Afslag på genoptagelse af sag om dispensation til terrænregulering inden for strandbeskyttelseslinjen

Kystdirektoratet afslog den 27. januar 2020 en ansøgning om dispensation til terrænændringer inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Hvide Sande. Samtidig påbød direktoratet ejeren at efterleve en tinglyst deklaration fra 1967 om fjernelse af damme og retablering af arealet, da dambruget ifølge direktoratets oplysninger havde været nedlagt siden 2011. Kystdirektoratet vurderede, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede klagen over Kystdirektoratets afgørelse. Den 14. marts 2023 afviste nævnet at realitetsbehandle klagen over påbuddet om efterlevelse af deklarationen, da det blev anset for en tilsynsafgørelse, der ikke kunne påklages til nævnet, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4. Nævnet stadfæstede dog Kystdirektoratets afslag på dispensation til terrænreguleringer i forbindelse med etablering af en Put and Take sø. Nævnet lagde vægt på, at projektet ville udgøre en markant ændring og medføre intensiveret brug af området tæt på kysten, samt at en dispensation kunne skabe uhensigtsmæssig præcedens.

Ejendommens ejer anmodede den 5. marts 2024 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage klagesagen.

Begrundelse for genoptagelsesanmodning

Ejeren anførte, at der var begået sagsbehandlingsfejl, og bestred nævnets manglende kompetence til at behandle spørgsmål vedrørende deklarationen. Det blev kritiseret, at nævnet ikke tidligere havde oplyst om denne prøvelsesbegrænsning, hvilket havde vanskeliggjort varetagelsen af retssikkerhedsmæssige interesser og potentielt medført et retstab.

Ejeren gjorde desuden gældende, at Kystdirektoratet havde udøvet reformatio in pejus og lagt afgørende vægt på deklarationen som begrundelse for afslaget. Det blev anført, at nævnet ikke havde foretaget en reel prøvelse af Kystdirektoratets afgørelse og dermed tilsidesat rekursordningens retssikkerhed. Endvidere bestred ejeren, at deklarationens betingelse om fem års sammenhængende ophør af dambrugsdrift var opfyldt, idet Put and Take fiskeri burde sidestilles med traditionelt ørredopdræt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog anmodningen om at genoptage behandlingen af klagesagen.

Nævnets vurdering

Nævnet fandt, at der med anmodningen ikke var påvist væsentlige fejl ved sagens behandling eller fremkommet nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der var sandsynlighed for et andet udfald.

Nævnet fastholdt, at Kystdirektoratets afgørelse vedrørende påbud om efterlevelse af deklarationen af 25. februar 1967 var en tilsynsafgørelse, som nævnet ikke havde kompetence til at efterprøve. Den omstændighed, at Kystdirektoratet havde lagt vægt på deklarationen i sin begrundelse, ændrede ikke på nævnets kompetencebegrænsning.

Det blev desuden anført, at ejerens kritik af nævnets sene oplysning om prøvelsesbegrænsningen ikke kunne føre til et andet resultat. Nævnet henholdt sig til begrundelsen i sin afgørelse af 14. marts 2023.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.