Højesteret stadfæster dom for våbenbesiddelse – ikke særligt skærpende omstændigheder

Sagen omhandler en tiltalt soldat, der blev dømt for tyveri og besiddelse af en håndgranatskal indeholdende eksplosivstof samt en detonator. Sagen har været behandlet i Retten i Holstebro og Vestre Landsret, før den blev anket til Højesteret af den militære anklagemyndighed med påstand om skærpelse af straffen.

Sagens Baggrund

Den tiltalte, en soldat i forsvaret, erkendte at have stjålet en håndgranatskal med 180 gram eksplosivstof og en detonator den 26. maj 2021 under en øvelse i et skydeterræn. Han gravede detonatoren ned i skydeterrænet og tog håndgranatskallen med hjem til sin bopæl i Holstebro. Efter opdagelsen af tyveriet tilbageleverede han håndgranatskallen den 4. august 2021 og udpegede dagen efter stedet, hvor detonatoren var nedgravet.

Tidligere Instanser

Sagen blev først behandlet ved Retten i Holstebro den 1. oktober 2021 og derefter ved Vestre Landsret den 27. januar 2022.

Byrettens Afgørelse

Byretten fandt den tiltalte skyldig i følgende forhold:

• Besiddelse af en håndgranat under særligt skærpende omstændigheder, jf. Straffeloven § 192 a, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4, 1. pkt., jf. Våbenloven § 2, stk. 1, jf. Våbenloven § 1, stk. 1, nr. 4 (sagens forhold 1).
• Tyveri (sagens forhold 2 og 3).
• Overtrædelse af våbenloven ved besiddelse af ammunition og afskudte hylstre (sagens forhold 4).

Byretten fastsatte en samlet straf på fængsel i 3 år og 6 måneder.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten anså våbenbesiddelsen i sagens forhold 1 for at være sket under skærpende omstændigheder, men henførte forholdet under Våbenloven § 10, stk. 1, jf. Våbenloven § 2, stk. 1, jf. Våbenloven § 1, stk. 1, nr. 4. Landsretten nedsatte straffen til fængsel i 6 måneder.

Anke til Højesteret

Den militære anklagemyndighed ankede landsrettens dom til Højesteret med påstand om skærpelse. Anklagemyndigheden argumenterede for, at sagens forhold 1 skulle henføres under Straffeloven § 192 a, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4, 1. pkt., idet våbenbesiddelsen var sket under særligt skærpende omstændigheder, og at straffen skulle fastsættes til ubetinget fængsel mellem 3 år og 6 måneder og 4 år. Den tiltalte nedlagde påstand om stadfæstelse af landsrettens dom.

Højesterets Afgørelse og Begrundelse

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, idet den fandt, at våbenbesiddelsen i sagens forhold 1 ikke var sket under særligt skærpende omstændigheder, som anklagemyndigheden havde påstået. Retten lagde vægt på følgende:

• En håndgranatskal uden detonator blev ikke anset for at være af særdeles farlig karakter eller egnet til at forvolde betydelig skade, hvis den blev opbevaret for sig selv.
• Der var ingen nærliggende risiko for, at håndgranaten ville blive anvendt til angreb eller forsvar.
• Tiltalte var ikke tidligere straffet og havde ingen tilknytning til kriminelle miljøer.
• Besiddelsen af detonatoren var kortvarig og med henblik på bortskaffelse.
• Håndgranatskallen blev taget som en souvenir og opbevaret på en hylde i Tiltaltes værelse.

Selvom en håndgranat efter forarbejderne til Straffeloven § 192 a, stk. 1, nr. 2 er et våben omfattet af bestemmelsen, og besiddelse af sådanne våben som udgangspunkt anses for sket under særligt skærpende omstændigheder, kan dette udgangspunkt fraviges i særlige tilfælde, hvis der ikke er nærliggende risiko for skade. Højesteret fandt, at dette var tilfældet i den konkrete sag.

Forholdet blev derfor med rette henført under Våbenloven § 10, stk. 1, jf. Våbenloven § 2, stk. 1, jf. Våbenloven § 1, stk. 1, nr. 4. Højesteret fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at forhøje straffen og stadfæstede derfor landsrettens dom på fængsel i 6 måneder.

Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for Højesteret.