Klage over Fødevarestyrelsens afgørelse om tidsforbrug ved kontrolbesøg

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens fakturering af et opfølgende kontrolbesøg hos en virksomhed. Kontrolbesøget blev udført den 29. juni 2021, efter at et tidligere besøg den 27. april 2021 havde resulteret i en politianmeldelse af klageren. Fødevarestyrelsen fakturerede ni påbegyndte kvarter for to tilsynsførende samt et grundgebyr, hvilket klageren påklagede den 11. marts 2024.

Fødevarestyrelsen traf den 4. oktober 2024 afgørelse om, at tidsforbruget var korrekt opgjort til 18 påbegyndte kvarter (ni kvarter for hver af de to tilsynsførende), med henvisning til Bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levendedyr m.v. § 25, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 1, nr. 1.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 9. oktober 2024 med følgende hovedpunkter:

• Fødevarestyrelsen havde ikke hjemmel til at opkræve for to tilsynsførende, da der var tale om dobbeltfakturering, og vejledningen tillod kun opkrævning for flere, hvis kontrollen var delt og ikke faldt virksomheden til last.
• Det var ikke dokumenteret, at styrelsen havde været til stede i den fakturerede tid, og der manglede en elektronisk log.
• Der kunne ikke ske opfølgende kontrol ved et kontrolbesøg uden anmærkninger (vedrørende en separat faktura, som nævnet dog ikke behandlede).
• Klageren henviste til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 (kontrolforordningen) artikel 79, stk. 2, litra c, samt artikel 81 og 82, stk. 3 og 4, og anførte, at opkrævningen oversteg de faktiske omkostninger.
• Klageren mente, at Bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levendedyr m.v. § 8, stk. 2 ikke var anvendt korrekt, da kontrolbesøget ikke blev hurtigere af to tilsynsførende.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen fastholdt, at der var hjemmel til at opkræve for hver tilsynsførende i henhold til Bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levendedyr m.v. § 8, stk. 2, hvis det var nødvendigt for at opfylde hensigten med kontrollen eller sikre en hurtigere afvikling. Styrelsen bemærkede desuden, at fastsættelsen af gebyrernes størrelse ikke kunne påklages.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 4. oktober 2024 om tidsforbrug på kontrolbesøget. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Nævnets begrundelse

Nævnet fandt, at det registrerede tidsforbrug og den deraf følgende fakturering var korrekt opgjort. Det blev lagt til grund, at de to tilsynsførende embedsdyrlæger havde udført et opfølgende kontrolbesøg af ni påbegyndte kvarters varighed, som var faktureret for hver tilsynsførende. De opkrævede gebyrtakster var i overensstemmelse med den gældende betalingsbekendtgørelse.

Nævnet konstaterede, at der i henhold til Bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levendedyr m.v. § 8, stk. 2 var hjemmel til at opkræve kvartersatsen for hver tilsynsførende, når det var fundet nødvendigt at lade kontrolbesøget udføre af to tilsynsførende. Nævnet bemærkede, at tilrettelæggelsen af kontrolbesøget, herunder beslutningen om at anvende to tilsynsførende, var en procesledende beslutning og faldt uden for nævnets kompetence.

Vedrørende hjemmel til opfølgende kontrol lagde nævnet vægt på, at det oprindelige kontrolbesøg den 27. april 2021 havde medført en politianmeldelse. Dette gav hjemmel til det gebyrbelagte opfølgende kontrolbesøg den 29. juni 2021 i henhold til Bekendtgørelse om veterinær kontrol § 1, stk. 3.

Nævnet vurderede, at de af klageren anførte bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 (kontrolforordningen) alene vedrørte rammerne for fastsættelse af regler om gebyr- og afgiftsopkrævning og ikke indeholdt bestemmelser, der kunne overtrædes ved fakturering af tidsforbrug efter betalingsbekendtgørelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet havde ikke kompetence til at behandle den del af klagen, der omhandlede faktura nr. 21123097, da dette forhold ikke var en del af den påklagede afgørelse.