Stadfæstelse af forbud mod produktion og markedsføring af fødevarer grundet manglende skadedyrssikring

Sagen omhandler en virksomheds klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 14. februar 2023 om forbud mod produktion og markedsføring af fødevarer. Forbuddet blev nedlagt efter et kontrolbesøg, hvor styrelsen konstaterede, at virksomhedens lokaler ikke var sikret mod indtrængen af skadedyr uden for åbningstid. Derudover blev der fundet ekskrementer og gnavemærker fra skadedyr flere steder i fællesområderne i det pakhus, hvor virksomheden opererer.

Fødevarestyrelsen begrundede forbuddet med en risiko for fødevaresikkerheden, idet skadedyr kan kontaminere fødevarer, lokaler, udstyr og emballage samt overføre sygdomsfremkaldende organismer. Forbuddet blev udstedt i medfør af Fødevarelovens § 52, stk. 1 og Hygiejneforordningens artikel 4, stk. 2, jf. bilag II, kap. I, pkt. 1 og 2, litra c, kap. IX, pkt. 2, 3 og 4, 1. pkt., og kap. X, pkt. 2.

Klager, repræsenteret ved en konsulent, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 21. april 2023. Klagen anførte navnlig, at:

Klagerens anbringender

• Forholdene ikke var vurderet individuelt for de enkelte virksomheder i pakhuset.
• Klager ikke var blevet partshørt forud for afgørelsen.
• Ansvaret for skadedyrssikring burde ligge hos pakhuset, da de bærer ansvaret for den ydre ramme.
• Forbuddet var særdeles indgribende i klagers drift og medførte unødvendige omkostninger til opfølgende kontrolbesøg.

Klager påpegede desuden, at kontrolrapporterne var enslydende for flere virksomheder, og at Fødevarestyrelsens vurdering af virksomhedstypen og fællesarealerne var uklar og modstridende. Klager henviste til, at tidligere kontroller ikke havde anmærkninger vedrørende skadedyrssikring, og at styrelsen burde kontrollere forebyggende foranstaltninger, før et angreb er en realitet.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen fastholdt, at forbuddet var begrundet i risikoen for indtrængen af skadedyr fra fællesarealerne til klagers lokaler. Styrelsen oplyste, at der var foretaget en individuel vurdering af skadedyrssikringen i hver enkelt virksomhed, selvom konstateringerne i fællesområderne var ens for alle. Styrelsen anførte, at forbuddet blev nedlagt uanset tidligere sanktioner, når der konstateres skadedyr eller manglende sikring.

Styrelsen bemærkede endvidere, at klagers medarbejder blev partshørt under kontrolbesøget, og at pakhusets administration blev partshørt om fællesarealerne. Fødevarestyrelsen understregede, at klager selv bærer ansvaret for at sikre overholdelse af fødevarelovgivningen, herunder skadedyrssikring, og at gebyrer for opfølgende kontrolbesøg er en lovbestemt konsekvens af et forbud i henhold til Bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v. § 38, stk. 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 14. februar 2023 om forbud mod produktion og markedsføring af fødevarer.

Nævnets kompetence

Nævnet fastslog indledningsvis, at det ikke havde kompetence til at behandle klagepunkter vedrørende enslydende kontrolrapporter for andre virksomheder eller forskelle i udformningen af klagers egne rapporter af forskellige datoer, da en kontrolrapport ikke i sig selv er en påklagelig afgørelse efter fødevareloven. Ligeledes blev forhold konstateret på en kontrolrapport af 16. februar 2023 ikke behandlet, da de ikke lå til grund for den påklagede afgørelse af 14. februar 2023. Klagepunkter vedrørende indskærpelser fra 6. februar 2023 blev behandlet særskilt i en anden sag.

Forvaltningslovens begrundelseskrav

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Fødevarestyrelsens skriftlige begrundelse af forbuddet den 22. februar 2023 opfyldte kravene i Forvaltningslovens § 22. Begrundelsen indeholdt en tilstrækkelig forklaring på de faktiske forhold, der lå til grund for forbuddet, nemlig den manglende skadedyrssikring af klagers virksomhed kombineret med fund af spor efter skadedyr på fællesarealerne.

Nævnet vurderede, at Fødevarestyrelsen havde foretaget en individuel vurdering af skadedyrssikringen i klagers virksomhed, hvilket blev understøttet af, at forbuddet blev meddelt mundtligt på stedet, og at 3 ud af 18 kontrollerede virksomheder fik godkendt deres skadedyrssikring. Det forhold, at begrundelserne var ens for de sanktionerede virksomheder, skyldtes, at den udløsende årsag (manglende skadedyrssikring) var den samme.

Nævnet fandt også, at klager var rette adressat for forbuddet, da det var begrundet i den manglende skadedyrssikring af klagers individuelle bod. I henhold til Hygiejneforordningens artikel 4, stk. 2, er det fødevarevirksomhedslederen, der bærer ansvaret for at overholde hygiejnereglerne, herunder skadedyrssikring, i sin egen virksomhed. Pakhusets utilstrækkelige sikring fritager ikke klager for dette ansvar.

Partshøringsforpligtelsen

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at Fødevarestyrelsen havde tilsidesat partshøringspligten i henhold til Forvaltningslovens § 19, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at en af klagers medarbejdere blev gjort bekendt med de konstaterede forhold under kontrolbesøget, og at partshøringen blev foretaget i to led (pakhusets administration for fællesarealer og klager for boden). Eventuelle fejl i notatpligten på kontrolrapporterne kunne ikke påvirke afgørelsens gyldighed.

Forbuddets proportionalitet

Nævnet vurderede, at forbuddet var en nødvendig, egnet og rimelig foranstaltning i henhold til Fødevarelovens § 52, stk. 1 for at sikre overholdelse af hygiejnereglerne om skadedyrssikring og beskyttelse af fødevarer mod kontaminering. Det blev lagt til grund, at klagers virksomhed ikke var tilstrækkeligt sikret mod skadedyr, og at der var fundet spor efter skadedyr i fællesarealerne. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens faglige vurdering af risikoen for fødevaresikkerheden og overførsel af sygdomsfremkaldende organismer.

Det forhold, at Fødevarestyrelsen tidligere havde kontrolleret skadedyrssikring uden anmærkninger, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet henviste til Hygiejneforordningens artikel 4, stk. 2, og EU-Domstolens afgørelse i de forenede sager C-31/91 – C-44/91, der fastslår, at en erhvervsdrivende ikke kan have en berettiget forventning om en behandling, der strider mod fællesskabsretten. Klager bærer ansvaret for at holde sin virksomhed skadedyrssikret. Opkrævning af gebyrer for opfølgende kontrolbesøg er en lovbestemt konsekvens af et forbud, jf. Bekendtgørelse om fødevarekontrol og offentliggørelse af kontrolresultater § 1, stk. 6 og Bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v. § 38, stk. 2. Nævnet bemærkede endeligt, at det ikke er et krav for at sanktionere for manglende skadedyrssikring, at der er konstateret spor efter skadedyr i selve virksomheden.