Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om dispensation til passage henover dige - Stevns Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra en lodsejerforening over Stevns Kommunes afgørelse af 12. januar 2022. Afgørelsen gav dispensation til passage henover dige BD.036.942 i forbindelse med etablering og drift af Stevns Klint Trampesti og en dyrkningsfri bræmme langs klintekanten. Formålet med dispensationen var at opfylde fredningen af Stevns Klint, som bl.a. skal sikre offentlig adgang og naturpleje.

Baggrund for fredningen og plejeplanen

Fredningen af Stevns Klint, truffet den 29. januar 2021, har til formål at sikre offentlig tilgængelighed til den geologiske verdensarv og den særlige kultur- og naturarv via et sammenhængende, kystnært stiforløb. Fredningsbestemmelserne tillader etablering af nødvendige foranstaltninger som overgange over diger og fastsætter, at nye stier skal anlægges og afmærkes af plejemyndigheden. Stevns Kommune er plejemyndighed og har vedtaget en plejeplan for 2022-2025, der angiver brug af sædvanlige maskiner som traktorer og ATV'er til slåning af stier ca. tre gange årligt.

Kommunens ansøgning og afgørelse

Stevns Kommune, via sin Materielgård, ansøgte om dispensation til gennembrud af diget for at muliggøre passage for naturpleje og trampestien. Ansøgningen specificerede en passagebredde på 1 til 1,5 meter. Kommunens Natur og Miljø-afdeling behandlede ansøgningen og meddelte dispensation i henhold til Museumsloven § 29 j, stk. 2, 1. pkt. og Museumsloven § 29 a, stk. 1. Afgørelsen fastsatte dog en passagebredde på op til 3 meter, hvilket afveg fra den oprindelige ansøgning og et udkast udarbejdet af et landinspektørfirma. Kommunen begrundede den øgede bredde med behovet for at kunne køre med større maskiner til naturpleje.

Klagerens anbringender

Lodsejerforeningen påklagede afgørelsen og anførte flere punkter:

• Myndighedsinhabilitet: Kommunen havde meddelt dispensation til sig selv, og klager mente, at kommunen var inhabil og ikke havde taget tilstrækkelige forholdsregler for at afbøde interessekonflikten.
• Passagebredde: Klager kritiserede, at dispensationen tillod en bredde på op til 3 meter, selvom ansøgningen angav 1-1,5 meter, og mente, at dette var manipulerende.
• Særlige tilfælde: Klager anførte, at kommunen ikke havde begrundet, hvorfor der var tale om et "særligt tilfælde", som er et krav for dispensation efter museumsloven. Klager mente, at formålet primært var at pleje en 25 m bræmme med store maskiner, hvilket ikke var påbudt i fredningsafgørelsen.
• Naturhensyn: Klager fremhævede digets betydning som uberørt natur og levested for dyr og fugle og ønskede, at hensynet til naturlivet blev varetaget på den mest nænsomme måde.
• Andre forhold: Klager nævnte også en verserende retssag om fredningens gyldighed og behov for dispensationer fra kystbeskyttelsesloven samt en screening efter miljøvurderingsloven.

Kommunens svar på klagen

Stevns Kommune oplyste, at Materielgården og Natur og Miljø er separate afdelinger under samme centerchef. Kommunen fastholdt, at den ved hver sag, hvor den er både ansøger og sagsbehandler, overvejer habilitet og har indhentet naturfaglige udtalelser fra et konsulentfirma og ladet et landinspektørfirma udarbejde udkast til afgørelser for at afbøde interessekonflikten. Kommunen mente ikke, at der var mulighed for substitution af myndigheden, og at kulturministerens call-in adgang i Museumsloven § 29 l ikke var relevant, da sagen ikke havde national eller international betydning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om myndighedsinhabilitet i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1, 1. pkt..

Vurdering af myndighedsinhabilitet

Nævnet fandt, at der forelå myndighedsinhabilitet ved Stevns Kommunes behandling og afgørelse i sagen. Dette skyldtes, at kommunen både var myndighed og part i sagen om dispensation til passage henover diget, hvilket er i strid med princippet i Forvaltningsloven § 3, stk. 1, nr. 1. Selvom der ikke er udtrykkelige regler om myndighedsinhabilitet, har der udviklet sig en praksis baseret på forvaltningslovens principper.

Nævnet lagde vægt på, at både Natur og Miljø (afgørelsestagende) og Materielgården (ansøgende) hørte under samme centerchef i Center for Teknik og Miljø. Selvom kommunen oplyste, at Materielgården kun udfører praktiske opgaver, ændrede dette ikke nævnets vurdering.

Væsentlig retlig mangel

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel som følge af myndighedsinhabiliteten. Nævnet bemærkede især, at kommunen selv ændrede den ansøgte passagebredde fra 1-1,5 meter til op til 3 meter uden tilstrækkelig begrundelse i afgørelsen. I sager med myndighedsinhabilitet, hvor afgørelsen er begunstigende for myndigheden, bør der gives en særlig udførlig begrundelse. Nævnet fandt, at kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang havde adresseret spørgsmålet om myndighedsinhabilitet eller godtgjort, at det ikke havde haft betydning for sagens resultat.

Øvrige bemærkninger til fornyet behandling

Nævnet bemærkede, at Stevns Kommune ved en fornyet behandling af sagen skal foretage en konkret vurdering af, om det ansøgte kan medføre drab eller forstyrrelse af bilag IV-arter eller beskadigelse/ødelæggelse af yngle- og rasteområder for disse arter, jf. Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 7 og Habitatdirektivets artikel 12, stk. 1. Denne vurdering skal fremgå af afgørelsen.

Kommunen skal desuden redegøre for den valgte passagebredde og inddrage proportionalitetsprincippet, så det mindst indgribende middel anvendes, der er nødvendigt for at gennemføre fredningens bestemmelser. Nævnet henviste til, at fredningsbestemmelserne angiver en stibredde på ca. en meter, og plejeplanen nævner brug af ATV til slåning.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Stevns Kommunes afgørelse af 12. januar 2022 om dispensation til passage henover dige BD.036.942 og hjemviste sagen til fornyet behandling i Stevns Kommune. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.