Arbejdsrettens Afgørelse: Dækningsområde for Pleje- og Omsorgsoverenskomst på Asylcenter og Krav om Løn og Bonus

Sagen omhandler en faglig voldgift mellem FOA, som mandatar for tre medlemmer (A, B og C), og Dansk Erhverv, som mandatar for Virksomhed 1. Kernen i uoverensstemmelsen var, hvorvidt det arbejde, som A, B og C udførte for Virksomhed 1 på Asylcenter X i 2020, var omfattet af overenskomsten for pleje og omsorg mellem DI Overenskomst II (SBA og DSV) og FOA. Derudover rejste FOA krav om efterbetaling af manglende løn, godtgørelse for manglende ansættelsesbeviser, bod for overenskomstbrud, og for A's vedkommende, godtgørelse for brud på arbejdstidsloven samt udbetaling af en engangsbonus.

Sagens Baggrund

Virksomhed 1 havde en kontrakt med Kommune 1 om at udføre driftsmæssige serviceopgaver på Asylcenter X. Ifølge udbudsmaterialet vægtede sundhedsfaglige opgaver 15%, mens socialpædagogiske opgaver som støtte-kontaktperson vægtede 85%. A, B og C blev ansat af Virksomhed 1, men deres ansættelseskontrakter angav, at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en overenskomst. FOA gjorde gældende, at de tre medlemmer primært udførte plejearbejde, der faldt inden for overenskomstens dækningsområde, og at Virksomhed 1 som medlem af Dansk Industri var forpligtet til at følge overenskomsten.

Parternes Argumenter

FOA's hovedargumenter var:

• Overenskomstens dækningsområde er ikke begrænset til servicelovens anvendelsesområde, men afspejler det i et vist omfang.
• Opgaverne på Asylcenter X var kommunalt visiterede driftsopgaver inden for praktisk bistand, rehabilitering og pleje og omsorg, jf. overenskomstens § 1.
• A, B og C udførte i det væsentlige plejearbejde, som var omfattet af overenskomsten.
• A's stillingsopslag søgte social- og sundhedsassistenter, og Virksomhed 1 angav at følge FOA's overenskomster.
• A havde arbejdet mere end 48 timer om ugen i strid med arbejdstidsloven og havde krav på en engangsbonus på 1.500 kr.
• B og C havde ikke modtaget det opsigelsesvarsel, de var berettiget til ifølge overenskomsten.

Dansk Erhvervs hovedargumenter var:

• Overenskomstens dækningsområde er indskrænket til pleje- og omsorgsopgaver, der visiteres af kommuner og regioner i henhold til serviceloven.
• Opgaverne på Asylcenter X blev udført med hjemmel i udlændingeloven, ikke serviceloven, og der skete ingen konkret visitation af ydelser til den enkelte asylansøger.
• A, B og C udførte primært socialpædagogiske opgaver som støtte-kontaktpersoner, hvilket ikke er omfattet af overenskomsten.
• FOA havde bevisbyrden for, at arbejdet var omfattet af overenskomsten, og denne bevisbyrde var ikke løftet.
• A's krav om godtgørelse for brud på arbejdstidsloven var ikke tilstrækkeligt dokumenteret, og kravet om engangsbonus var bortfaldet som følge af retsfortabende passivitet.

Beviser og Vidneudsagn

Under sagen blev der fremlagt stillingsopslag, vagtskemaer, timesedler, fakturaer og oplysninger om Asylcenter X's drift. Vidneudsagn fra A, B, C, Virksomhed 1's direktør (D), en teamleder (E), en SOSU-assistent (F) og en tidligere teamleder (G) belyste arbejdsopgavernes karakter. Medlemmerne forklarede om omfattende personlig pleje, mens Virksomhed 1 fastholdt, at hovedparten var socialpædagogisk støtte. Aktindsigt viste, at der var bestilt og faktureret "SSA-timer" (social- og sundhedsassistenttimer) på dage, hvor FOA's medlemmer var på vagt.

Afgørelse

Arbejdsretten fandt, at de opgaver, som Virksomhed 1 udførte på Asylcenter X, ikke var omfattet af dækningsområdet for overenskomsten for pleje og omsorg. Dette skyldtes, at overenskomstens dækningsområde er tæt knyttet til servicelovens bestemmelser om kommunalt/regionalt visiterede driftsopgaver, hvor hjælpen tilbydes og tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel visitation af den enkeltes behov. Da opgaverne på Asylcenter X blev udført i henhold til udlændingelovgivningen og ikke involverede en sådan visitation, faldt de uden for overenskomstens anvendelsesområde.

Som følge heraf fik FOA ikke medhold i sine påstande om, at A, B og C havde udført arbejde omfattet af overenskomsten, og dermed heller ikke i krav om efterbetaling af manglende løn mv. for B og C.

Vedrørende A's specifikke krav:

• Brud på arbejdstidsloven § 4: Det blev ikke med fornøden sikkerhed fastslået, at A's gennemsnitlige arbejdstid oversteg 48 timer om ugen i de angivne referenceperioder. Kravet om godtgørelse for brud på arbejdstidsloven blev derfor ikke imødekommet.
• Engangsbonus på 1.500 kr.: A's ansættelseskontrakt fra februar 2020 berettigede hende til en engangsbonus på 1.500 kr. for hurtig tiltrædelse. Da der ikke forelå dokumentation for udbetaling af dette beløb, og der ikke var grundlag for at fastslå, at kravet var bortfaldet som følge af passivitet, fik A medhold i dette krav.

Virksomhed 1 blev frifundet for alle påstande fra B og C. Virksomhed 1 blev frifundet for påstand 1 fra A, men påstand 2 blev delvist taget til følge, således at Virksomhed 1 skulle betale 1.500 kr. til A med procesrente fra den 16. september 2024.

Parterne skulle hver især betale egne sagsomkostninger og halvdelen af opmandens honorar.