Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om kystbeskyttelse ved Hundested ophævet og hjemvist

Sagen omhandler en klage over Halsnæs Kommunes afslag på tilladelse til etablering af kystbeskyttelse i form af skråningsbeskyttelse af sten på en ejendom i Hundested. Ejendommen er beliggende ved en kyststrækning med sandstrand, hvor der allerede er udlagt store sten, og hvor naboejendomme har lignende kystbeskyttelsesanlæg. Området er omfattet af en fredning fra 2004, der har til formål at bevare landskabet, kystnære søterritorier og sikre offentlig adgang.

Miljø- og Fødevareklagenævnet havde tidligere, den 15. april 2022, ophævet en lignende afgørelse fra Halsnæs Kommune og hjemvist sagen. Dette skyldtes, at kommunen havde inddraget hensynet til bilag IV-arten markfirben i afvejningen efter kystbeskyttelsesloven, hvilket nævnet fandt var et usagligt hensyn i den kontekst, da det skulle varetages særskilt efter Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet.

Kommunens afslag og begrundelse

Den 10. maj 2023 meddelte Halsnæs Kommune igen afslag på ansøgningen om kystbeskyttelse i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1. Det ansøgte anlæg, en stenkastning, skulle fremstå dækket af jord og løbende sandfordres. Kommunen begrundede afslaget med en afvejning af hensynene i Kystbeskyttelsesloven § 1, stk. 1, hvor de vurderede, at behovet for beskyttelse var lille i forhold til bevarelsen af områdets landskabs- og biologiske værdier. Kommunen mente, at anlægget ville skæmme landskabsoplevelsen og var i strid med fredningens formål og forbud mod tekniske anlæg i fredningens § 8.

Kommunen vurderede også, at projektet lokalt ville medføre beskadigelse af potentielle yngle- og rasteområder for markfirben, selvom dette ikke var undersøgt nærmere, da tilladelse ikke blev meddelt efter kystbeskyttelsesloven.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med flere anbringender:

• Lighedsgrundsætningen: Kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, da to nærliggende ejendomme i 2005 og 2007 havde fået dispensation fra fredningen til lignende kystbeskyttelsesanlæg.
• Eksisterende anlæg: Der var allerede et lovligt etableret sikringsanlæg i form af en stenrække på ejendommen, og flytning af stenrækken skulle betragtes som vedligeholdelse, ikke nyetablering.
• Visuel påvirkning: Det ansøgte anlæg ville være væsentligt mindre skæmmende og dominerende end de utildækkede anlæg på naboejendommene, og ville forbedre den offentlige adgang langs stranden.
• Bilag IV-arter: Klageren var uenig i kommunens faglige vurderinger vedrørende markfirben og mente, at afslaget var baseret på udokumenterede sandsynlighedsbetragtninger.

Halsnæs Kommune fastholdt, at sagen adskilte sig fra naboejendommene, da der var tale om etablering af et nyt anlæg, og at den eksisterende stenrække ikke blev anset for et kystbeskyttelsesanlæg. Kommunen henviste til en tidligere korrespondance med Kystdirektoratet, der havde anbefalet fjernelse af stenene for at sikre passage langs stranden. Kommunen oplyste, at vurderingen af bilag IV-arter byggede på nyeste informationer, men at yderligere undersøgelser ikke var igangsat, da afslaget var begrundet i fredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i denne sag begrænset sin prøvelse til retlige spørgsmål, herunder om Halsnæs Kommunes afgørelse havde hjemmel i loven og var i overensstemmelse med forvaltningsretlige principper, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2. Nævnet har specifikt behandlet, om kommunen traf afgørelse på et korrekt grundlag i forhold til fredningen af skræntarealer m.m. ved Lynæs Havn.

Fejlagtig retsanvendelse ved fredningsbestemmelser

Nævnet fandt, at Halsnæs Kommunes afgørelse hvilede på en fejlagtig retsanvendelse og derfor var ugyldig. Dette skyldtes, at nævnet vurderede, at det ansøgte projekt ikke var i strid med fredningens formål, som beskrevet i fredningens § 1. Nævnet lagde vægt på, at projektet er ud for en enkelt ejendom og ikke i sig selv hindrer opfyldelsen af fredningens formål om at bevare landarealerne eller sikre levemuligheder for vildt plante- og dyreliv. Kommunens fortolkning af fredningens formålsbestemmelse var således ikke korrekt.

Det fremgår af Naturbeskyttelsesloven § 50 a, at fredningsbestemmelser ikke finder anvendelse på kystbeskyttelsesforanstaltninger omfattet af en tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven § 3, hvis det fremgår af afgørelsen, at den træder i stedet for fredningsnævnets afgørelse om dispensation eller ophævelse. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse afveje de forskellige hensyn, herunder fredningens formål, i forbindelse med sagsbehandlingen efter kystbeskyttelsesloven.

Da kommunens afvejning af de relevante hensyn var baseret på et forkert grundlag vedrørende fredningens formål, lider afgørelsen af en væsentlig retlig mangel.

Afgørelse og hjemvisning

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Halsnæs Kommunes afgørelse af 10. maj 2023 om afslag på tilladelse til kystbeskyttelsesanlæg og hjemviser sagen til fornyet behandling ved førsteinstansen. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.

Nævnets øvrige bemærkninger til fornyet behandling

Ved den fornyede behandling skal Halsnæs Kommune:

• Lade de hensyn, som varetages ved fredningen, indgå i vurderingen af, om der kan meddeles tilladelse. Nævnet bemærker, at fredningens § 8 alene vedrører vandarealernes benyttelse og ikke arealer på land.
• Inkludere oplysninger om, hvilke afgørelser efter anden lovgivning tilladelsen erstatter, hvis anden lovgivning inkluderes i afgørelsen, jf. Kystbeskyttelsesloven § 3 a, stk. 3.
• Behandle en eventuel vurdering efter Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet som en selvstændig afgørelse, eventuelt integreret i afgørelsen efter kystbeskyttelsesloven.
• Vurdere, om der er tale om vedligeholdelse af et eksisterende og lovligt anlæg etableret før 1988, eller om det ansøgte er nyt og kræver tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1. Nævnet bemærker, at stenene ifølge sagens oplysninger løbende er flyttet siden 1988.