, hvor Danmark stod over for en alvorlig, reel og aktuel trussel mod den nationale sikkerhed. Justitsministeriet gjorde endvidere gældende, at påstandene om "uanvendelighed" var for uklare og indebar ikke retlig interesse.

Højesterets Vurdering af Påstand 1 (Ugyldighed/Uanvendelighed)

Højesteret fandt, at påstandene om ugyldighed og uanvendelighed reelt havde samme indhold: at bekendtgørelsen – subsidiært visse af dens bestemmelser – skulle tilsidesættes som retligt uvirksom helt generelt.

Retten henviste til EU-Domstolens domme (bl.a. Digital Rights Ireland, Tele2, La Quadrature du Net) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det blev fastslået, at danske domstole i medfør af EU-rettens forrang skal undlade at anvende nationale regler, der strider mod umiddelbart anvendelige EU-regler i konkrete tilfælde.

Der var dog ikke grundlag for at erklære logningsbekendtgørelsen generelt ugyldig eller uanvendelig i forhold til alle og uanset de konkrete omstændigheder. Danske domstole kan fastslå ugyldighed/uanvendelighed i konkrete retsforhold, hvis anvendelse strider mod EU-retten eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Justitsministeriet blev derfor frifundet for påstandene om ugyldighed og uanvendelighed.

Højesterets Vurdering af Påstand 2 (Pligt til EU-retlig tilpasning)

Højesteret tiltrådte, at foreningen ikke havde retlig interesse i at få påkendt denne påstand, da den alene angik forhold, der muligt kunne påberåbes som anbringende til støtte for en uvis, ikke-nedlagt påstand, og en pådømmelse af påstanden ikke i sig selv ville have betydning for foreningens retsstilling.

Sagsomkostninger

Appellant (tidligere Sagsøger) skulle betale 125.000 kr. i sagsomkostninger til Justitsministeriet til dækning af advokatudgifter. Beløbet skulle betales inden 14 dage efter domsafsigelsen og forrentes efter Renteloven § 8 a.

Afgørelse

Landsrettens dom blev stadfæstet. Justitsministeriet blev frifundet for Appellanten's påstand om, at bekendtgørelse nr. 988 af 28. september 2006, subsidiært §§ 1, 4, 5 og/eller 6 i bekendtgørelsen, er (var) uanvendelig.