Afgørelse om anmodning om kontaktbevarende samvær

Sagen omhandler en tvist mellem en mor og en far vedrørende kontaktbevarende samvær med deres fællesbarn. Faderen anmodede om, at der blev fastsat kontaktbevarende samvær, mens moderen protesterede herimod med henvisning til, at samværet havde været afbrudt i næsten to år, og at faderen var dømt.

Sagens Baggrund

Faderen anmodede den 26. maj 2021 Familieretten om at træffe beslutning om, at han skulle have ret til kontaktbevarende samvær med parternes fællesbarn.

Moderen protesterede den 28. maj 2021 mod anmodningen om fastsættelse af kontaktbevarende samvær.

Parternes Synspunkter

Faderens Argumentation

Faderen anførte, at det ud fra en børnesamtale klart fremgik, at det ville være til fællesbarnets bedste, at der nu blev fastsat midlertidigt samvær.

Moderens Argumentation

Moderen gjorde gældende, at der ikke kunne fastsættes kontaktbevarende samvær, da samværet havde været afbrudt i næsten to år, og der dermed ikke var nogen kontakt at bevare. Hun henviste desuden til, at udgangspunktet i Forældreansvarsloven § 4a er, at der ikke skal fastsættes samvær, når sagsøgte er dømt, hvilket faderen var.

Familieretten i Aarhus afviste faderens anmodning om fastsættelse af kontaktbevarende samvær.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retten havde iværksat en børnesagkyndig undersøgelse for at belyse, hvorvidt det ville være til barnets bedste, at der blev fastsat samvær i henhold til Forældreansvarsloven § 21 og Forældreansvarsloven § 19, jf. Forældreansvarsloven § 4a.

På det foreliggende grundlag fandt retten ikke grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær i medfør af Forældreansvarsloven § 29.

Anmodningen om fastsættelse af kontaktbevarende samvær blev derfor ikke taget til følge.