Stadfæstelse af afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

En tilsagnshaver modtog i 2018 tilsagn om tilskud på 289.289,60 kr. til investeringer i miljøteknologi, herunder teltoverdækning og et separationsanlæg. Projektperioden blev forlænget til 31. august 2019. Tilsagnshaver modtog en rateudbetaling på 132.000,00 kr. i august 2018.

Manglende slutudbetalingsanmodning

Fristen for at indsende den obligatoriske anmodning om slutudbetaling var den 30. november 2019. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø modtog aldrig denne anmodning. I november 2023 orienterede styrelsen tilsagnshaver om, at man undersøgte sagen med henblik på et muligt tilbagebetalingskrav. Den 16. maj 2024 traf styrelsen afgørelse om, at tilsagnet bortfaldt, og at den udbetalte rate på 132.000,00 kr. skulle tilbagebetales. Begrundelsen var, at den manglende slutudbetalingsanmodning udgjorde en overtrædelse af betingelserne for tilskuddet.

Klagerens argumenter

Klageren, repræsenteret ved en konsulent, påklagede afgørelsen med flere argumenter:

• At den manglende anmodning om slutudbetaling var en mindre, efterfølgende forpligtelse, som ikke kunne retfærdiggøre 100 % tilbagebetaling.
• At tilbagebetalingskravet var forældet i henhold til den EU-retlige forældelsesfrist på fire år.
• At styrelsen havde udvist myndighedspassivitet ved at vente næsten fire år med at reagere, hvilket skabte en berettiget forventning hos klageren om, at rateudbetalingen var endelig.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud.

Bortfald af tilsagn

Nævnet fastslog, at fristen for at indsende anmodning om slutudbetaling var den 30. november 2019, jf. Bekendtgørelse om tilskud til investeringer i udvalgte miljøteknologier til kvægstalde, svinestalde og gartnerier § 16, stk. 4. Da anmodningen ikke var indsendt senest 20 kalenderdage efter denne frist, medførte det automatisk 100 % nedsættelse af udbetalingen og bortfald af tilsagnet i henhold til bekendtgørelsens § 22, stk. 2. Nævnet fandt, at denne nationale regel var i overensstemmelse med Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014, som giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte sådanne sanktioner. Klagerens henvisning til en EU-dom var derfor ikke relevant for sagen.

Forældelse

Nævnet fandt, at tilbagebetalingskravet ikke var forældet. I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2988/95 artikel 3, stk. 1, starter den fireårige forældelsesfrist, når uregelmæssigheden finder sted. Uregelmæssigheden indtrådte den 21. december 2019, da fristen for indsendelse af slutudbetalingsanmodningen var overskredet med mere end 20 dage, hvilket gjorde den tidligere udbetalte rate uretmæssig. Styrelsens orienteringsbrev af 21. november 2023 afbrød forældelsesfristen, inden den udløb.

Berettigede forventninger og myndighedspassivitet

Nævnet afviste, at klageren kunne have en berettiget forventning om at beholde tilskuddet. Reglerne i bekendtgørelsen var klare og præcise, og det var klagerens eget ansvar at overholde dem. Nævnet fandt heller ikke, at styrelsen havde udvist myndighedspassivitet. Den tid, der var gået, var ikke i sig selv nok til at fortabe retten til at kræve pengene tilbage, især da det var klagerens egen undladelse, der var årsag til situationen. Styrelsen har pligt til at kræve uretmæssigt udbetalte EU-midler tilbage, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 1.