Stadfæstelse af afgørelse om afslag på ansøgning om støtte til unge landbrugere og

Sagen omhandler en klage fra en landbruger over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 8. februar 2023. Styrelsen havde afslået ansøgninger om støtte til unge landbrugere og ø-støtte for årene 2018-2022 og krævet tilbagebetaling af udbetalt støtte for 2018-2020. Styrelsen begrundede afgørelsen med, at klager kunstigt havde skabt betingelser for at opnå støtte i strid med ordningernes formål.

Baggrund for ansøgningerne

Klager indsendte fællesskemaer fra 2018 til 2022 med ansøgninger om ø-støtte og støtte til unge landbrugere. I 2018 ansøgte klager under sit CPR-nummer, da en medarbejdersignatur ikke kunne opnås i tide, og oplyste, at virksomheden var etableret som en mindre privat virksomhed med planer om udvidelse. Klager oplyste at eje 100 % af egenkapitalen i virksomheden. Fra 2019 blev ansøgningerne indsendt for klagers enkeltmandsvirksomhed.

Landbrugsstyrelsens vurdering

Landbrugsstyrelsen konstaterede, at klagers virksomhed og klagers kærestes virksomhed reelt blev drevet som én samlet landbrugsvirksomhed. Styrelsen vurderede, at klagers virksomhed og ansøgninger udelukkende havde til formål kunstigt at skabe betingelser for udbetaling af støtte under ordningerne for unge nyetablerede landbrugere og ø-støtte. Formålet med støtte til unge landbrugere er at lette etablering og strukturel tilpasning i en indledende periode på højst fem år, begrænset til 90 ha. Ø-støtte har til formål at fremme bæredygtig udvikling af landbruget på ikke-brofaste øer, begrænset til 100 ha pr. bedrift. Styrelsen mente, at disse støttelofter blev omgået.

Styrelsen lagde vægt på flere forhold:

• Sammenfald mellem klagers og kærestens private bopælsadresse og kærestens virksomhedsadresse.
• Klager forpagtede en væsentlig del af arealerne fra sin kæreste og dennes mor.
• Tæt samarbejde om markarbejde, udført af kæresten.
• Klager afsatte hele sin produktion til kærestens virksomhed og købte alt udsæd af samme virksomhed.
• Klagers virksomhed fremstod fuldstændig afhængig af kærestens virksomhed, med al omsætning fra kærestens virksomhed og markernes drift forestået af kæresten.
• Klagers regnskab fremstod ufuldstændigt, mens kærestens var udarbejdet med revisorassistance.
• Klagers virksomhed indeholdt ikke reelle aktiver (ejendomme, driftsmateriel, besætninger, råvarer).
• Klagers virksomhed var fuldstændigt afhængig af EU-støtten, da driftsomkostningerne langt oversteg driftsindtægterne.

Klagers argumenter

Klager var uenig i Landbrugsstyrelsens vurdering af omgåelse. Klager anførte, at adressesammenfald og personlige relationer ikke alene kunne bevise manglende realitet. Klager fremhævede, at kun en mindre del af de forpagtede arealer kom fra kæresten, og at klager havde udgifter til maskinstationsarbejde, der fejlagtigt var faktureret via kæresten. Klager oplyste, at der var salg til tredjemand og kærestens mor, ikke kun til kæresten. Klager forklarede manglen på egne aktiver med planer om køb i 2022 og brug af lånt udstyr. Klager henviste til, at landbrugsstøttereglerne ikke kræver ejerskab af aktiver, men tillader lån eller leasing. Klager mente, at styrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for omgåelse, og at tvivl skulle komme klager til gode. Klager henviste til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 artikel 60 og EU-domstolens praksis, herunder sag C-110/99 og C-434/12, der kræver både objektive og subjektive omstændigheder for at konstatere misbrug. Klager fremhævede, at formålet med virksomhedens stiftelse ikke var uberettiget tilskud, men at overtage kærestens mors virksomhed i forbindelse med generationsskifte og behov for varig beskæftigelse.

Klager fremsendte yderligere dokumentation, herunder årsregnskaber, forpagtningsaftaler, fakturaer og en forretningsplan. Klager oplyste om uanmeldte kontroller, hvor klager var anset som driftsleder, og dialog med Turist- og Erhvervschefen på Læsø om virksomhedens relevans for øen. Klager bemærkede, at Landbrugsstyrelsens praksis med at administrere efter CVR-numre var blevet udfordret af Rigsrevisionen, og at nærværende sag ville danne præcedens. Klager fastholdt, at ø-støtten fortsat kunne være lovlig, selv hvis virksomhederne blev anset for sammenhængende, og at støtteordningerne skulle afgøres hver for sig.

Landbrugsstyrelsens bemærkninger til klagen

Landbrugsstyrelsen fastholdt sin vurdering og bemærkede, at adressesammenfald og nære relationer indgik som momenter i en helhedsvurdering. Styrelsen præciserede, at klager i perioden 2018-2022 forpagtede mellem 54,95 % og 58,8 % af sine arealer fra kæresten og dennes mor. Styrelsen fastholdt, at der var tæt samarbejde om markarbejdet, og at klager afsatte størstedelen af sin produktion til kærestens virksomhed. Styrelsen påpegede manglende dokumentation for en stor del af klagers omsætning og ufuldstændige regnskaber, hvilket understøttede, at der ikke var tale om en reel virksomhed. Styrelsen bemærkede, at klager ikke havde iværksat initiativer til at tilegne sig egne aktiver, og at forretningsplanen ikke var realiseret. Styrelsen henviste til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 artikel 62 som retsgrundlag for omgåelsessager.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om støtte til unge landbrugere og ø-støtte for 2018-2022 samt tilbagebetaling af udbetalt støtte for 2018-2020.

Begrundelseskrav

Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens afgørelse opfyldte forvaltningslovens krav om begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2. Begrundelsen var tilstrækkelig fyldestgørende og detaljeret i sin redegørelse for de faktiske omstændigheder og vurderingen af omgåelse.

Omgåelse af reglerne for støtte til unge landbrugere og ø-støtte

Nævnet vurderede, at klager havde skabt betingelserne for at opnå støtte på en kunstig måde og i strid med lovgivningens målsætninger, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 artikel 62. Det blev lagt til grund, at klager havde søgt støtte til unge landbrugere og ø-støtte for 2018-2022, mens klagers kæreste havde modtaget støtte til unge landbrugere for 2015-2019 og ø-støtte for 2015-2022.

Nævnet lagde vægt på, at formålet med ordningerne ikke kunne opnås under de skabte betingelser. Formålet med støtte til unge landbrugere er at lette etablering i en periode på højst fem år, så det ikke får karakter af driftsstøtte, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a, og betragtning 47 i præamblen. Ø-støtte har til formål at fremme bæredygtig udvikling i områder med naturbetingede begrænsninger, finansieret af det nationale støtteloft og begrænset til 100 ha pr. bedrift, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 betragtning 46 i præamblen og Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen mv. § 52, stk. 1 og Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen mv. § 52, stk. 4.

Nævnet vurderede, at klagers virksomhed driftsmæssigt og økonomisk fremstod som en del af klagers kærestes landbrugsbedrift. Dette blev underbygget af:

• Manglende reelle aktiver i klagers virksomhed.
• Driftsindtægter på under 10 % af de samlede indtægter i 2018-2021.
• Få omkostninger til drift i forhold til antal hektar med korn.
• Ingen indtægter ud over EU-støtte i 2019.
• Salg af græs og helsæd i 2020 udelukkende til kæresten.
• Størstedelen af salget i 2021 var til tredjemand og kærestens mor, men det resterende salg var udokumenteret.
• Forpagtning af flere arealer fra kæresten og dennes mor.
• Samarbejde om markarbejde og græsning mellem klager og kæresten.
• Udgifter til kæresten for græsningsaftale/jordleje i 2018 og 2019.

Nævnet konkluderede, at støtteudbetalingen fik karakter af driftsstøtte til den samlede landbrugsbedrift, hvilket stred mod ordningernes formål. Støtten oversteg de maksimale fem år for støtte til unge landbrugere og støtteloftet på 90 ha, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a, og artikel 50, stk. 9. Ligeledes oversteg den støtteloftet på 100 ha for ø-støtte, jf. Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen mv. § 52, stk. 4.

Det subjektive element for omgåelse blev også anset for til stede. Virksomhedernes samhandel og samdrift skabte en formodning for, at klager udelukkende havde til hensigt at opnå en fordel i strid med ordningernes mål, jf. EU-domstolens afgørelse i sag C-434/12, præmis 43. Nævnet fandt, at klager ikke havde tilbagevist denne formodning, og at oplysninger om selvstændige regnskaber ikke var tilstrækkelige, især da de efterspurgte revisionslister/specifikationer manglede.

Tilbagebetaling af tidligere udbetalt støtte

Nævnet fandt, at klager uretmæssigt havde fået udbetalt direkte støtte for 2018-2020, som skulle tilbagebetales, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 1. Klager var ikke støtteberettiget i 2018-2022 og havde modtaget 291.147,00 kr. i støtte til unge landbrugere og 131.599,05 kr. i ø-støtte for 2018-2020.