Klage over afgørelse om lokalplanpligt for etageboligbyggeri i Vanløse

Københavns Kommune traf den 20. august 2024 afgørelse om, at opførelse af et etageboligbyggeri med 27 ungdomsboliger på ejendommen [A1], 2720 Vanløse, ikke var lokalplanpligtig. Denne afgørelse blev påklaget af ejeren af to naboejendomme. Planklagenævnet behandlede i denne sag spørgsmålet om, hvorvidt forholdet er lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2.

Ejendommen og det ansøgte byggeri

Ejendommen [A1] er beliggende i byzone i et område præget af etagebyggeri. Ifølge Kommuneplan 2019 er ejendommen omfattet af rammetype B3 og plannr. R19.B.6.28, med en fastsat bebyggelsesprocent på maksimalt 110. Ejendommen er desuden omfattet af byplanvedtægt nr. 19 for området omkring [A1] mellem Ålekistevej og Jernbane Allé.

Det ansøgte projekt omfatter opførelse af et etageboligbyggeri med 27 ungdomsboliger fordelt på to etager med udnyttet tagetage. Det samlede etageareal er 923 m², hvilket resulterer i en bebyggelsesprocent på 121.

Kommunens afgørelse og klagen

Københavns Kommune vurderede, at det ansøgte byggeri ikke medførte væsentlige ændringer af det bestående miljø, da området allerede er præget af større boligbebyggelser på 3-3,5 etager, og derfor ikke var lokalplanpligtigt. Klageren gjorde gældende, at byggeriet var lokalplanpligtigt på grund af dets intensitet og afvigelse fra BR18, idet byplanvedtægten ikke regulerer bebyggelsesprocent, højde og afstand til skel. Klageren henviste desuden til en tidligere dom (U1989.420V).

Planklagenævnet har udelukkende behandlet klagepunktet vedrørende lokalplanpligt og har ikke taget stilling til øvrige klagepunkter, herunder dem vedrørende byggelovgivningen, som er videresendt til Byggeklageenheden.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afgørelse om, at opførelse af et etageboligbyggeri på ejendommen [A1] ikke er lokalplanpligtig. Dette betyder, at kommunens afgørelse fastholdes.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Lov om Planklagenævnet § 58, stk. 1, nr. 3. Retlige spørgsmål omfatter lovligheden og gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige principper.

Vurdering af lokalplanpligt

Efter Planloven § 13, stk. 2 skal der tilvejebringes en lokalplan, før større bygge- eller anlægsarbejder gennemføres. Kriteriet for, om et projekt er "større", er, om det vil medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø. Dette vurderes ud fra projektets omfang samt dets visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser i forhold til områdets karakter.

Planklagenævnet fandt, at opførelsen af det ansøgte etageboligbyggeri ikke medfører en sådan ændring af det bestående miljø, at det udløser lokalplanpligt. Nævnet lagde vægt på, at området allerede er præget af etageboligbebyggelse, herunder bygninger i 3-3,5 etager. Det ansøgte projekt afviger derfor ikke væsentligt fra den eksisterende bebyggelse i området.

Sammenligning med tidligere dom

Planklagenævnet vurderede, at klagerens henvisning til dommen U1989.420V ikke var sammenlignelig med den aktuelle sag. Den nævnte dom vedrørte opførelse af dobbelthuse i et parcelhuskvarter, mens den aktuelle sag omhandler etageboligbebyggelse i et område, der allerede er præget af etagebebyggelse.

Forhold uden for nævnets kompetence

Klagepunkter vedrørende byggelovgivningen, herunder spørgsmål om afstand til skel efter BR18, ligger uden for Planklagenævnets kompetence. Disse forhold er allerede videresendt til Byggeklageenheden under Nævnenes Hus, som er den rette klageinstans for byggelovgivningen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.