Vestre Landsret afviste sag om forældremyndighed på grund af manglende værneting, da barnet havde fast bopæl i Tyskland

Sagen omhandler en tvist om, hvorvidt danske domstole har international kompetence (værneting) til at behandle en sag om forældremyndighed, efter at den ene forælder (Part A) var flyttet til Tyskland med parternes fælles barn.

Baggrund for sagen

Part A flyttede den 7. november 2009 med parternes fælles barn, Barn 1, til Tyskland. En domstol i Marokko havde i 2010 overført forældremyndigheden til Part 1, og denne dom blev i januar 2012 anerkendt af en tysk domstol (Amtsgericht Düsseldorf). Den tyske afgørelse fastslog, at Part A og barnet havde deres sædvanlige opholdssted i Tyskland.

Sagens forløb

Sagen blev anlagt ved Retten i Horsens den 10. maj 2012 efter at være modtaget fra Statsforvaltningen, jf. Retsplejeloven § 448 a, stk. 2. Under byretssagen påstod Part A sagen afvist på grund af manglende værneting, men byretten valgte at fremme sagen. Part A ankede ikke denne kendelse særskilt, men rejste spørgsmålet om afvisning igen under ankesagen ved Vestre Landsret.

Parternes påstande i landsretten

Vestre Landsret afviste sagen fra domstolene.

Landsrettens begrundelse for afvisning

Landsretten lagde til grund, at begrebet bopæl i Retsplejeloven § 448 f skal forstås som "habituel residence" eller sædvanligt opholdssted, i overensstemmelse med Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Retten fandt det bevist, at Part A og barnet havde taget ophold i Tyskland siden den 7. november 2009, og at Part 1 havde været bekendt med dette siden samme måned. Da sagen blev anlagt den 10. maj 2012, var der gået mere end et år, hvor Part 1 kendte til barnets opholdssted.

Landsretten vurderede desuden, at følgende betingelser var opfyldt:

• Der var ikke en verserende sag om tilbagegivelse af barnet.
• Det måtte lægges til grund, at barnet var faldet til i sine nye omgivelser i Tyskland, blandt andet baseret på den lange opholdsperiode og en verserende sag ved en tysk familieret.

Konklusion

Da alle betingelser i Retsplejeloven § 448 f, stk. 2 var opfyldt, havde danske domstole ikke kompetence (værneting) til at behandle sagen. Landsretten tog derfor Part A's påstand om afvisning til følge.

Sagsomkostninger

Ingen af parterne blev pålagt at betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen. Statskassen blev pålagt at betale salær til de beskikkede advokater for begge parter.