Planklagenævnet ophæver Varde Kommunes påbud om stråtag grundet manglende begrundelse for planlægningsmæssig interesse

Varde Kommune traf den 9. oktober 2024 afgørelse om påbud vedrørende tagbeklædningen på ejendommen [A1], 6830 Nørre Nebel. Påbuddet blev udstedt med henvisning til en tinglyst servitut fra den 12. november 1973, som foreskriver, at s-mærkede grunde skal have stråtag. Klagerens ejendom er markeret som en s-mærket grund, og kommunen konstaterede, at taget var udført i teglsten i strid med servitutten.

Kommunen begrundede sit påbud med, at den i medfør af Planloven § 43 kan meddele påbud for at sikre overholdelse af servitutbestemmelser, der kan optages i en lokalplan, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 7. Kommunen henviste desuden til ejerens ansvar for lovliggørelse efter Planloven § 63, stk. 1 og kommunens tilsynspligt efter Planloven § 51, stk. 1, 2 og 3.

Ejeren klagede over afgørelsen, idet det blev anført, at servitutten ikke længere giver mening efter områdets udbygning, og at kommunen ikke har en aktuel planlægningsmæssig interesse i at håndhæve bestemmelsen. Klagen omhandlede også lighedsgrundsætningen.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Varde Kommunes påbud vedrørende tagbeklædningen på ejendommen [A1]. Nævnet har kompetence til at efterprøve retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Generelt om håndhævelse af servitutter

Planklagenævnet fastslår, at en kommune kan vælge at håndhæve privatretlige servitutter efter Planloven § 43, hvis servitutbestemmelserne kan optages i en lokalplan. Det er dog vigtigt at bemærke, at privatretlige servitutter ikke er omfattet af kommunens tilsynspligt efter Planloven § 51. Dette betyder, at kommunen ikke har pligt til at påse, at privatretlige servitutter overholdes, og et servitutstridigt forhold er først ulovligt efter planloven, når kommunen har nedlagt et påbud eller forbud med hjemmel i § 43.

Aktuel planlægningsmæssig interesse og begrundelseskrav

Nævnet fandt, at servitutbestemmelsen om stråtag i sig selv er af en sådan karakter, at den kan håndhæves efter Planloven § 43, og at tagbeklædningen i teglsten er i strid med servitutten. Hovedpunktet i sagen var dog kommunens manglende begrundelse for påbuddet. En afgørelse skal indeholde en begrundelse, der henviser til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og 2.

Kommunen havde i sin afgørelse alene henvist til, at tagbeklædningen var i strid med servitutten, men havde ikke angivet, hvilken aktuel planlægningsmæssig interesse den havde i at håndhæve servitutten i den konkrete sag. Denne mangel på begrundelse blev anset for en væsentlig retlig mangel, der medfører afgørelsens ugyldighed.

Afgørelse

Planklagenævnet ophæver Varde Kommunes afgørelse af 9. oktober 2024. Dette betyder, at kommunens påbud ikke længere er gældende. Nævnet har på baggrund af den væsentlige retlige mangel ikke fundet anledning til at tage stilling til klagepunktet om lighedsgrundsætningen.

Nævnet bemærker, at hvis kommunen ønsker at træffe en ny afgørelse om håndhævelse af servitutten, skal den foretage en konkret vurdering af sin aktuelle planlægningsmæssige interesse i at håndhæve servitutten, tage stilling til klagepunktet om lighedsgrundsætningen og begrunde afgørelsen fyldestgørende i henhold til forvaltningslovens regler. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.