Delvis stadfæstelse og delvis ophævelse af afgørelse om § 3-beskyttede arealer

Sagen omhandler en klage over Frederikshavn Kommunes afgørelse af 20. juli 2023, som genoptog og fastholdt den oprindelige afgørelse fra 9. november 2010 vedrørende beskyttelsesstatus for arealer A, B, D, E og H på to matrikler. Kommunen havde i 2010 vurderet, at arealerne A, B og E opfyldte betingelserne for beskyttet overdrev, mens D og H blev omregistreret til beskyttet eng. Klageren, ejendommens ejer, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klageren anførte, at arealerne aldrig har levet op til kravene for beskyttet natur efter Naturbeskyttelseslovens § 3, hverken med hensyn til vegetation eller driftshistorik. Det blev fremhævet, at arealerne ikke har haft en tilstrækkelig ekstensiv drift, og at oplysningerne om dyrkningshistorikken i kommunens afgørelse fra 2010 var ukorrekte. Klageren henviste desuden til, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har ændret praksis for tolkning af luftfotos siden 2010, og at det ud fra ældre luftfotos ikke kan afvises, at arealerne har været omlagt. Klagerens ønske om berigtigelse af registreringen skyldtes også ikrafttrædelsen af Naturbeskyttelseslovens § 4 i 2022, som forbyder omlægning, gødskning og sprøjtning af beskyttede naturarealer.

Frederikshavn Kommune fastholdt sin vurdering baseret på en gennemgang af luftfotos fra 1954 til 2023, som ifølge kommunen ikke viste tegn på omlægning før 1995, bortset fra en lille del af areal E. Kommunen anførte, at arealerne A, B og E har karakter af historiske overdrev, idet de har været anvendt til græsning og høslæt frem til 1995. Kommunen var delvist enig i, at arealerne ikke altid har haft en tilstrækkelig ekstensiv drift, men mente, at den manglende overdrevsvegetation skyldtes intensiv drift efter 1992. Kommunen bemærkede også, at omregistreringen af D og H til fersk eng var korrekt, da de er lavtliggende og botanisk fremstod som tilstødende engarealer.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse i sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, som giver mulighed for at påklage kommunale afgørelser.

Beskyttelsesstatus for areal A og B

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Frederikshavn Kommunes afgørelse om, at areal A og B opfyldte betingelserne for beskyttet overdrev efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4. Nævnet lagde vægt på, at areal A opfyldte størrelseskriteriet alene, og at areal B opfyldte kriteriet i mosaik med beskyttede engarealer. En gennemgang af luftfotos fra 1954 til 2010 viste ingen tegn på omlægning eller gødskning, men derimod tegn på afgræsning og overdrevskarakteristika. Den registrerede vegetation i 2010 var desuden karakteristisk for overdrev, og arealernes beliggenhed var typisk for beskyttet overdrev.

Beskyttelsesstatus for areal D og H

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Frederikshavn Kommunes afgørelse vedrørende areal D og H og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse af 20. juli 2023 ikke opfyldte forvaltningslovens krav om begrundelse, jf. Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt.. Kommunen havde ikke anført en begrundelse for registreringen af de § 3-beskyttede enge, og arealerne var i 2010 blot beskrevet som lavbundsarealer, der fremstod som græsmark. Denne mangel blev anset for konkret væsentlig, da den kunne have påvirket klagerens forståelse og afgørelsens resultat.

Beskyttelsesstatus for areal E

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede også Frederikshavn Kommunes afgørelse vedrørende areal E og hjemviste sagen til fornyet behandling. Areal E opfyldte ikke størrelseskriteriet på 2.500 m2 alene, og da det grænsede op til areal D, som blev hjemvist, kunne nævnet ikke træffe en afgørelse om areal E's beskyttelsesstatus. En sådan stillingtagen ville indebære en indirekte afgørelse om areal D's status, hvilket nævnet ikke havde kompetence til.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Frederikshavn Kommune ved den fornyede behandling af sagen bør foretage en konkret og begrundet vurdering af, om arealerne D og H i 2010 opfyldte kriterierne for at være beskyttet eng efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4.