Nægtet fradrag for udgifter til sponsorvarer - manglende ejerskab og uvedkommende udgift

Sagen omhandler et interessentskab, der drev handel med cykeldele. Virksomheden indgik en aftale med en taiwansk leverandør, [virksomhed2], om at assistere med levering af sponsorvarer til et cykelhold. I praksis bestilte [virksomhed2] varer hos en spansk leverandør, men brugte den danske virksomheds momsnummer, og varerne blev faktureret til den danske virksomhed. Varerne blev leveret direkte til cykelholdet i Slovenien.

Skattestyrelsen nægtede fradrag for en udgift på 53.607 kr., som virksomheden havde betalt til den spanske leverandør. Skattestyrelsen mente, at udgiften var virksomheden uvedkommende, da den reelle ejer af varerne var den taiwanske virksomhed, og at den danske virksomhed blot fungerede som en gennemstrømningsenhed for at opnå en momsfri erhvervelse for [virksomhed2].

Klageren gjorde gældende, at der var tale om et reelt varekøb, som blev videresolgt til [virksomhed2]. Betalingen for videresalget var ifølge klageren sket via modregning i et tilgodehavende, som [virksomhed2] havde hos den danske virksomhed. Til dokumentation fremlagde klageren en kreditnota fra [virksomhed2].

Skattestyrelsens ændring af virksomhedens resultat var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om en udgift på 53.607 kr. til køb af sponsorvarer var fradragsberettiget for virksomheden.

Retsgrundlag

Efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages. Det er en betingelse, at der er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen, og at udgiften ligger inden for virksomhedens naturlige rammer. Bevisbyrden for fradrag påhviler den skattepligtige, jf. Højesterets dom i SKM2004.162.HR.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten fandt, at virksomheden ikke havde været den reelle ejer af de indkøbte sponsorvarer, og at der derfor ikke var tale om et varekøb for virksomheden. Retten lagde vægt på følgende punkter:

• Ordren på varerne blev afgivet af den taiwanske virksomhed, [virksomhed2].
• Den danske virksomhed havde ingen indflydelse på valg af leverandør eller de specifikke varer.
• Virksomheden havde ingen råderet over de indkøbte sponsorvarer.
• Klageren havde selv tidligere oplyst, at der ikke var tale om et varekøb for virksomheden.

Landsskatteretten konkluderede, at virksomheden alene havde bistået [virksomhed2] med at opfylde en sponsoraftale, mod at opnå eksponering og forhandlerrettigheder. Virksomheden havde således kun fungeret som formel køber på fakturaen, for at [virksomhed2] kunne benytte virksomhedens momsnummer. Fakturaens angivelse af virksomheden som køber afspejlede ikke det reelle ejerskab.

Derfor blev varekøbet anset for at være virksomheden uvedkommende og udgiften ikke fradragsberettiget. Klagerens argument om, at betalingen var sket via modregning, kunne ikke ændre dette resultat, da der grundlæggende ikke var tale om et varekøb for virksomheden.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.