Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klage over tilladelse til badebro og vandsportsfaciliteter ved Knebelbro Havn

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 15. november 2024, som gav tilladelse til opførelse af en badebro, en udsigtsbro, en vandsportsrampe og en kajakpolo- og svømmebane ved Knebelbro Havn i Syddjurs Kommune. Tilladelsen blev givet i medfør af Kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2.

Klageren, en omboende med ejendom i første række ud til projektområdet, påklagede afgørelsen den 13. december 2024 til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagerens anbringender

Klageren anførte flere punkter til støtte for sin klage:

• Kajakpolo- og svømmebanen, der ønskes etableret ud for klagers ejendom, vil medføre udsigts- og støjgener. Klageren henviste til tidligere oplevelser med en lignende, ulovlig svømmebane i 2021 og 2022, som var til stor gene.
• Kystdirektoratet har handlet i strid med officialprincippet ved at træffe afgørelsen på et forkert grundlag. Klageren påpegede en uoverensstemmelse mellem den faktiske normalvandstand (20-30 cm) og den angivne dybde for banens anvendelse (mindst 50 cm).
• Kystdirektoratet har ikke vurderet projektets indvirkning på havbunden, beboere og dyrelivet i området.

Kystdirektoratets bemærkninger

Kystdirektoratet bemærkede, at kajakpolo- og svømmebanen forventes brugt 2 gange 2 timer ugentligt og fjernes om vinteren. Direktoratet vurderede, at klagers ejendom ligger nær Knebelbro Havn, et område tiltænkt marine aktiviteter. De mente, at projektet ikke ville forstyrre mere end almindelig havneaktivitet, og at indsyn og støj fra banen, som er placeret mere end 100 meter fra klagers ejendom, er inden for den tålegrænse, man må forvente som beboer ved kysten og et havneområde.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Kystdirektoratets afgørelse. Afvisningen skete med henvisning til, at klageren ikke blev anset for klageberettiget i henhold til Kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af klageberettigelse

Nævnet vurderede indledningsvist spørgsmålet om klageberettigelse efter Kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 1. For at være klageberettiget under bestemmelsen om "væsentlig individuel interesse" (Kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 1, nr. 3), skal man være berørt af afgørelsen i en kvalificeret grad, hvor påvirkningen er mere udpræget end for en større personkreds, og eventuelle følger skal have en vis vægt. En ren ideel interesse er ikke tilstrækkelig.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde en sådan væsentlig individuel interesse. Dette blev begrundet med, at de retlige eller faktiske konsekvenser af Kystdirektoratets afgørelse ikke fremstod mere udprægede for klageren end for andre beboere i området eller andre brugere af kysten. Nævnet vurderede endvidere, at de anførte klagepunkter havde karakter af en ideelt betonet interesse.

Afgørelse og tilbagebetaling af gebyr

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste derfor at realitetsbehandle klagen. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Kystbeskyttelseslovens § 18 b, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.