Sag om betaling af faktura for leje af gravemaskine og blokvogn

Sagen drejer sig om en tvist vedrørende en ubetalt faktura for leje af gravemaskine og blokvogn. Sagsøger A/S krævede betaling fra Sagsøgte, mens Sagsøgte påstod frifindelse med henvisning til, at fakturaen skulle have været udstedt til et selskab, han var direktør for, samt at kravet var forældet.

Sagens Baggrund

Sagsøger A/S fremsatte et krav mod Sagsøgte på 59.960,20 kr. med tillæg af procesrente. Kravet vedrørte en faktura dateret den 30. september 2016 på 42.750,00 kr. for leje af gravemaskine og blokvogn til etablering af en grøft. Fakturaen var stilet til Sagsøgte personligt og angav en forfaldsdato den 14. oktober 2016 med en rentesats på 1 % pr. påbegyndt måned efter forfaldsdatoen.

Sagsøgte var fra den 1. februar 2016 direktør i selskabet Virksomhed ApS. Han fratrådte kortvarigt i august 2016, men tiltrådte igen den 25. november 2016. Virksomhed ApS blev taget under konkursbehandling den 27. januar 2017.

Parternes Påstande

• Sagsøger A/S's påstand: Sagsøgte er den rette debitor, da han bestilte ydelsen, erkendte gælden, og Sagsøger A/S ikke var bekendt med Sagsøgtes selskab. Desuden hæftede Sagsøgte personligt, og selskabet gik konkurs kort efter. Sagsøger A/S gjorde gældende, at kravet ikke var forældet, da Sagsøgte havde erkendt gælden.

• Sagsøgtes påstand: Frifindelse. Sagsøgte gjorde gældende, at han ikke var den rette debitor, da arbejdet var udført for Virksomhed ApS, hvor han var ansat og direktør. Han hævdede at have gjort Sagsøger A/S opmærksom på dette allerede i 2016. Endvidere påstod Sagsøgte, at kravet var forældet, da fakturaen var fra 2016, og sagen først blev anlagt i 2020.

Sagens Forløb og Kommunikation

Sagsøger A/S's bogholder (Vidne) forklarede, at hun stod for inddrivelse af fordringer. Hun havde flere telefonsamtaler med Sagsøgte, hvor han angiveligt lovede at betale beløbet, men henviste til personlige omstændigheder (skilsmisse og lav likviditet). Der blev indgået mundtlige aftaler om afdragsordninger, som dog aldrig blev overholdt. Vidne sendte flere e-mails til Sagsøgte i juli 2017 og april 2019, hvor hun bekræftede aftaler og rykkede for betaling. Disse e-mails blev sendt til en e-mailadresse, som Sagsøgte havde oplyst, og der blev aldrig modtaget returmails.

Sagsøgte forklarede, at han ved første kontakt i 2016 gjorde Sagsøger A/S opmærksom på, at fakturaen skulle udstedes til Virksomhed ApS. Han fastholdt, at han aldrig påtog sig gælden personligt og altid henviste til selskabet. Han hævdede desuden, at de telefoniske aftaler ikke var gensidige, og at han ikke havde modtaget de pågældende e-mails, da e-mailadressen tilhørte det konkursramte selskab, som han ikke længere havde adgang til.

Sagen blev anlagt ved retten den 5. maj 2020.

Rettens Afgørelse

Retten fandt, at Sagsøgte var den rette debitor i sagen. Dette blev begrundet med, at Sagsøgte ikke havde bevist, at han over for Sagsøger A/S gentagne gange mundtligt havde tilkendegivet, at fakturaen skulle udstedes til selskabet Virksomhed ApS, som Sagsøgte var direktør for.

Forældelsesspørgsmålet

Retten behandlede spørgsmålet om forældelse af kravet. Det blev fastslået, at fakturakrav forældes efter 3 år fra forfaldstidspunktet, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 1. Fakturaens forfaldsdato var den 14. oktober 2016.

Forældelsesfristen kan afbrydes, når skyldneren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse, jf. Forældelsesloven § 15. Retten lagde til grund, at der havde fundet flere telefonsamtaler sted mellem Sagsøger A/S's bogholder (Vidne) og Sagsøgte vedrørende fakturaen. Vidnes forklaring om indholdet af disse samtaler blev understøttet af håndskrevne noter på fakturaen og fremsendte e-mails.

Retten konkluderede, at Sagsøgte ved sin adfærd havde givet Sagsøger A/S rimelig anledning til at antage, at der ikke var tvist om kravet. Dette udgjorde en afbrydelse af forældelsesfristen den 17. juli 2017, hvorved en ny 3-årig forældelsesfrist begyndte at løbe fra denne dato. Da sagen blev anlagt den 5. maj 2020, var dette inden for den nye forældelsesfrist.

Retten fandt desuden, at Sagsøgtes skylderkendelse også omfattede de tilskrevne renter, da Sagsøgte ikke havde fremsat indsigelser mod opgørelsen af kravet.

Domslutning

Retten tog Sagsøger A/S's påstand til følge:

• Sagsøgte skal betale 59.960,20 kr. til Sagsøger A/S med procesrente fra den 5. maj 2020.
• Sagsøgte skal betale sagsomkostninger på 16.740 kr. til Sagsøger A/S. Beløbet dækker advokatudgift (15.000 kr.) og retsafgift (1.740 kr.) og forrentes efter Renteloven § 8 a.

Beløbene skal betales inden 14 dage.