Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af realitetsbehandling i sag om aktindsigt vedrørende byplanvedtægt

Sagen omhandler en klage over Hedensted Kommunes afslag på aktindsigt i retsgrundlaget for kommunens påstand om, at byplanvedtægt nr. 4 ikke gælder for ejendommene [a1] og [a2]. Klager anmodede oprindeligt om aktindsigt i dokumentation for virksomhedens etableringsdato og retsgrundlaget for byplanvedtægtens gyldighed, da den er tinglyst på ejendommene. Kommunen afviste anmodningen med henvisning til, at aktindsigt omfatter konkrete sagsakter og ikke besvarelse af spørgsmål om hjemmel, jf. Offentlighedslovens § 7, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser at realitetsbehandle klagen over Hedensted Kommunes afgørelse om afslag på aktindsigt. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Nævnets begrundelse for afvisning

Nævnet vurderer, at anmodningen om aktindsigt vedrører Hedensted Kommunes tilsyn med [Virksomhed1] efter miljøbeskyttelsesloven. Ifølge Miljøoplysningslovens § 4, stk. 6 og Offentlighedslovens § 37, stk. 1 kan afgørelser om aktindsigt påklages til den myndighed, der er klageinstans for den sag, aktindsigten vedrører.

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med overholdelse af Miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 1 og vilkår fastsat i godkendelser og tilladelser, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Hvis et ulovligt forhold konstateres, skal kommunen sørge for, at det bringes til ophør, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 68. Kommunens afgørelser om lovliggørelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3.

Nævnet konkluderer, at der ikke er anmodet om aktindsigt i dokumenter, som vedrører en sag, hvor afgørelsen eller behandlingen i øvrigt kan påklages til nævnet. Derfor afvises realitetsbehandlingen af klagen. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.