Planklagenævnets afvisning af klage vedrørende terrænregulering

Esbjerg Kommune traf den 29. maj 2024 afgørelse vedrørende en terrænregulering på ejendommen [A1], 6760 Ribe. En nabo klagede over denne afgørelse, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.

Kommunens afgørelse

Kommunen vurderede, at terrænreguleringen var en bagatel i forhold til de hensyn, der skulle varetages i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at der ikke var registreret særlige landskabelige eller naturmæssige forhold på det terrænregulerede område. Desuden vurderede kommunen, at terrænreguleringen ikke var til ulempe i henhold til Byggelovens § 13, stk. 1, da overfladevandets naturlige forløb ikke var ændret. Kommunen bemærkede, at ulemper efter byggeloven typisk omfatter væsentlige indbliksgener og jordskred, men ikke overfladevand.

Klagerens anbringender

Klageren indsendte billeder, der angiveligt viste, at regnvand fra nabogrunden løb ind på klagerens grund og medførte oversvømmelser. Klageren anførte, at terrænreguleringen havde medført væsentlige gener, herunder indbliksgener, grundet en niveauforskel mellem ejendommene.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da den faldt uden for nævnets kompetenceområde.

Planklagenævnets kompetencevurdering

Planklagenævnet har kompetence til at behandle en kommunes afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. En forudsætning for klage til Planklagenævnet er, at kommunen har truffet en afgørelse efter planloven om det, der klages over.

I den konkrete sag havde kommunen truffet afgørelse om, at terrænreguleringen ikke krævede landzonetilladelse efter planloven. Kommunen havde desuden vurderet, at terrænreguleringen ikke var til ulempe i henhold til Byggelovens § 13, stk. 1.

Afvisning af klagen

Planklagenævnet fandt, at klagepunkterne vedrørende indbliksgener, oversvømmelse og jord fra nabogrunden relaterede sig til kommunens vurdering efter Byggelovens § 13, stk. 1 og ikke til afgørelsen efter planloven. Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke havde gjort gældende, at terrænreguleringen krævede landzonetilladelse. Da Planklagenævnet ikke har kompetence til at behandle forhold efter byggelovgivningen, afviste nævnet at behandle klagen.

I overensstemmelse med Forvaltningslovens § 7, stk. 2 videresendte Planklagenævnet sagen til Byggeklageenheden v/ Nævnenes Hus, som er den rette klageinstans for afgørelser efter byggelovgivningen. Det blev dog bemærket, at der ikke dermed var taget stilling til Byggeklageenhedens kompetence til at behandle de konkrete forhold.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.