Stadfæstelse af afslag på dispensation til terrasser inden for klitfredningslinjen på grund af manglende tidsmæssig kontinuitet

Sagen omhandler Kystdirektoratets afslag på en lovliggørende dispensation til anlæg og udvidelse af flere terrasser på en ejendom beliggende inden for klitfredningslinjen. Ejendommen, som også er registreret som beskyttet hede efter Naturbeskyttelsesloven § 3, blev påvirket af en storm i 2015, hvilket førte til underminering af sommerhuset og fjernelse af en nordvestvendt terrasse i 2017.

Kystdirektoratets afgørelse

I 2018 blev der etableret kystbeskyttelse ved ejendommen. I 2023 anlagde ejeren en ny terrasse mod nordvest og udvidede eksisterende terrasser mod syd og sydøst, hvorefter der blev ansøgt om lovliggørende dispensation. Kystdirektoratet meddelte afslag med den begrundelse, at der ikke var tale om en genopførelse, da kravet om tidsmæssig kontinuitet ikke var opfyldt. Der var gået mere end de ca. tre år, som praksis tillader, fra kystsikringen var etableret i 2018, til terrassen blev opført i 2023. Forholdet blev derfor betragtet som nybyggeri, som ikke kunne godkendes, da terrasserne ikke fremstod som en underordnet del af bebyggelsen og var i strid med de landskabelige hensyn, klitfredningen skal beskytte.

Klagerens anbringender

Ejeren klagede over afgørelsen og anførte, at den tidsmæssige kontinuitet var opfyldt, da genopførelsen skete inden for tre år efter, at det samlede kystsikringsprojekt for hele området blev afsluttet i 2021. Klageren henviste desuden til lighedsprincippet og en nabosag, hvor der var givet tilladelse til genopførelse flere år efter, at en storm havde ødelagt ejendommen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til de anlagte terrasser. Nævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at dispensere fra forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 8, stk. 1.

Vurdering af tidsmæssig kontinuitet

Nævnet finder, at kravet om tidsmæssig kontinuitet for genopførelse ikke er opfyldt. Genopførelse af den nordvestlige terrasse var mulig, efter kystsikringen ved klagers ejendom blev etableret i 2018. Da terrassen først blev opført i 2023, er der forløbet ca. fem år, hvilket væsentligt overskrider den praksis på ca. tre år, der gælder for genopførelse. Anlægget af terrasserne skal derfor vurderes som nybyggeri efter den restriktive bestemmelse i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, som kræver, at der foreligger et særligt tilfælde.

Nævnet vurderer, at klagers private interesse i at have terrasserne ikke udgør et sådant særligt tilfælde, der kan gå forud for de tungtvejende samfundsmæssige interesser i at beskytte kystlandskabet. En dispensation ville desuden skabe en uønsket præcedens.

Vurdering af lighedsprincippet

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser klagers henvisning til en nabosag. I den pågældende sag blev genopførelsen foretaget umiddelbart efter, at kystsikringen var etableret, hvorfor kravet om tidsmæssig kontinuitet var opfyldt. Sagerne er derfor ikke sammenlignelige, og der er ikke sket en tilsidesættelse af lighedsprincippet.