Afvisning af klage over påbud om støjbegrænsning fra biograf

Københavns Kommune meddelte den 2. november 2023 et påbud om nedbringelse af støj fra en biograf beliggende på [A1], 1606 København V. Påbuddet blev udstedt med hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1 og krævede, at støjen fra filmfremvisning og musik skulle nedbringes, så vejledende grænseværdier for støj og lavfrekvent støj ikke blev overskredet i nærliggende støjfølsomme erhverv, herunder hotelværelser.

Baggrunden for påbuddet var en henvendelse fra et nærliggende hotel om støjgener, som inkluderede lydmålinger og notater, der dokumenterede signifikante overskridelser af Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier. Kommunen vurderede på denne baggrund, at der var tale om en væsentlig forurening.

Biografen påklagede afgørelsen den 4. december 2023 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at kommunen ikke havde inddraget klagers bemærkninger og supplerende undersøgelser udført efter den 12. december 2022. Desuden blev det anført, at biografen havde iværksat en handlingsplan til lempelse af støjgener, og at afgørelsen var truffet på et urigtigt oplysningsgrundlag. Klager mente, at kommunen havde tilsidesat god forvaltningsskik og hensynene bag underretningsforpligtelsen i Miljøbeskyttelseslovens § 75.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Københavns Kommunes påbud om nedbringelse af støj fra biografen. Afvisningen skyldtes, at afgørelsen ikke kunne påklages til nævnet.

Begrundelse for afvisning

Som udgangspunkt kan kommunale afgørelser truffet i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 42 påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 91, stk. 1. Dog giver Miljøbeskyttelseslovens § 92 miljøministeren mulighed for at fastsætte regler om, at afgørelser af mindre betydning for miljøbeskyttelsen ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Denne adgang er udnyttet i Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 22, nr. 1, som fastslår, at afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen i medfør af Miljøbeskyttelseslovens § 42 vedrørende forebyggelse og afhjælpning af forurening og støj ikke kan påklages, hvis de vedrører restauranter, diskoteker, grillbarer eller lignende erhvervsmæssigt drevne virksomheder.

Nævnet vurderede, at biografer må sidestilles med de virksomhedstyper, der er nævnt i Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 22, nr. 1. Denne vurdering baseredes på, at de nævnte virksomhedstyper typisk har sammenlignelige åbningstider, og at aktiviteternes forureningsforhold, især støj, i et betydeligt omfang er tilsvarende. Udtrykket "erhvervsmæssigt drevne virksomheder" fortolkes bredt af nævnet til at omfatte enhver aktivitet af fastere organiseret form, hvis karakter og forureningsforhold svarer til en erhvervsvirksomheds.

Afgørelsens konsekvenser

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste derfor at realitetsbehandle klagen. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1.