Afgørelse i klagesag om Mariagerfjord Kommunes landzonetilladelse til gyllebeholder

Mariagerfjord Kommune meddelte den 9. oktober 2024 landzonetilladelse til opførelse af en gyllebeholder på matr.nr. [Matrikelnummer 1], der er en del af ejendommen [Adresse 1], 9500 Hobro. En beboer i området klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen. Nævnet fokuserede på to hovedspørgsmål: hvorvidt forholdet var undtaget fra kravet om landzonetilladelse i henhold til Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, og om der kunne gives landzonetilladelse til forholdet efter Planlovens § 35, stk. 1. De øvrige klagepunkter blev ikke behandlet. Planklagenævnet ændrede kommunens afgørelse til et afslag, hvilket betyder, at den oprindelige tilladelse ikke længere er gældende.

Ejendommens og områdets karakteristika

Den omhandlede matrikel ligger i landzone og er en del af en bygningsløs landbrugsejendom på i alt 77,4 ha. Området er i kommuneplan 2024 for Mariagerfjord Kommune udpeget som større sammenhængende landskab, særligt værdifuldt landbrugsområde og husdyrområde. Ejendommen ligger uden for kommuneplanens rammer.

Ansøgningens indhold

Ansøgningen fra den daværende ejer, indsendt den 30. maj 2024, omhandlede en fritliggende gyllebeholder på 5.000 m3 uden overdækning. Ansøgeren anså gyllebeholderen for erhvervsmæssigt nødvendig for driften af landbrugsejendommen, som drives sammen med andre familieejede ejendomme. Placeringen blev begrundet med dens centralitet i forhold til udspredningsarealerne og optimal til- og frakørsel for lastbiler, med plan om to ind- og udkørsler for at undgå bakning. Der skulle etableres afskærmende beplantning omkring beholderen.

Det fremgik, at gyllebeholderen skulle være 5,5 m høj, hvoraf ca. 2 m ville blive nedgravet, med mulighed for en fremtidig overdækning, der ville øge højden til ca. 11 m. Ejendommen var angivet til ca. 75 ha, suppleret med en erhvervet ejendom på ca. 32 ha, hvilket gav et samlet udbringningsareal på ca. 107 ha. Der forventedes et behov for minimum 4.815 tons gylle til udspredningsarealerne, baseret på en modtagelse af ca. 45 tons gylle pr. ha. Den nuværende ejer oplyste et kvælstofindhold på 3,6 kg N/t og en maksimal tilførsel på 141 kg N/ha. Gyllen skulle transporteres i lukkede lastbiler, svarende til ca. 140 transporter årligt. Ansøgningen angav, at placeringen overholdt afstandskravene i Husdyrbruglovens § 6 og Husdyrbruglovens § 8.

Kommunens afgørelse

Mariagerfjord Kommune vurderede, at gyllebeholderen, da den skulle opføres på en bygningsløs ejendom og betjene to landbrugsejendomme, ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 og krævede derfor tilladelse i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Kommunen fandt, at gyllebeholderen var driftsmæssigt nødvendig for den samlede bedrift, men ikke for den pågældende ejendom alene. Kommunen vurderede, at gyllebeholderens kapacitet lå inden for den sædvanlige kapacitet i forhold til den samlede bedrifts landbrugsareal på ca. 110 ha. Kommunen konkluderede, at gyllebeholderen og dens placering ikke var i strid med landzonebestemmelserne og ikke ville påvirke landskabet væsentligt, da området var udpeget til jordbrug og lå uden for naturbeskyttelseslovens beskyttelseslinjer. Den øgede trafikmængde blev ikke anset for at medføre væsentlige nabogener, da der i forvejen var tung trafik på [Vejnavn 1].

Planklagenævnet ændrede Mariagerfjord Kommunes afgørelse af 9. oktober 2024 om landzonetilladelse til en gyllebeholder til et afslag.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, herunder spørgsmålet om en gyllebeholder kræver landzonetilladelse.

Vurdering af undtagelse fra landzonetilladelse

Planklagenævnet tog stilling til, om gyllebeholderen var erhvervsmæssigt nødvendig og dermed omfattet af undtagelsen fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3. Nævnet fastslog, at erhvervsmæssig nødvendighed for en gyllebeholder på et planteavlsbrug alene kan vurderes ud fra den konkrete, matrikulære landbrugsejendoms arealer. Dette betyder, at arealer fra andre ejendomme, selvom de indgår i samme bedrift, ikke kan medregnes i vurderingen af gyllebeholderens størrelse.

I den konkrete sag skulle beregningen af gyllebeholderens størrelse derfor udelukkende baseres på de ca. 77 ha, der omfatter [Adresse 1]. Nævnet fandt, at en gyllebeholder med et rumfang på 5.000 m3 ikke kunne betragtes som erhvervsmæssigt nødvendig for driften af landbrugsejendommen [Adresse 1]. Derfor var gyllebeholderen ikke omfattet af Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 og krævede landzonetilladelse i medfør af Planlovens § 35, stk. 1, og var heller ikke omfattet af Planlovens § 36, stk. 2.

Vurdering af landzonetilladelse

Planklagenævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til den ansøgte gyllebeholder i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet vurderede, at en tilladelse til projektet ville stride mod de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, der varetages med landzonereglerne, især hensynet til at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land.

Nævnet lagde særligt vægt på:

• At den ansøgte placering var uden tilknytning til eksisterende bebyggelse, hvilket ville få gyllebeholderen til at fremstå som fritliggende.
• Byggeriets størrelse, som ville medføre en betydelig visuel påvirkning af omgivelserne.
• At en omgivende beplantning alene ikke kan begrunde en tilladelse til en fritliggende placering af et byggeri af denne art.
• Hensynet til at undgå en uønsket præcedens.

På baggrund af disse vurderinger fandt nævnet ikke anledning til at behandle de øvrige klagepunkter.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.