Afgørelse om erstatning for patientskade efter operation for aneurisme

Sagen omhandler en patientskadesag, hvor Sagsøger søgte erstatning efter at have pådraget sig lammelser som følge af en hjerneoperation. Operationen blev foretaget for at fjerne et aneurisme, der brast under indgrebet.

Sagens Baggrund

I 2011 blev Sagsøger diagnosticeret med et 4-5 mm stort aneurisme på en blodåre i hjernen. Hun blev informeret om, at aneurismet enten kunne observeres med periodiske kontroller eller fjernes kirurgisk. Den 5. december 2011 gennemgik Sagsøger en operation med henblik på fjernelse af aneurismet. Under operationen brast aneurismet, hvilket medførte en blødning og efterfølgende lammelser hos Sagsøger. Det var enighed om, at lammelserne var en direkte følge af blødningen under operationen, og at selve operationen blev udført i overensstemmelse med specialistreglen.

Centrale Spørgsmål

Sagen drejede sig primært om to spørgsmål:

• Hvorvidt det var i overensstemmelse med specialistreglen i Lov om klage- og erstatningsadgang i sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1, at Sagsøger blev opereret i stedet for at blive observeret over tid.
• Hvorvidt skaden kunne anerkendes som en behandlingsskade på grundlag af et facitræsonnement i medfør af Lov om klage- og erstatningsadgang i sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 3.

Sagsøgers Påstand

Sagsøger nedlagde påstand om, at Ankenævnet for Patienterstatningen skulle anerkende, at hun var påført en patientskade, der berettigede til erstatning. Hun anmodede om, at sagen blev hjemvist til Ankenævnet for Patienterstatningen for fastsættelse af erstatnings- og godtgørelseskravet.

Ankenævnets Påstand

Ankenævnet for Patienterstatningen nedlagde påstand om frifindelse.

Sagens Forløb og Udtalelser

• Journaloplysninger: Viste, at Sagsøger i 2011 fik påvist aneurismet. I november 2011 blev hun orienteret om, at konservativ strategi normalt anbefales, men at operation var rimelig grundet hendes nervøsitet. Risici ved operation blev oplyst som små.
• Behandlende afdelings udtalelser: Bekræftede, at aneurismets størrelse tillod konservativ behandling, men patientens ønske om operation førte til valget af kirurgi. Komplikationen (ruptur) blev anset for velkendt med en risiko på 2-5%, og patienten var informeret herom.
• Patientforsikringens og Patientskadeankenævnets afgørelser: Begge instanser afviste Sagsøgers krav om erstatning med henvisning til, at betingelserne i Lov om klage- og erstatningsadgang i sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1-4 ikke var opfyldt.
• Retslægerådets udtalelser: Retslægerådet afgav flere udtalelser, der belyste risici ved spontan bristning af aneurismer (mindre end 0,5% årligt for 4-5 mm) og risici ved operation (varige neurologiske skader hos 5-10% af opererede, dødelighed 1-2%). Rådet bekræftede, at operationen var udført efter anerkendt lægefaglig standard, og at den var velindiceret i det konkrete tilfælde på grund af Sagsøgers behandlingsønske. Retslægerådet oplyste desuden, at konservativ behandling også er i overensstemmelse med alment anerkendt lægefaglig standard, og at operationsindikationen var "relativ". Der var ingen tegn på vækst af aneurismet eller fysiske gener før operationen.

Parternes Synspunkter

• Sagsøgeren fastholdt, at skaden skyldtes suboptimal behandling i strid med specialistreglen, idet kirurgi burde have været frarådet til fordel for konservativ behandling på grund af en bedre risikoprofil. Hun anførte, at hun ikke havde modtaget tilstrækkelig information om de relative risici. Subsidiært gjorde hun gældende, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået ved valg af ligeværdig konservativ behandling i henhold til facitræsonnementet.
• Ankenævnet bestred Sagsøgers påstande og anførte, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte deres afgørelse. De fremhævede, at en erfaren specialist ikke ville have handlet anderledes, og at operationen var velindiceret på grund af Sagsøgers behandlingsønske og udført efter anerkendte retningslinjer. Ankenævnet bestred desuden, at Lov om klage- og erstatningsadgang i sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 3 fandt anvendelse, da valget mellem operation og observation ikke udgjorde et valg mellem to "behandlingsteknikker" i lovens forstand.

Rettens Afgørelse

Retten frifandt Ankenævnet for Patientskadeerstatningen.

Vurdering af Specialistreglen (KEL § 20, stk. 1, nr. 1)

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Ankenævnets afgørelse vedrørende specialistreglen. Det blev lagt til grund, at:

• Sagsøger blev informeret om, at konservativ strategi (observation) normalt anbefales for aneurismer af den pågældende størrelse.
• Sagsøger blev orienteret om risici ved operation, herunder infektion, blødning og lammelse, som blev beskrevet som små.
• Retslægerådet oplyste, at den årlige blødningsrisiko for et aneurisme af denne størrelse er mindre end 0,5%, mens risikoen for varige neurologiske skader ved operation er 5-10%.
• Retslægerådet vurderede, at operationen var velindiceret i det konkrete tilfælde, primært på grund af Sagsøgers eget behandlingsønske efter modtaget information om risici.
• Konservativ behandling blev også anset for at være i overensstemmelse med alment anerkendt lægefaglig standard.

Retten fandt det ikke godtgjort, at en erfaren specialist under de givne omstændigheder ville have handlet anderledes end ved at vælge operation frem for konservativ strategi.

Vurdering af Facitræsonnement (KEL § 20, stk. 1, nr. 3)

Retten fastslog, at Lov om klage- og erstatningsadgang i sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 3 kræver, at skaden kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående "behandlingsteknik" eller "behandlingsmetode". Retten fandt, at valget om at "se tilstanden an" (konservativ behandling) ikke falder ind under denne bestemmelse, da det ikke udgør en "behandlingsteknik" i lovens forstand.

Sagsomkostninger

Sagsøger blev pålagt at betale sagsomkostninger til Ankenævnet for Patientforsikringen. Beløbet blev fastsat til 50.000 kr., der forrentes efter Renteloven § 8 a. Sagens værdi blev anslået til ca. 650.000 kr. Fastlæggelsen af sagsomkostninger skete i henhold til Retsplejeloven § 312, stk. 1 og Retsplejeloven § 316, stk. 1.