Forældelse af rentekrav ved for sen udbetaling af erstatning efter arbejdsskadesikringsloven

Sagen omhandler en borger, der via sit fagforbund klagede over, at et krav om yderligere renter af en for sent udbetalt arbejdsskadeerstatning blev anset for forældet. Borgeren var blevet tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, men udbetalingen og den endelige beregning trak ud over flere år på grund af klagesager.

Efter en Højesteretsdom i en anden sag, der fastslog, at renter skulle beregnes af bruttobeløbet, fremsatte fagforbundet et krav om yderligere renter. Forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviste kravet med henvisning til, at det var forældet efter den 3-årige frist i Forældelsesloven.

Den centrale problemstilling

Kernen i sagen var at afklare, om et rentekrav, der opstår som følge af forsinket udbetaling af ydelser efter Arbejdsskadesikringsloven, skal behandles efter:

• Arbejdsskadesikringslovens særlige forældelsesregler med en 5-årig frist.
• Forældelseslovens almindelige regler med en 3-årig frist.

Fagforbundet argumenterede for, at rentekravet var en integreret del af ydelsen efter Arbejdsskadesikringsloven og derfor burde følge den længere forældelsesfrist. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mente derimod, at et rentekrav er et selvstændigt pengekrav, som falder uden for Arbejdsskadesikringslovens ydelser og derfor er omfattet af Forældelsesloven.

Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og fastslog, at borgerens krav på yderligere renter var forældet.

Principiel afklaring af lovvalg

Ankestyrelsen fastslog som et princip, at et krav på renter som følge af for sent udbetalt erstatning eller godtgørelse i en arbejdsskadesag ikke er en ydelse omfattet af Arbejdsskadesikringsloven § 11. De ydelser, der er omfattet af lovens særlige forældelsesregler, er udtømmende listet i denne paragraf, og renter er ikke nævnt.

Derfor gælder de særlige forældelsesregler i Arbejdsskadesikringsloven § 36 ikke for rentekrav. I stedet skal sådanne krav behandles efter de almindelige regler i Forældelsesloven.

Da borgerens krav blev fremsat mere end tre år efter, det kunne gøres gældende, var det forældet i henhold til Forældelsesloven § 3, stk. 1. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at suspendere forældelsesfristen.